Af Dr. Lawrence A. Franklin – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Et vigtigt element i National Defense Authorization Act for the Fiscal Year 2020, lydende på 738 milliarder dollar, som USA’s præsident Donald Trump underskrev og dermed gjorde til lov i midten af december, er direktivet om at undersøge og overvåge “kinesiske militære aktiviteter i Arktis, samt kinesisk udenlands, direkte investering i Arktis.”
Regeringen i Washington er med rette bekymret over Kinas øgede interesser i det nordlige polarområde. For to år siden offentliggjorde Beijing en hvidbog, skitserende dets politik i Arktis, som indbefattede skabelsen af en “Polar Silkevej.” Hvis den bliver fuldt implementeret, vil denne politik udfordre USA og Rusland med hensyn til overlegenhed i regionen, hvor der under gletsjerne findes kolossale lagre af kul og naturgas.
To kinesiske polarisbrydende forskningsskibe, Xuelong og Xuelong II, er i øjeblikket ved at udføre regimets 36. videnskabelige ekspedition i farvandene ud for Antarktis. Besætningerne på disse skibe vil hjælpe med at færdiggøre Kinas femte antarktiske videnskabelige station til indsamling af data og etablering af udstationerede undervandsbåde i lighed med dem, der drives af Washington og Moskva.
Kinas Dailan Flådeakademi støtter en aggressiv strategi i både det nordlige og det sydlige polarhav. Kinas forsvarsministerium og statsråd udgiver fortsat skrifter, som udtrykker et ønske om at dyrke et robust maritimt program, herunder en mission “Fri Navigation” i Beringhavet, berammet til engang i 2020.
Beijings polarstrategi er forbundet med udsigten til at finde lagre af “sjældne undergrundsstoffer,” så som praseodym, yttrium og lanthan, som bruges i lasere, magneter, halvledere, specialglasser, keramiske produkter og atomdrevne batterier.
Kina kontrollerer allerede minedrift og udvinding af de fleste af verdens sjældne undergrundsmaterialer – alle afgørende for den globale økonomi – og forhandler muligvis med Taliban i Afghanistan om at opnå endnu mere: Afghanistans bjerge er blandt den håndfuld steder i verden, hvor der findes store lagre af disse materialer. Uheldigvis er USA i vidt omfang afhængig af Kina med hensyn til disse resurser, som også ligger under Grønlands kolossale ismasser. Denne omstændighed kan meget vel forklare Kinas energiske forsøg på at slutte større infrastrukturkontrakter med Grønlands regering. Beijing foreslår opførelse af adskillige lufthavne, havne, veje og jernbanelinjer i Grønland, som vil lette transporten af de sjældne undergrundsmaterialer – når disse er udgravet – til Kina.
Beijing-drevne lufthavne i Grønland kan imidlertid udgøre en strategisk trussel mod Amerikas allierede Canada. Sådan et scenarium kunne også udsætte USA’s militære anlæg i Thule, Grønland, der tjener som et tidligt varslingsknudepunkt ved et atomangreb mod det nordamerikanske kontinent, for fare. For at modvirke denne potentielle trussel har Trump-regeringen og NATO-medlemslandet Danmark – som ejer Grønland – foregrebet Kinas planer ved at enes om at finansiere de foreslåede lufthavne. Men Kinas begær efter endegyldig overmagt i den arktiske region udstrækker sig også til det danskejede, selvstyrende netværk af 18 øer, Færøerne, beliggende midtvejs mellem Norge og Island i Nordatlanten.
USA og Kina konkurrerer om indflydelsen i Færøerne i øjeblikket, idet Beijing tilbyder at øge sin import af fisk på betingelse af, at øboerne indvilliger i at benytte Kinas trådløse netværksystem med femtegenerationsteknologi (5G), drevet af Huawei, mens Washington forsøger at blokere for brugen af Huaweis netværksudstyr på øerne på grund af firmaets efterretningsindsamlende samarbejde med det kinesiske regime.
Selvom Kina har meldt sig sent i stormagtskonkurrencen i Arktis, kan dets arktiske profilering hurtigt vokse, hvis Moskva forener sine egne bestræbelser med Beijings. Det russiske luftvåben har længe haft en særskilt afdeling for polar luftfart, og Rusland ejer en omfattende atom- og dieseldrevet flåde af isbrydere. Kinas venskabelige forhold til Rusland kunne føre til en magtfuld polar alliance.
I juli 2017 underskrev den kinesiske præsident Xi Jinping og den russiske præsident Vladimir Putin en “Joint Declaration on Further Strengthening Comprehensive, Strategic and Cooperative Partnership” [Fælles erklæring om yderligere styrkelse af et vidtspændende, strategisk og kooperativt partnerskab], som rummede planer til et samarbejde om projekter langs Ruslands vandveje i Nordsøen. Ingen anden nation har investeret mere energi, akkumuleret større erfaring og viden eller udvundet flere resurser under de klimatisk udfordrende polare forhold end Rusland.
Hvis Moskva går i et tandemsamarbejde med Beijing, kan Kina hurtigt vise sig at være en potent konkurrent om indflydelse i Arktis. Lad os håbe, at Washington er i stand til at forhindre, at dette sker.
Dr. Lawrence A. Franklin var Iran Desk Officer for forsvarsminister Donald Rumsfeld. Han har også gjort aktiv tjeneste i den amerikanske hær og som oberst i det amerikanske luftvåbens reserver.