Kina betaler amerikanske medier for at publicere propaganda

Af Judith Bergman–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.


Den engelsksprogede avis China Daily, der er underlagt den kinesiske regerings kontrol, betalte i 2020 forskellige amerikanske medier knap 2 mio. dollar (12 mio. kr.) for at offentliggøre propaganda fra det kinesiske kommunistparti (CCP), fremgår det af China Dailys angivelser til justitsministeriet i henhold til loven om registrering af udenlandske repræsentanter (FARA), skriver Daily Caller.

China Daily er angiveligt blevet registreret som en fremmed agent under FARA siden 1983, hvilket betyder, at de skal indrapportere deres aktiviteter og økonomiske transaktioner til justitsministeriet.

China Daily angav i juni til justitsministeriet, at de siden november 2016 havde betalt 19 mio. dollar (115 mio. kr.) til amerikanske medier, herunder 12 mio. dollar (73 mio. kr.) til aviser som Washington Post og New York Times. Blandt andre aviser kan nævnes Los Angeles TimesChicago TribuneBoston GlobeSeattle TimesHouston Chronicle og Foreign Policy.

China Dailys reklamer kommer i form af reklametillæg kaldet “China Watch” ved en strategi kendt som “at låne en båd for at drage ud på havet”. Freedom Houses ledende forskningsanalytiker for Østasien, Sarah Cook, fortalte i et vidneudsagn til undersøgelseskommissionen for amerikansk-kinesisk økonomi og sikkerhed:

“Denne sætning refererer til udbredelse af indhold fra kinesiske statsmedier via sider, frekvenser eller skærmtid hos privatejede medier, der har opbygget deres egne lokale målgrupper… Deres solide vækst i engelsksprogede medier i de senere år har vakt opsigt og offentlig debat. Et af de mest iøjnefaldende eksempler er fremkomsten af China Watch – et betalt indlæg sponsoreret af det statsdrevne China Daily – der både er kommet på tryk og online i fremtrædende amerikanske aviser som New York TimesWashington Post og Wall Street Journal.”

Denne form for reklame kaldes somme tider for tekstreklame eller ‘native advertising’: Fortællingerne er kamufleret til at ligne det øvrige nyhedsindhold i det medie, hvori de optræder.

På Wall Street Journals internetside for “China Watch” er der for eksempel flere artikler, der fremhæver Kinas håndtering af pandemien, med overskrifter som “Direktør for Apple: Kina får udbruddet under kontrol“, “Amerikanske venskabsbyer får hjælp fra kinesiske venner i kampen mod virus”, “Chef for WHO fremhæver kinesisk-afrikansk samarbejde i kampen mod COVID-19“, og mange artikler kritiserer USA for at have sat spørgsmålstegn ved Kinas håndtering af pandemien, såsom “USA’s påstand om rejser fra Wuhan afvist” and “Kritik af Trumps bemærkning om Kina“.

Kina er ikke det eneste fremmede styre, der betaler for at få sin nationale propaganda bragt i USA. Den russiske statsavis Rossiyskaya Gazeta begyndte i 2007 at bringe sine tekstreklamer “Rusland bag overskrifterne” i Washington Post, selv om reklamerne angiveligt forsvandt fra avisen i 2015. Førhen udgav Rossiyskaya Gazeta angiveligt også tillæg til ‘Rusland bag overskrifterne’ i New York Times og Wall Street Journal.

“Kina har brug for at styrke mediedækningen… og benytte innovative metoder til at række ud… for at fortælle en god kinesisk historie og fremme Kinas holdninger internationalt”, sagde Xi Jinping ved Det Nationale Møde om Propaganda og Tankearbejde i august 2013. Han har siden gentaget dette budskab regelmæssigt. Ved Det Nationale Møde om Ideologi og Propaganda i august 2018 sagde Xi: “For at kunne byde på et godt renommé bør vi forbedre vores internationale kommunikationsevner, fortælle Kinas historier godt, udbrede Kinas stemme, vise verden et autentisk og samlet Kina og øge landets bløde magt og den kinesiske kulturs indflydelse.”

Som James Fallows påpegede i The Atlantic i 2010, hvor Washington Post allerede udgav China Watch, er det én ting, når et sådant tillæg er tydeligt anført som en betalt reklame, men noget helt andet, når sådanne reklamer publiseres på nettet og ligner mediets andre nyhedsartikler, som kun “de små ord ‘Et betalt tillæg til Washington Post’ i det øvre højre hjørne adskiller fra resten af indholdet.”

“Dem, der bruger denne form for propaganda, håber at kunne udnytte værtsmediets større troværdighed til at gøre deres budskab mere overbevisende”, skriver forskerne Yaoyao Dai og Luwei Luqiu, der udarbejdede en internetbaseret spørgeundersøgelse af effekten af China Dailys annoncer på amerikanske og britiske læsere af Washington Post og Daily Telegraph. De fandt, at læserne havde svært ved “at skelne mellem politiske reklamer og almindelige nyhedshistorier uanset deres uddannelsesniveau og mediekundskab”.

Kina mangler ikke selv engelsksprogede mediegiganter, der kan udbrede det kinesiske kommunistpartis fortælling om Kina rundt om i verden. Professor Anne-Marie Brady fra Wilson Centret fortæller:

“Kina bekendtgjorde i begyndelsen af 2009, at de ville investere 45 mia. yuan (ca. 42,3 mia. kr.) i deres største medier for at styrke deres internationale nyhedsdækning og globale tilstedeværelse. Som en del af denne kampagne, kendt som ‘stor propaganda’ (da waixuan) udvidede Xinhua News Service antallet af sine oversøiske kontorer fra 100 til 186. Global Times (en internationalt orienteret populær tabloidavis, der ejes af People’s Daily) lancerede samme år en engelsksproget udgave. CCTV International begyndte også at sende på arabisk og russisk, og de skiftede i 2010 navn til CCTV News. Kinas massive investeringer i disse medier påkaldte sig betragtelig international interesse og debat”.

I rapporten “Vurdering af følgerne for det amerikanske forsvar af Kinas ekspanderende globale adgang” fra december 2018 vurderede Pentagon Kinas medieekspansion:

“Xinhua Nyhedsbureau, der er Kinas officielle statsdrevne nyhedsbureau, lancerede mellem 2009 og 2011 40 nye udenlandske kontorer og fordoblede antallet af oversøiske korrespondenter. Xinhua havde 162 udenlandske kontorer i alt i 2017 og stiler mod at have 200 i 2020. Kinas ekspanderende officielle medietilstedeværelse afspejler ledelsens samordnede bestræbelser på at påvirke meningsdannelsen om landet og fremme Kinas synspunkter om vigtige emner. Præsident Xi Jinping har opfordret Global Television Network, der er Xinhuas internationale medietjeneste, til at ‘fortælle den kinesiske historie godt’ og ‘udbrede Kinas stemme… en artikel fra Reuters afslørede i 2015, at China Radio International (CRI), der ejes af den kinesiske stat, brugte datterselskaber til at dække over sin kontrol over 33 radiostationer i 14 lande, heriblandt USA. Disse radiostationer bringer et Kina-venligt indhold, men de har ikke registreret sig som repræsentanter for en udenlandsk regering i henhold til loven om registrering af udenlandske repræsentanter (FARA)”.

Ifølge Brady var årsagen til, at Kina ikke kun støttede sig til sine egne statsmedier, at strategien med at benytte statsmedier “blandt kinesiske massekommunikationseksperter generelt blev anset som en fiasko. Hvis udenlandske forbrugere ved, at en given oplysning kommer fra en officiel kinesisk mediekilde, vil de sandsynligvis tolke det som ‘propaganda’ fremfor ‘nyheder’.”

Mens “social retfærdighed” er blevet noget af et mantra i det etablerede medielandskab i Vesten, udgør promovering af det kinesiske styres propaganda til troskyldige amerikanere en besynderlig og uetisk forretningsmetode, som medieindustrien åbenbart ikke har reflekteret over offentligt (om overhovedet). Mens flere aviser ikke længere er involveret i praksissen – heriblandt Wall Street JournalWashington Times og New York Times – ser praksissen ikke ud til at have forårsaget nogen form for egentligt oprør i de mediekredse, der er involveret i den, såsom Los Angeles TimesForeign PolicyFinancial Times i Storbritannien, Chicago Tribune og Seattle Times. Denne tilbageholdenhed er besynderlig, ikke så meget fordi disse aviser ønsker og har brug for indtægter, hvilket er forståeligt, men fordi så mange journalister og redaktører betragter sig selv som frontkæmpere mod racisme, etnisk og religiøs diskrimination og brud på menneskerettighederne. Når man tager imod penge fra det kommunistiske kinesiske styre til gengæld for at sprede regimets propaganda, så ser det ud til, at positioneringen blot er en tom gestus.

Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk analytiker, Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.