Det kinesiske styre påvirker i stigende grad den globale informationsstrøm og trækker i denne forbindelse på erfaringer fra kontrollen af sine egne statsstyrede medier.
Pressen i Kina
Det kinesiske kommunistparti udøver en gennemgribende kontrol over nyhedsdækningen i Kina. Reporters sans Frontières (RSF, Journalister uden Grænser) udgiver hvert år en rangliste over pressefriheden i 180 lande, og Kina er i 2023 placeret på en 179. plads.
Medlemmer af det kinesiske kommunistparti kan i en propagandamanual læse om journalisters rolle, idet de skal forme nye generationer af det socialistiske folk. Medierne skal i deres nyhedsdækning ”holde sig til positivitetsprincippet ved at have en korrekt balance mellem hyldest og eksponering af problemer”. Kommunistpartiets propagandaafdeling udsender hver dag instrukser til medierne; herunder en liste med historier, der skal fremmes, og en liste over historier, der skal undgås. På de sociale medier sker der ligeledes en sortering, idet noget indhold udbredes kraftigt, mens kritisk indhold censureres.
Styrets kontrol over befolkningens ytringer omfatter intimideringer online såvel som i den virkelige verden for at gøre kritikere tavse og tilskynde til selvcensur.
Kinesiske medier rettet mod udenlandske brugere
I bestræbelserne på at øge udbredelsen af ønskede fortællinger og undertrykke kritiske stemmer i udlandet trækker det kinesiske styre på erfaringer høstet i Kina.
Det kommunistiske styres afdeling United Front Work Department (UFWD) retter sig mod udlandskinesere og medier i udlandet, og kineserne bruger årligt milliarder af dollars på at påvirke verdenssamfundet i en Kina-venlig retning.
Kina har investeret kraftigt i udbredelsen af egne statsstyrede medier, der udkommer på adskillige sprog, både på tryk, digitalt og på sociale medier. De største medier, der er rettet mod udenlandske brugere, er: China Global Television Network (CGTN), China Radio International (CRI), China Daily, det statslige nyhedsbureau Xinhua og China News Service (CNS).
CGTN udsender tv-programmer i 140 lande. Tv-udbyderen oprettede i 2012 hovedkvarter i Nairobi for spredning af Kina-venlig propaganda i Afrika og et hovedsæde i Washington for at dække USA. I 2018 åbnede CGTN kontor i London og ansatte 90 lokalt for herfra at påvirke den europæiske nyhedsdækning.
China Radio International sender udsendelser på 65 sprog på 70 udenlandske radiostationer.
China Daily har i alt omkring 150 million læsere.
Xinhua opretter stadigt flere internationale kontorer og havde således i august 2021 181 kontorer i 142 lande. Xinhua kommunikerer på 19 forskellige sprog på de sociale medier. I 2019 var der 56 millioner Facebookbrugere uden for Kina, 12 millioner Twitterfølgere og 367.000 YouTube-abonnenter.
Aktieopkøb og mediesamarbejdsaftaler
Det kinesiske styre har desuden købt aktier i udenlandske medier. Ifølge Bloomberg investerede Kina i årene 2008-2018 2,8 mia. dollars, eller 17,0 mia. kr., i opkøb af aktier i medier i Europa. CRI har aktiemajoriteten i mindst 33 andre radiostationer i 14 lande.
Kinesiske virksomheder investerer i udbydere af kabel-tv og får derved indflydelse på, hvilke stationer, kunderne kan se. I 2019 havde det kinesiske StarTimes 10 millioner kunder i 30 afrikanske lande, og virksomheden er nu førende i Afrika.
Kina påvirker også den globale meningsdannelse ved at indgå aftaler med udenlandske medier om at dele indhold med dem. I disse kontrakter kan der indgå eksklusivaftaler, således at Kina sikrer sig en positiv dækning med brug af Kina-venlige kommentatorer, der ikke modsiges af Kina-kritikere. Samarbejdsaftalerne slører Kinas bagvedliggende indflydelse over for disse mediers faste brugere. China Central Television stiller gratis videoklip og manuskripter til rådighed for 1.700 udenlandske nyhedsorganisationer og mediegrupper.
Kinesiske diplomater er blevet mere aktive på vestlige sociale medier, hvor de deler engelsksprogede artikler fra de kinesiske medier. De bidrager derved til en større uredigeret udbredelse af Kinas globale dagsorden. Antallet af diplomatiske og officielle mediekonti er i de seneste år steget kraftigt.
Brug af influencere
Kina bruger i stigende grad influencere til at fremme sine budskaber på sociale medier. I 2021 nåede knap 100 influencere ud til i alt mere end 11 millioner følgere på diverse sociale medier. Opslagene kom på mindst 20 forskellige sprog (herunder arabisk, spansk og hausa) til følgere fra adskillige lande.
Størstedelen er uofficielt tilknyttet China Radio International, selv om de præsenterer sig som private livsstilsbloggere. Det er typisk unge smukke kvindelige influencere, og det kan være repræsentanter for mindretal i Kina, der benægter styrets undertrykkelse af deres egen befolkningsgruppe. Det kan for eksempel være tibetanere, der roser det kinesiske styre, eller arabisktalende influencere, der over for arabere benægter undertrykkelsen af uighurere i Xinjyang-regionen.
Kinesiskproducerede telefoner kan censurere brugeren
Kinesiskproduceret telekommunikationsudstyr, såsom mobiltelefoner, kan have en indbygget evne til at censurere brugeren. Litauens Center for Cybersikkerhed annoncerede således i 2021, at alle telefoner fra producenten Xiaomi kan censurere ord som: ”Fri Tibet”, ”Længe leve Taiwans uafhængighed” og ”demokratibevægelse”. Censuren er i udgangspunktet slået fra i EU-regionen, men den kan fjernaktiveres. Litauens forsvarsministerium anbefalede på denne baggrund, at forbrugerne undlod at købe kinesiske telefoner fremover, og at man bortskaffer dem, man har, hurtigst muligt. På daværende tidspunkt var 24% af europæernes mobiltelefoner fra Xiaomi.
Producenten Huawei var særligt populær i årene 2016-2020, hvor dens markedsandel steg fra 9% til 20% af alle solgte mobiltelefoner. Grundlæggeren af Huawei, Ren Zhengfei, er ingeniør med baggrund i det kinesiske kommunistparti og Folkets Befrielseshær, og virksomhedens tætte relation til styret vækker bekymring. Huawei hævdes at have installeret en ’bagdør’ i flere af sine produkter, hvorved der kan skaffes fjernadgang til deres data.
Diplomaters intimideringer
Kinas diplomater lægger pres på værtsnationens medier og akademiske institutioner for at få dem til at beskrive Kina i positive vendinger. Diplomaterne hævder ofte, at kritisk journalistik ”sårer 1,4 milliarder kineseres følelser” (det er en ganske lille andel af Kinas 1,05 milliarder internetbrugere, der har adgang til udenlandske medier).
Den kinesiske ambassadør i Frankrig, Lu Shaye, har eksempelvis gentagne gange kritiseret den franske presse for at ”lyve om” og ”gøre grin med” det kinesiske styre; særligt i 2020 i forbindelse med coronapandemien. Få dage efter endnu en kritisk udmelding fra ambassadøren angående Le Figaros asienkorrespondent og Le Mondes korrespondent i Kina, bad Reporters sans Frontières ham i oktober 2021 om at holde inde med sine intimideringer, idet de påpegede, at en diplomat ikke har ret til at belære andre om journalistik – og da især ikke, når man repræsenterer et af verdens værste regimer, hvad angår pressefrihed.
I Sverige havde journalisten Jojje Olsson fra Expressen i 2018 skrevet en kritisk artikel om undertrykkelse af informationsfriheden i Kina. Den kinesiske ambassade i Stockholm, ledet af ambassadøren Gui Congyou, udsendte herefter en harmdirrende erklæring, hvori Olsson blev beskyldt for at ”anspore til had mod Kina”. I 2021 blev tonen skærpet, idet Olsson blev truet med, at hvis han ikke holdt inde med sine kritiske artikler, ville han få konsekvenserne at føle.
I Tyskland inviterede Confucius-institutter ved to tyske universiteter (Duisburg-Essen Universitet og Leibniz Universitet i Hannover) i 2021 til bogmøde vedrørende bogen ’Xi Jinping – der mächtigste Mann der Welt’, skrevet af Sterns kinakorrespondent og Der Spiegels tidligere chefredaktør. Ifølge forlaget blev begivenheden imidlertid aflyst med kort varsel på grund af kinesisk pression, idet Kinas konsul i Düsseldorf, Feng Haiyang, skulle have grebet ind personligt. Universitetet i Hannover erklærede efterfølgende, at aflysningen var ”uacceptabel, foruroligende og uforståelig”. Rektor for Duisburg-Essen Universitet erklærede, at beslutningen var ”uforklarlig og ikke bør gentage sig”.
I Israel bragte Jerusalem Post i maj 2022 et interview med Taiwans udenrigsminister, Joseph Wu. Kinas ambassade i Israel kontaktede herefter chefredaktøren og truede med at neddrosle relationen til Israel, hvis avisen ikke trak artiklen tilbage (hvilket avisen nægtede at gøre).
Kinesisk misinformation
Det kinesiske styres stigende indflydelse på informationsstrømmen medfører talrige misinformationskampagner. I begyndelsen af 2022 spredte kinesiske embedsmænd for eksempel russiske påstande om ukrainske laboratorier til fremstilling af biologiske våben på Twitter. Kinas interesse heri kan have været at aflede opmærksomheden fra den udenlandske kritik af Kinas håndtering af coronapandemien.
I 2018 bragte en kinesisk misinformationskampagne Taiwans repræsentationskontor i Japan i miskredit. En tyfon havde hærget i Osaka, og det kinesiske styre plantede en historie om, at repræsentationskontoret ikke havde gjort noget for at hjælpe de taiwanesiske borgere, hvorfor den kinesiske ambassade var trådt til i dets sted og havde reddet dem. I virkeligheden havde de japanske myndigheder straks evakueret de taiwanesiske turister, og Kinas ambassade havde slet ikke bidraget hertil. Misinformationen medførte imidlertid, at der rejste sig en protestbølge mod Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, hvis parti er modstandere af en tilnærmelse til Kina. Få dage senere begik den taiwanesiske repræsentant, Su Chii-cherng, selvmord.