Kirkeminister Morten Dahlins usurpatoriske og omvæltende angreb på kirkesognet

Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen

Minister for By-, Land- og Kirkeministeriet Morten Dahlin iværksatte i februar 2024 sit store folkekirkeprojekt. Det projekt, der hedder Projekt forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet. Som opstart på hele projektet nedsatte Dahlin en styregruppe – med ministeriet siddende på formandsposten! – der fra primo 2024 frem til marts 2025 skulle udarbejde forslag til denne forenkling af menighedsrådenes arbejde. Styregruppens Hovedrapport med forslagene forelå i marts 2025. Derefter iværksatte Dahlin og hans ministerium – i al hast! – en overrumplende implementeringsprocedure, der med en politisk kuphastighed skulle virkeliggøre styregruppens forslag, dvs. omsætte disse forslag til lov, førend befolkningen, sognene og deres menigheder for alvor kunne nå at erkende og reagere på det, der er ved at ske. 

Allerede den 21. maj 2025 – blot to måneder efter styregruppens hovedrapport! – lykkedes det regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) at indgå en politisk aftale om ændring af forholdene i folkekirken med langt de fleste politiske partier på Christiansborg, dvs. med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Med en aftaletekst, der er fuld af halve og fordrejende sandheder om virkeligheden og historien for det netværk af frie, selvstændige og selvejende sognekirker, vi samlet kalder for folkekirken.

Som en del af aftalen besluttes det, at bestyrelsen af og ansvaret for sognenes præstegårde, præsteboliger, landbrugsejendomme, jorder m.v. samlet skal flyttes – dvs. eksproprieres! – ud af sognet og overgå til provstiudvalget. Og den politiske aftale anfører, at dette er et ambitiøst forslag, som udgør en væsentlig ændring af den nuværende retstilstand med det hovedformål at aflaste menighedsrådene markant. 

Men den politiske aftale omtaler overhovedet ikke denne væsentlige ændring af den nuværende retstilstand som det, den er: En ekspropriation! Et angreb på kirkesognenes ejendomsret – og dermed bestyrelsesret! –  til deres egne kirker, egne præsteboliger og egne jorder. Et angreb på den mange hundrede år gamle sognehistorie, de traditioner, den selvstændighed og den åndelige frihed, hvori sognene har opbygget den materielle ramme om den evangeliske kristendomsforkyndelse med deres egne kirkebygninger, præsteboliger, jorder og anden fast ejendom, der som sognenes private ejendom – defineret som sognekirkens fælles selveje! – blev det juridiske eksistensgrundlag for kirkesognet tro.

Styregruppens elleve medlemmer var i alt fire (4) repræsentanter for præstestanden (biskop, provst og præster), tre (3) repr. for ministeriet, to (2) for stiftsadministration og kirkefunktionærerne og to (2) for menighedsrådene (formand og et bestyrelsesmedlem fra Landsforen. af Menighedsråd). Ikke én eneste af disse repræsentanter havde ejerskab over kirkesognenes ejendomme. Det selvstændige juridiske individ i denne sag er sognet. For det juridiske ejerskab ligger hos sognet og sognemedlemmerne, der som lokale kirkemedlemmer betaler deres lokale kirkeskat til deres sognekirke med alle dens bygninger og jorder, som disse medlemmer råder over gennem privat-fælles selveje. 

Ganske som den lokale fodboldklub med alle dens klubbygninger og boldbaner ejes i privat-fælles selveje af alle klubbens medlemmer. 

Når ikke én eneste af styregruppens medlemmer – og heller ikke én eneste af de organisationer, de repræsenterer – har nogen juridisk ejendoms- eller råderet over sognekirkens ejendomme, hvordan kan kirkeminister Dahlin da lade denne forsamlings holdning være det afgørende politiske grundlag for dette ekspropriationsovergreb mod kirkesognet. I forhold til sognets ejendomsret er denne styregruppe en ganske tilfældig og juridisk aldeles uvedkommende forsamling uden nogen kompetencer. Hvert enkelt sogn i dette land har en juridisk kompetence og ret, der overgår denne forsamling. 

Nogen har rost kirkeminister Dahlin for, at dette er godt politisk håndværk. Er det virkelig? Hvad angår kirkeministerens såkaldte ”politiske håndværk” er der tale om den rene juridiske vilkårlighed, om et procedurekup og et lovkup, der strider imod al retsorden, retsbevidsthed og retsfølelse i dette land.

På baggrund af den politiske aftale udarbejdede regeringen – i hastværk! – et Udkast til Forslag til Lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, lov om ansættelse af stillinger i folkekirken m.v. og lov om valg til menighedsråd. 

Lovudkastet blev den 1. juli 2025 – i hastværk! – udsendt til høring i samtlige landets menighedsråd med frist – igen i al hastværk! – for sognenes indgivelse af høringssvar allerede den 25. august. Dvs. over en periode, hvor mange af menighedsrådenes medlemmer på grund af sommerferien var spredt for alle vinde. Smart og hensigtsmæssigt, når man vil begå et lovkup og begrænse mulighederne både for den kritiske eftertænkning og for at protesterne kan nå at rejse sig. 

Ifølge Kristeligt Dagblad 19/09 (KD) er der til Kirkeministeriet indkommet 526 høringssvar til regeringens og de politiske partiers planer om og lovudkast til en ”forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet”. KD fortæller, at ifølge ministeriets egen opgørelse over høringssvarene er der flest svar, som har tilkendegivet holdninger, der er ”negative over for forslaget om at fratage de lokale (sogne og menighedsråd) ansvaret for jorder og præsteboliger.” 

På baggrund af høringssvarene er den oprindelige politiske aftale af 21. maj 2025 nu blevet justeret af partierne i aftalekredsen. Disse justeringer kan man læse som et såkaldt ”Faktaark” af 18. september 2025 på By-, Land- og Kirkeministeriets hjemmeside. 

Faktaarket fortæller: For at sikre større mulighed for at tage hensyn til lokale ønsker og behov justeres forslaget, så (provstiudvalgets) budgetsamrådet også kan beslutte, at ansvaret for landbrugsejendomme og jorder skal forblive hos menighedsrådene, mens ansvaret for tjenesteboliger flyttes til provstiudvalget, eller omvendt.

Hvoraf man altså kan udlede, at de enkelte sogne og menighedsråd nu stilles over for udsigten til et valg mellem ekspropriationspest eller ekspropriationskolera. Ekspropriationen står fast som et faktum! Så selv om protesterne nu for alvor er ved at rejse sig og fokusere på kernen i denne sag: Indgrebet imod sognenes åndelige og kirkelige frihed, selvstændighed og den materielle og juridiske ejendomsret, der hviler på denne åndelige og af staten uafhængige frihed, så har altså nu kirkeministers Dahlins lovprojekt tilsyneladende nået det usurpatoriske fakta-stadium. Nu kan man vist kun sætte sin lid til, at besindigheden indfinder sig hos nogle af Christiansborgs politiske partier, og at de iværksætter et politisk modkup.

Faktaarket fortæller også, at ”Ligeledes kan menighedsråd anmode om at beholde ansvaret lokalt, medmindre to tredjedele af budgetsamrådet stemmer imod den anmodning.” Det vil sige, at det ”ansvar” og den bestyrelses-, administrations- og råderet, der er en retlig og logisk følge af sognets private ejendomsret, dermed fortsat – på forhånd! – usurperes ud af sognets hænder. Det enkelte sogn og det enkelte menighedsråd skal anmode om at få lov at beholde det juridiske ejerskab og bestyrelsesretten over det, som sognet allerede nu har det juridiske ejerskab over. Den ”væsentlige ændring af den nuværende retstilstand”, som den oprindelige politiske aftale agtede at indføre, er fortsat regeringens program over for sognekirkerne. Og dette uden, at aftalen eksplicit siger, hvad det er: En ekspropriation uden den ”fuldstændige erstatning”, som grundloven pålægger regeringen.

KD citerer fra kirkeminister Morten Dahlins pressemeddelelse, hvor han udtaler:

”Det har været vigtigt for mig, at vi har lyttet til de mange stemmer, der har bidraget til debatten om fremtiden for menighedsrådene.”

Men nej, Dahlin har ikke ”lyttet.” Eller rettere sagt: Han har lagt ører til protesterne og de negative holdninger, men har i sin centraliserende usurpationsiver været revnende ligeglad. For sagt med rene ord: Der er ikke ændret en tøddel i det juridisk principielle eller i Dahlins manglende respekt for sognenes åndelige og dermed juridiske frihed. 

Den afgørende beslutningsret over, hvor bestyrelses- og råderetten, dvs. ejendomsretten, over landbrugsejendomme, jorder, præstegårde og tjenesteboliger skal placeres, er stadig frarøvet det enkelte menighedsråd og givet til provstiets budgetsamråd. Et menighedsråd skal stadig ”anmode om” at kunne beholde det, der i århundreder retmæssigt har tilhørt den lokale menighed og det lokale sogn. 

Kernen i denne sag er fortsat, at der over for det enkelte sogn gennemføres en statslig ekspropriation via provstiet og dets budgetsamråd. Det er så oprørende i forhold til grundloven, enhver retsorden, det folkekirkelige sognenetværk og den århundredlange kirkelige tradition, der hviler på sognenes åndelige frihed, at man må håbe, at det afføder pure afvisning og protester, der kan trække disse politiske afgørelser for domstolene.