Kirkeministerens misbrug af danske frihedskæmpere

Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen

 

Vor kirkeminister Morten Dahlin siger i Kristeligt Dagblad 23/8, at ”vi aldrig må svigte, hvad vores frihedskæmpere stod for.” Men netop i Dahlins indlæg kan man erkende en underliggende foragt for det, vore frihedskæmpere stod for, når man læser, hvordan Dahlin misbruger frihedskæmpernes indsats for fædrelandet til at rejse danskerne politisk til en krig for idealistiske værdier rundt om i verden. Frihedskæmpernes idealer var ikke store og tågede, verdensomspændende idealer, som en smart dansk politiker kan bruge til fordel for sin egen politik. Frihedskæmperne døde for Danmark. Det var ikke universelle idealer, men deres omsorg for Danmark, der nødvendiggjorde deres død. Hvad frihedskæmperne af nødvendighed var kastet ud i på liv og død for Danmark og i kærlighed til deres egne landsmænd, gør Dahlin på en ækel og nonchalant måde til et spørgsmål om regeringens sværmeriske værdipolitik i Ukrainekrigen. Frihedskæmpernes ansvar var konkret og bundet til vort fædreland, mens kirkeministeren ophæver deres ansvar for Danmark til en omgang tynd luft i sin egen politiske interesse.

”Vores egen historie giver os et moralsk ansvar for at stå skulder ved skulder med Ukraine,” siger han. Nej, den gør ikke. Vi har ikke noget moralsk ansvar for Ukraine, som er større end det ansvar, vi har over for Rusland. Et russisk liv er for os lige så kostbart som et ukrainsk. De danske frihedskæmperes indsats giver os overhovedet ikke nogen anledning til at fare rundt i verden og spille overdommer over liv og død for andre lande og deres befolkninger. For frihedskæmperne kæmpede og døde ikke for højtravende værdier, men for noget ganske jordnært, pragmatisk og konkret: den danske jord og befolkning mod Tysklands angreb. Deres ”pragmatik” var netop den pragmatik, der var tæt knyttet til deres egne landsmænds og Danmarks overlevelse. Og det var denne overlevelsespragmatik, der begrundede de allieredes angreb ind over Tysklands grænser i 1945, og satte en stopper for ”eftergivenheden”. 

Det er derfor ganske forkert, når Dahlin siger, at ”vi kan ikke ofre idealerne på pragmatismen og eftergivenhedens alter.” Jo, vi hylder den pragmatisme, der kæmper og ofrer sig for det nære og for det, vi elsker. Ud over det holder vi fred og arbejder for fred; og lader være med at hælde benzin på andres ulykkelige krigsbål. 

Og vi ofrer gerne regeringens verdensomspændende, krigeriske værdi-idealisme på eftergivenhedens alter.

Det er derfor ganske usømmeligt over for vore modstandsfolk, når Dahlin vil gøre deres danske forsvarskamp analog med en idealistisk værdikamp, som Dahlin og vor regering vil binde den danske befolkning op på med ”våben, solidaritet og penge” til Ukraine. 

Respekten for Danmarks gamle frihedskæmpere bliver af Dahlin misbrugt som et middel til at ofre den danske befolkning for regeringens ensidige, fordomsfyldte og vilkårlige politik i Ukrainekrigen. 

Både Dahlin og regeringen skulle undersøge og overveje, om det virkelig er så enkelt og ligetil i krigen mellem Rusland og Ukraine at afgøre, hvad der er moralsk ansvar, eftergivenhed, frihed eller ufrihed. 

”Fred kan ikke købes med eftergivenhed”, siger Dahlin i sit indlæg. Ja, der er faktisk meget, der taler for, at russerne var nået frem til det samme, da de i februar 2022 sendte deres tropper ind over grænsen til Ukraine. Gennem otte år fra foråret 2014 til februar 2022 førte den nye ukrainske kupregering krig mod sine egne russiske mindretal i de østlige dele af Ukraine. Visse ukraineres etniske og racistiske had til russere var brudt ud i lys lue.  Omkring 14.000 mennesker blev dræbt, mens den ukrainske kupregering beskød de østukrainske byer, civile boligområder, sygehuse, plejehjem, indkøbscentre og andre civile centre, jf. observatørrapporter fra OSCE. Rusland så sine landsmænd blive udsat for frygtelige forfølgelser i nabolandet Ukraine. Og kun med spredte frivillige og private militære enheder forsøgte Rusland i de første mange år at forsvare sine mange millioner landsmænd i Ukraine mod disse etniske forfølgelser. 

Men i februar 2022 mente russerne så, at deres ”eftergivenhed” havde varet længe nok. Rusland invaderede derfor Ukraine, ganske som Sovjetunionen og de vestlige allierede overskred Nazitysklands grænser under Anden Verdenskrig for at nedkæmpe det nazistiske styres etniske racisme. Så også det kunne Dahlin og regeringen spørge sig selv om: Hvor findes egentlig det nazistisk-inspirerede overgreb og den etniske udrensning, som har været en del af årsagen til krigen mellem Rusland og Ukraine? Ja, hvem af russerne og ukrainerne ligner egentlig de danske frihedskæmpere mest, når en frihedskæmper er én, der efter megen tøven omsider griber til modangreb for at forsvare sine egne landsmænd mod mord, udryddelse og undertvingelse?

Måske skulle Morten Dahlin og regeringen give sig til at tænke over det!