Klamydiakurven er langt fra knækket: Vi mangler politisk prioritering af unges seksuelle sundhed

2018 var endnu et rekordår for antallet af unge danskere smittet med klamydia – hele 28.208 unge fik konstateret sygdommen. Det tal vil kun vokse, hvis politikerne fortsætter med at se passivt til, lyder det fra Sex & Samfund.

28.208. Så mange unge fik konstateret klamydia i 2018 ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen. Der er særligt fokus på unge mellem 15-29 år, da over 80% af klamydiatilfældene konstateres i denne aldersgruppe, samtidig med at de unge er en af de sværeste grupper at få til lægen.

– Tallene viser helt tydeligt, at danske unge ikke bekymrer sig om at få en sexsygdom. De er derimod er meget opmærksomme på ikke at blive uønsket gravide. Det taler for, at de seneste årtiers forebyggelse har slået helt fejl. Kampagner og oplysningsarbejde kan altså ikke stå alene, men skal tænkes sammen med forebyggelse og behandling, lyder det fra Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund om de nye klamydiatal.

Lene Stavngaard mener, at der er nogle strukturelle barrierer i vejen for, at der bliver testet nok unge, og det kræver politisk handling:

– Vi mangler en højere politisk prioritering af unges seksuelle sundhed!

Årsagen til, at det er så svært at få de danske unge til at gå til lægen, er ifølge Sex & Samfunds nationale chef, at der i høj grad mangler ungevenlige alternativer, når det kommer til at blive testet for sexsygdomme.

LÆS OGSÅ:  Medicinrådet anbefaler medicin til knoglemarvskræft – Glæde på patienternes vegne

– De unge er notorisk svære at få til lægen, og det er en misforståelse at tro, at det kun er fordi, de synes, at det er pinligt. Det skyldes i høj grad også besværet omkring tidsbestilling, og at man som ung typisk vil blive nødt til at tage fri fra uddannelse eller arbejde for at kunne møde op hos lægen, siger Lene Stavngaard.

Kassetænkning er et stort problem
En anden og mindst lige så tungtvejende barriere for forebyggelsen af klamydia blandt unge ligger i samarbejdet mellem kommuner og regioner.

For ifølge Lene Stavngaard strander diskussionen nemlig gang på gang ved spørgsmålet om hvem, der skal betale regningen. Og det er netop denne kombination af kassetænkning og mangel på ungevenlige alternativer, der bliver udslagsgivende i forhold til det historisk høje antal unge med klamydia.

– Der er blandt unge et stort behov for alternative muligheder for at blive testet, som møder dem, der hvor de er, lyder det fra Lene Stavngaard.

Sex & Samfund har set gode resultater med organisationens egen gratis klamydiahjemmetest, som i øjeblikket er rullet ud i 8 kommuner. Faktisk har Sex & Samfund modtaget omkring 5000 bestillinger på hjemmetests til unge i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, hvilket kan være medvirkende til den gode testrate blandt aldersgruppen i disse kommuner.

– Vi ved fra de unge selv, at ca. en femtedel af dem ikke ville være gået til lægen, hvis ikke de havde haft mulighed for at bestille hjemmetesten. Det vidner om, at der blandt unge er et klart behov for et gratis, lettilgængeligt og sikkert tilbud, konkluderer Lene Stavngaard.

LÆS OGSÅ:  KL og Danske Regioner præsenterer fælles pejlemærker for fremtidens sundhedsvæsen

FAKTA: KLAMYDIA I DANMARK

  • Hvert år laver Statens Serum Institut en opgørelse over antallet af danskere, som fik konstateret klamydia det foregående år. Der er særligt fokus på unge i alderen 15-29 år, da 80% af klamydiatilfældene konstateres i denne aldersgruppe.
  • Ud af de fem regioner var det i 2018 Nordjylland, der havde den højeste andel af klamydiatilfælde blandt unge med 25,9 sygdomstilfælde per 1000 unge.
  • Det er dog ikke i Nordjylland, at kommunen med flest klamydiatilfælde blandt unge skal findes. I 2018 var det nemlig Solrød Kommune i Region Sjælland med 33,2 klamydiatilfælde per 1000 unge i alderen 15-29.
  • Tidligere år har det været Kolding (31,6 i 2017), Frederiksberg (33,4 i 2016), Bornholm inkl. Christiansø (32,1 i 2015), Herlev (38,6 i 2014 og 36,4 i 2013) og Holstebro (30,1 i 2012), der har haft det højeste antal af klamydiatilfælde blandt unge.
  • De seneste fem år har det samlede antal af klamydiatilfælde ligget over 30.000, med 30.881 tilfælde i 2014, 31.783 i 2015, 34.134 i 2016, der er det højeste antal nogensinde målt, 32.932 i 2017 og 33.415 i 2018.

Baseret på tal fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, som er blevet behandlet af Sex & Samfund i rapporten ”Klamydiatilfælde 2018”.

 

FAKTA OM KLAMYDIA:

  • Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark. Sundhedsstyrelsen vurderer, at ca. 50.000 danskere årligt smittes med klamydia.
  • Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.
  • Ubehandlet klamydia kan medføre: Nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.
  • Der er forskel på, hvordan piger og drenge bliver testet for, om de har klamydia. Pigerne skal have en såkaldt vaginalpodning, mens drenge kan testes via en urinprøve.
  • Klamydia er let at behandle. Det sker med antibiotika.
  • Sex & Samfund tilbyder en gratis og sikker klamydiahjemmetest til unge i en række kommuner.
LÆS OGSÅ:  Hver femte dansker har rygsmerter: Sådan får du en sund ryg

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)