KLIMA: Elselskaberne vildleder forbrugerne

I 2020 blev der indført i en mærkningsordning, hvor elselskaber kan markedsføre produkter med et eller to grønne blade, hvis virksomhederne investerer i, hvad der betegnes som klimaforbedrende tiltag. Men hverken Forbrugerombudsmanden eller andre myndigheder fører tilsyn med, om elselskaberne lever op til de nødvendige kriterier for at bruge bladene, skriver Børsen.

”Problemet bliver ifølge kritikerne forstærket af, at flere af elselskaberne tolker retningslinjerne for kreativt og oversælger klimaarbejdet. For nylig vurderede både RGO og Forbrugerrådet Tænk, at fem elselskaber vildledte forbrugerne. Det skete bl.a. ved at markedsføre strøm som CO2- og klimaneutral i selskaberne Grow Energy, NRGI, Natur-Energi, Scanenergi og Ewii.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger, at myndigheden ikke har anset det for nødvendigt at undersøge, om alle selskaber efterlever retningslinjerne. Det har forbrugervagthunden heller ikke ressourcer til, lyder det.

’Jeg er noget forundret over, at Forbrugerombudsmanden laver et mærke, elselskaberne selv skal kontrollere. Hvis jeg skulle give et godt råd, ville jeg sige, at det skulle udfases,” siger professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen”.