Regeringen har ikke fremlagt en beregning af, hvad det vil koste at reducere med 70 pct., eller hvordan det skal ske. Heller ikke om det overhovedet kan lade sig gøre på så kort tid – ti år – eller hvad de fordelingsmæssige konsekvenser vil være for forskellige indkomstgrupper. Endsige af lækagen, dvs. hvor meget af den danske udledning, der ved et ambitiøst indgreb flytter til udlandet, skriver økonomen og journalisten, Frede Vestergaard, i Berlingske.
Risikoen ved at binde sig til 70 procent målet uden at kende omkostningerne og midlerne er, at vi er for tidligt ude og begiver os ud i store fejlinvesteringer motiveret af de bedste hensigter. Det er sket før i andre sammenhænge. Her er en håndfuld eksempler på hurtige og mindre gennemtænkte beslutninger:
Dieselskandalen. EU’s beslutning i 1998 om at fremme salget af dieselbiler frem for benzinbiler øgede partikelforureningen og kvælstofoxider i gaderne, men det så EU-systemet småkynisk bort fra. Det afgørende var, at EU kunne vise resten af verden på FN’s klimakonferencer, at EU – i modsætning til USA – tog Kyotoaftalen fra 1997 alvorligt og reducerede udledningen.
Better Place. Projektet gik ud på at producere el-biler med batteriskift i stedet for opladning. Men der blev ikke solgt ret mange biler, og Better Place gik konkurs i maj 2013 med et tab for investorerne på mellem tre og 3,5 mia. kr.
Inbicon. Projektet skulle udvikle 2. generations bioethanol af biomasseaffald som halm. Inbicon var et datterselskab af DONG, som det dengang helejede statsselskab brugte 800-900 mio. kr.. Pengene er spildt. For hver energienhed, der blev brugt i processen, kom der 0,7 ud.
Klimaneutrale byer. Politikerne har besluttet, at København, Aarhus og Sønderborg skulle være klimaneutrale i 2025. Det udsprang af den almindelige klimaiver efter COP15 i København i 2009. En række kulfyrede kraftvarmeværker er siden for milliardbeløb ombygget til at fyre med træ og halm, idet CO2-udledning herfra ikke tæller med i den danske udledning. Derfor importerer Danmark nu træpiller og træflis – 3,8 mio. tons i 2018 – fra udenlandske skove så store som Fyn og Sjælland tilsammen, har ugebladet Ingeniøren opgjort. Hvert år.
Blandt indviede blev konverteringen fra kul til træ kaldt “den grønne kanin” (som kraftvarmeværksejeren DONG hev op af hatten for så at kunne demonstrere grøn velvilje, vel at mærke på skatteydernes regning, fordi biomasse i modsætning til kul er afgiftsfri). I dag ville det næppe være gået igennem på grund af hensynet til biodiversitet samt tvivl om den reelle CO2-neutralitet ved at fyre med træ. I stedet ville man nok indtil videre have udskiftet kullene med gas.
Hvad konsekvenserne bliver af en 70 procents reduktion, økonomisk såvel som for vores daglige liv, vil regeringen først fortælle senere, når målet er lagt bindende fast i en klimalov. Men det kan ikke være rigtigt, at politikerne og offentligheden ikke bliver forelagt beregninger over omkostningerne og midlerne til at nå målet.
Vi tegner os i Danmark trods alt kun for 0,1 pct. af verdens globale CO2-udledning og de 28 EU-lande tegner sig tilsammen for 9,5 pct. Hvad der sker med klimaet afgøres hverken i Danmark eller i Europa.