Grøn omstilling betyder eksport af jobs til Kina

På klimatopmødet arrangeret af Joe Biden den 22.-23. april bør Mette Frederiksen slå til lyd for grøn omstilling i turbotempo. Skruer vi for klimaambitionerne, kan Danmark vente et eksporteventyr med mange grønne jobs, skriver Bjarke Møller, den tidligere direktør for tænketanken Europa og nu professor på CBS, i Berlingske.

Med sin artikel om Danmarks grønne klimaambitioner reklamerer den grønne lobbyist Bjarke Møller for sin bog ”Sådan bliver Europa en grøn supermagt”, som udkommer den 10. april. Både i Danmark og i de øvrige EU-lande markedsfører politikere og industrilobbyister den grønne omstilling ved at udstede fantasifulde løfter om, at der bliver skabt tusinder af grønne jobs, men det holder ikke vand. Når det kommer til stykket, går de grønne kontrakter imidlertid til billige leverandører i Kina.

Ifølge Tysklands LO (DGB) er antallet af jobs inden for vedvarende energi (sol & vind) faldet fra ca. 300.000 i 2011 til ca. 150.000 i 2018. Nedgangen i antallet i jobs skyldes outsourcing til primært Kina. Udviklingen går stik imod politikernes løfter om, at grøn omstilling vil skabe flere jobs.

De økonomiske vismand i Danmark har i øvrigt ved flere lejligheder peget på, at hvis man politisk vælger at flytte samfundets investeringsressourcer over i de såkaldte ”grønne” brancher, vil der blive skabt flere jobs her. Men det vil ske på bekostning af andre brancher, som vil få færre investeringer og jobs. Støtter man ikke de ”grønne” brancher, vil jobbene blive skabt et andet sted – uden statsstøtte og dermed vil de være mere produktive.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)