Klimadigt: Vi skutter os i denne tid

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg af Jannich Kofoed

Vi skutter os i denne tid, og det vil vare længe

For monstermøller uden vind er spild af plads og penge

Nej, vejret makker ikke ret trods skønne utopier

Det lystrer ikke truslerne i klimaprofetier

Som døde kors på Golgatha står møllerne nu stille

De svinger ej med vingerne, om end de gerne ville

For klimatosser er de dog det skønneste at skue

Men du betaler regningen og fryser i din stue.

En isbjørn stod og spejded’ efter sæler på en flage

Som isbjørn var den godt tilfreds, så ingen grund til klage

Et foto af den glade bjørn blev vidt distribueret

Til skræk og rædsel, skønt det blot var groft manipuleret

Profeterne de spår og varsler undergang for kloden

For øjeblikket er det varmen som er højst på moden

Engang var kulden dog den trussel, vi sku’ frygte

Men vejret ombestemte sig – så det var blot et rygte

Mens angst for is og permafrost forsvandt som dug for solen

Så dukked’ nye rædsler op og skræmte børn i skolen

Nu lærer de at frygte alt, som mennesket har frembragt

Fra sugerør til kernekraft – og onde biler, selvsagt

Derhjemme plages far og mor af tillært klimajammer

Men konsekvensen føles straks i barnets eget kammer

For far har nemlig skruet temperaturen ned til sytten

LÆS OGSÅ:  Valgt i København? Så bliv hjemme og lær københavnerne at kende

Og indført samme varmegrad som max i hele hytten.

Skønt prisen for vor varme og vor strøm er eksploderet

Så skal vi redde jorden før vi alle bli’r kremeret

Men Danmark er et lille land og Kina helt gigantisk

De skider på om du vil leve grønt og flagellantisk

Nej, det gør ingen forskel for vor gamle, seje klode

Om du lever som neanderthal og tælles blandt de gode

Tværtom, så sku’ vi bruge vores homosapien-hjerner

Og skaffe flere megawatt fra nukleare kerner.

At Tjernobyl gik op i røg var guf for pessimister

Men husk at det var opført af fordrukne kommunister.

Omsider fik vi bugt med jordens røde diktaturer

Nu dømmer grønne skatter os til kolde, klamme stuer.

Du frygted’ sølle Barsebäck som var det Hiroshima

Men kernekraften er for tiden bedst for Verdens klima.

Så du bør tænke om igen, hvis du engang var pivet

Hvis dødsangst ikke knuger dig – og du vil leve livet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)