Så fik julen englelyd for klimaminister Dan Jørgensen. I morges kl 8:14 kunne COP 28-formanden, direktøren for ADNOC-olieselskabet Sultan Al-Jaber, erklære, at nu havde man et fælles slutdokument, der opfordrede til udfasning af fossil energi. ”Sorg er til glæde vendt. Klagen endt!”, sang Dan Jørgensen, som erklærede, at vi nu havde en historisk aftale, som ville hensætte danske grønne virksomheder i forventningsfuld julefryd ved tanken om alle de grønne kontrakter, der venter forude. Aftalen blev hilst med jubel i plenarforsamlingen i Dubai og rost i verdenspressen. Et vigtigt skridt var taget på vej til en endelig udfasning af olie, kul og gas kunne man forstå.
Ikke alle lod sig dog rive med den gode stemning. De tilrejsende aktivister fra den globale, kampberedte Klima-Jugend afviste aftalen som et blålys uden praktisk betydning. En blød hensigtserklæring uden forpligtelser eller tidsrammer for afviklingen. Dette formørkede dog ikke klimamisterens glade nissesind: ”FN kan jo ikke tvinge nogen til noget. FN opsætter retningslinjer, der guider landene, og de lande, der ikke lever op til det, vil blive udskammet af resten af verden. Det er historisk, det her”, formaner Jørgensen. I Kina er der flere hundrede kulkraftværker under opførelse, og den kinesiske regering har mange flere under konstruktion i flere lande i Afrika og Asien. Denne energipolitik er næppe udtryk for en udfasning eller ’transition away’ fra de sorte brændstoffer, så vi kan vel nu forvente, at Dan Jørgensen omgående går i gang med en offentlig og kontant udskamning af Xi Jin Ping som klimaskurk.
Det tiljublede slutdokument for COP 28 er ikke en aftale, men snarere en diplomatisk trylleforestilling med mange knaldeffekter, men uden substans. Hvis man kan få sig til at kalde aftalen for ’historisk’, må man have drukket af natpotten. Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater er totalt afhængige af deres udvinding af fossile brændstoffer. En udfasning af produktionen ville medføre statsbankerot for disse lande og vil heller ikke blive gennemført af andre producenter af olie og naturgas som Nigeria, Libyen, Angola, Egypten Israel og Venezuela. Der opdages hele tide nye forekomster af fossile brændstoffer – ikke mindst i flere østafrikanske lande – som alle glæder sig til at tjene penge på udvindingen i de kommende årtier. Klimafyrsterne i FN har forgæves forsøgt at mase afrikanske regeringer til at satse på den grønne omstilling, men afrikanerne vil ikke være afhængige af flygtige energikilder som sol og vind. De vil have kul, gas og olie, som sikrer stabil og billig energi. Ikke noget med ’transition away’ fra de sorte brændstoffer.
Den danske grønne duks skal nok heller ikke prale for meget af sin klima-dyd. Vi råber højt om reduktion, fangst og lagring af CO2, men vil fortsat pumpe fossil energi op af vores felter Nordsøen, ligesom vi sammen med resten af EU fortsætter med at finansiere Putins krig i Ukraine ved at indkøbe enorme mængder af olie, gas og kul fra Rusland. Den internationale energibranche vurderer, at behovet for energi globalt vil stige med 50 procent i løbet af dette århundrede. Vi kan forvente en stærk indkomststigning hos flertallet af befolkningerne i Afrika og Sydøstasien, og den kommer med garanti ikke til at hvile på sol- og vindkraft, men på kul, gas og olie. COP 28-slutdokumentet indeholder også en opfordring til, at alle lande skal satse hårdere på den grønne omstilling, altså en hastigere udbygning af solfanger- og vindmølleparker, men det kommer ikke til at ske i de nye globale vækstområder, før de grønne energier kan konkurrere med de fossile brændstoffer både på pris og forsyningssikkerhed.
Blandt nøgterne fagfolk er der forståelse for, at den stigende udledning af CO2 kan være medvirkende til en stigende global temperatur. Dog kun i beskedent omfang, da andre -især kosmiske – faktorer er bestemmende for ændringer i Jordens klima. CO2 er ikke en giftgas, men livets gas, som er forudsætningen for al plantevækst på kloden. Foreløbigt har atmosfærens stigende indhold af CO2 medført, at Jordens grønne arealer er øget med 30 procent og hvedehøsten i USA med hele 40 procent. Disse kendsgerninger er man naturligvis bekendt med hos de toneangivende deltagere i COP 28. Kunsten går derfor ud på formelt og solidarisk at tilslutte sig principperne for en grøn omstilling, men samtidig at holde sig fra at gennemføre energiprojekter, der strider mod lønsomme økonomiske principper og almen sund fornuft.
Det er derfor, at store lande som Kina, USA og Indien uden problemer kan tilslutte sig opfordringen om ’transition away’ fra olie, kul og gas, netop fordi der ikke er tale om forpligtelser eller obligatoriske tidsrammer. Både de gamle og de mange nye olie- og gasproducenter kan derfor fortsætte med at udvinde fossil energi fra eksisterende og nye forekomster, så længe der er efterspørgsel. Og det vil der være gennem hele dette århundrede.
Det historiske ved COP 28 slutdokumentet er således ikke, at denne verdens store energiproducenter nu har forpligtet sig til en udfasning af fossile brændstoffer, men tværtimod, at de inderst inde ikke tror på myten om CO2-udledningen som klimaskurk, og disponerer herefter. Det er ikke noget, de taler højt om. Men det er det, de gør.