Ifølge et lækket dokument overvejer EU at udsætte en række planlagte klimainitiativer af central betydning for danske interesser og dansk eksport. Alt tyder på, at EU er i gang med at nedtone sin Green Deal. Det skriver Børsen.
I EU’s Ministerråd har den danske regering ellers krævet, at klima bliver en central del af genopretningen efter krisen, men det er 10 lande i Østeuropa og Balkan imod.
Også i Danmark er man begyndt at drosle ned på klimaambitionerne. Regeringen nøler med at fremlægge den bebudede klimaaftale, hvilket får Morten Østergaard fra De Radikale til at true med at trække støtten til regeringen.
Med tanke på den økonomiske krise, der er under opsejling, kan det imidlertid ikke undre, at regeringen ikke ønsker at forpligte sig på en konkret grøn handlingsplan.