Det var politisk kommentator Lars Trier Mogensen, der fandt på udtrykket ’klovnebussen’ om Moderaterne, en så rammende og ond beskrivelse, at den er blevet hængende i medier og folkehavet. Nu er den så gal igen med det meget postyr om mobning og tyranni i partiets sekretariat. Man må undre sig over den hysteriske mediedækning af nogle interne problemer i et politisk sekretariat, hvor der ikke er ansat flere end i et mellemstort VVS-firma. Da partichefen Lars Løkke holdt krisemøde med folketingsgruppen den 2. september, var et stort opbud af mediefolk massivt til stede i samfulde ni timer uden for mødelokalet. Som om det drejede sig om erklæringen af tredje verdenskrig og ikke om uro i et lille partisekretariat.
Hovedforklaringen på medernes oppiskning af trivielle kontroverser hedder Lars Løkke, der igen-igen bliver anbragt i centrum af ’skandalesager’, som medierne kan vælte sig i uden stop, uden grænser. Lars Løkke er en skandalemagnet, som medierne altid kan konvertere til dramatiske tv-billeder og millioner af klik på netaviserne. Ikke fordi det er ægte skandaler, men fordi det er Løkke, og så går der jo sjældent røg af en brand uden, at der er ild. Lars Løkke blev således som Venstres høvding slæbt gennem rendestenen, fordi partiet havde betalt hans beklædning. Det er da ganske naturligt. Lille Lars kommer jo fra nordsjællandske Græsted, der ikke figurerer på Dansk Herremoderåds liste over hjemlige metropoler, som er domineret af elegante habitter. Man kan jo ikke have en partichef, der på de bonede gulve fremstår som Jeppe på Bjerget. I de større industrivirksomheder var der tidligere tradition for, at direktørerne fik udbetalt et beklædningstillæg, så de altid kunne repræsentere virksomheden iført et velsiddende sæt tøj og et slips, der passer til. Medierne fik alligevel gjort det til en skandale, at Venstres partikasse finansierede Lars Løkkes repræsentative beklædning og hånede ham i ugevis, som om han havde stjålet af partikassen.
Lars Løkke kom i et lignende stormvejr, da han blev ’afsløret’ i at flyve på første klasse på vej til bestyrelsesmøder i Sydkorea. Ekstrabladet og senere alle andre medier fyldte spalter og skærme med endeløs forargelse over Løkkes luksusrejser. Vi, der har arbejdet i Fjernøsten ved, at på de kanter er der ingen bestyrelsesformænd, der kan drømme om at rejse på andet end første klasse. Den slags kulturforskelle accepterer dansk presse ikke. Lars Løkke lagde sig under orkanen på knæ og undskyldte sit misbrug af offentlige midler. Moderaternes ’sexskandaler’ med Jon Stephensen og Mike Fonseca i centrum hører vel også til i trivialskuffen og ikke på øverste hylde, men det kom de til, fordi Lars Løkke som partichef kunne drages til medansvar og derfor få en endnu en tur i mediemøllen.
Politisk ledelse er vanskelig, fordi i modsætning til os i industrien, der selv kan sammensætte vores lederhold, må de politiske ledere arbejde med dem, der er valgt af folket. Hertil kommer, at næsten ingen politikere har ledelseserfaring af betydning, men kommer fra politiske ungdomsorganisationer eller organisationsverdenen direkte ind i Folketinget som levebrødspolitikkere på livstid. I virksomhederne bruger vi meget tid på at planlægge organisationens fremtid på både kort og langt sigt. Politikere lægger ikke konkrete langtidsplaner for den danske samfundsudvikling eller opstiller mål for, hvordan EU skal se ud om 10 år. Dansk politik er en brandstation, hvor de politiske brandmænd sidder og venter på, at alarmen går i gang. Dansk politik er ikke at agere, men at reagere, fordi presset kommer fra medier eller begivenheder i ind- og udland. Det daglige pres rammer først de ledende politikere, dernæst med voksende styrke spindoktorer og embedsmænd og kulminerer endeligt i partisekretariatet, hvor de stakkels blæksprutter overfaldes med en lavine af opgaver, der alle skal løses straks. Der skal produceres pressemeddelelser og mødeindkaldelser, arrangere transport og tv-tid. Der skal skrives mails og indlæg til dagspressen og de sociale medier, ofte under pres fra ophidsede politikere og spindoktorer, der råber og skriger og pisker sekretariatets ansatte rundt i manegen. Ofte er medarbejderne eller praktikanter uden megen arbejdserfaring, og de begår flere fejl under pres end mere garvede og professionelle folk. I Moderaternes tilfælde ser det ikke ud til, at der er hold i anklagerne om sexchikane, men klager over mobning og dårlig ledelse er ikke blevet tilbagevist.
Ledelse er at skabe resultater gennem andre menneskers indsats, og en god leder skal sørge for, at hans medarbejdere har succes. Så får han det nemlig selv. Det er vigtigt, at medarbejdere i et politisk sekretariat udstyres med stillingsbeskrivelser, der fastlægger deres ansvar og bemyndigelse, så man sikrer sig, at ingen pålægges et større ansvar end den magt, der skal til for at løse opgaven. I moderne virksomheder arbejder man med præstationsaftaler, der sætter mål for medarbejderne. Der arbejdes også med regelmæssige jobsamtaler, hvor leder og medarbejder drøfter arbejdsmål, præstationer, efteruddannelse og udveksler ros og kritik. Sådanne progressive strukturer skaber tryghed og arbejdsglæde og ikke mindst gensidig tillid mellem leder og medarbejder. Moderaterne burde nok overveje at ansætte en professionel sekretariatschef med erfaring i moderne personaleledelse, hvad de helt åbenbart ikke har i øjeblikket.
Yngre, kompetente linjeofficerer flygter fra forsvaret i protest mod nedskæringer og forfald. De ved, hvordan man motiverer et hold og skaber resultater gennem andre menneskers indsats. et er sådan en sekretariatschef, Moderaterne har brug for, og ikke det vedtagne sæt krykker i form af en erhvervspsykolog og en stikkerfunktion.