Humphrey Bogart-filmen Casablanca fra 1942 ender med forbrødringen mellem kaptajn Louis Renault, den korrupte lokale repræsentant for det tyskvenlige Vichy-regime i det sydøstlige Frankrig, og Rick, den succesrige, tidligere våbensmugler og senere bar- og kasinoejer fra Amerika. Det umage par ender med at tage fusen på major Strasser fra Det Tredje Rige. Faktisk slår de ham ihjel, hvorefter de sætter kursen mod nye eventyr, mens de taler om deres smukke venskab.
Rent mel i posen har ingen af dem, men til sidst bekender de deres indbyrdes kærlighed og slår ind på dydens vej.
Noget lignende synes nu at gentage sig i den virkelige verden.
På tirsdag er der stor festivitas i Det Hvide Hus, idet præsident Trump efter måneders forberedelse får besøg af Frankrigs præsident Emmanuel Macron og hans hustru Brigitte til intet mindre end Trump-æraens første officielle statsmiddag. Nej, det blev hverken kansler Merkel, dronning Elisabeth eller Vladimir Putin.
Allerede i aften bliver der varmet op med en privat middag på et af USA’s mest ikoniske steder, Mount Vernon, som var hjem for USA’s første præsident, George Washington. Det er ikke sket i næsten 100 år.
Hvad skal vi lægge i det?
Lad os for en stund glemme diskussionen om, hvem der er god eller ond i Syrien, og om vestmagternes begrundelse for det seneste missilangreb på Assad holder for en nærmere prøvelse. Det mærkeligste er, at regeringerne i USA, Storbritannien og Frankrig på ingen tid besluttede sig for en fælles optræden, som de fulgte op med handling.
Det gør Storbritannien og Frankrig ikke bare sådan.
Især ikke i en situation, hvor den amerikanske præsident i hele venstrepressen fremstilles som psykisk forstyrret og monomant optaget af kvindelige kønsorganer, når han ikke har travlt med at modtage ordrer fra Moskva.
Hvis de britiske, franske, danske og mange andre regeringer mente, at Trump var en ulovligt valgt nikkedukke for Putin, ville de ikke have slået kludene sammen med ham. Frankrig og Storbritannien ved godt, at de med deres deltagelse i det syriske angreb har valgt side, og at det binder.
Men det er måske ikke så nyt, som det forekommer.
Der er grund til at analysere den propagandavideo, som det franske forsvarsministerium udsendte som dokumentation for sidste års Bastille-dag (Se video under klummen). Her under Frankrigs største nationale manifestation ser vi det billede, som præsident Emmanuel Macron ønsker udbredt om Frankrig og dets plads i verden.
Vi skal ni minutter frem efter Macrons imposante indtog i åben jeep, så klippes der til præsident Trump, der stiger ud af en bil og bliver ført op på en balustrade, hvorfra honoratiorerne kan bivåne de væbnede styrkers gennemmarch.
Det er åbenbart der, at alle de indbudte statsledere skal sidde, tænker man. Men det viser sig, at de eneste, der skal sidde der og modtage troppernes honnør, er Macron og Trump. Hvad med Merkel, f.eks.? Skulle hun ikke have været der?
Bastille-paraden bliver anført af et kontingent amerikanske soldater med Stars and Stripes i spidsen. Nogle af amerikanerne er i uniformer fra Første Verdenskrig, så virakken kan måske skyldes, at USA i 1917 gik i krig på fransk side? Men hele dramaturgien tyder på noget, der rækker ud over gamle minder.
Det er tydeligt, at Macron har ønsket at gøre indtryk på sin amerikanske gæst. Se bare, kan han sige, mens regiment efter regiment defilerer forbi: Frankrig er væbnet til tænderne. Vi har hær, flåde, luftvåben og fremmedlegion – vi er altså en magt, man skal regne med, og som det vil være i din interesse, Mr. President, at have et godt forhold til.
Frankrig har efter sigende udmærkede efterretningstjenester og diplomatiske repræsentanter, og hvis deres kvinder og mænd i Washington havde troet, at anti-Trump-kampagnen ville lykkes, ville de givetvis stærkt have frarådet Macron at lade sig se i selskab med sin amerikanske kollega.
De to statschefer så imidlertid ud til at hygge sig i hinandens selskab. Det skete altså den 14. juli sidste år, dvs. på et tidspunkt, da rygterne svirrede om Trumps snarlige fald. En næsten samlet amerikansk presse mente, at det blot var et spørgsmål om tid, før der kom så belastende beviser på Trumps kriminelle sammenrotning med Putin, at han ville blive fjernet.
Der er nu gået godt halvandet, siden anklagerne om russisk ”collusion” begyndte at svirre, og hidtil er der ikke fundet noget. For få dage siden meddelte USA’s vicejustitsminister, Rod Rosenstein, da også præsidenten, at han ikke er ”target”, altså mål, for nogen undersøgelse af russiske sammensværgelser eller for forsøg på at hindre rettens gang. Det betyder naturligvis ikke, at det demokratiske partis Trump-jægere giver op. De kan måske finde noget snavs, der intet har med Rusland at gøre.
I denne betændte atmosfære var det altså, at Macron inviterede Trump til at indtage hæderspladsen på Frankrigs nationaldag. Han kan umuligt have troet på alt det, der blev fortalt om den amerikanske præsident, for så ville han ikke have vovet at ses med ham på en så vigtig dag, vel vidende, at hans gæst kunne være på vej til et meget mørkt sted inden året var omme.
At ikke bare Macron, men også Storbritanniens premierminister, Theresa May, valgte at deltage i det amerikansk-ledede angreb på den syriske præsidents kemiske installationer, tyder også på, at præsident Trump nyder større international respekt, end pressen vil give ham kredit for.
Trump har vist sig som en mand, man gør bedst i at holde sig gode venner med. Det forstod Emmanuel Macron allerede sidste år.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)