Klumme: Antisemitten Jeremy Corbyn

En bombe sprang i den aktuelle engelske valgkamp, da overrabbiner Ephraim Mirvis d. 26. november i år med henblik på det kommende parlamentsvalg d. 12. december i den højtrespekterede avis The Times betegnede lederen af det engelske socialdemokratiske Labour Party, Jeremy Corbyn, som uegnet til at regere Storbritannien. Årsagen er den, at Corbyn ikke havde været i stand til at forhindre den bølge af antisemitisme, der i de senere år har plaget hans parti.

Et fordømmende citat

Overrabbineren fortsatte sin fordømmelse af Labour således: ”Den måde, hvorpå partiledelsen har behandlet den antijødiske racisme, kan ikke forenes med de britiske værdier, vi alle er så stolte af.” Britiske jøder er af gode grunde ”ramt af angst”. Man kunne ovenikøbet bære brænde til bålet ved at mene, at denne udtalelse er fulgt alt for sent – eller i hvert fald i sidste øjeblik, al den stund Ephraim Mirvis selv indrømmer, at Labour har ignoreret ”tusinder” af sådanne antisemitiske beskyldninger. Som forventet blev rabbinerens beskyldninger med indignation pure afvist af Labours talsmand, men partiet har kendsgerningerne imod sig!

To vidner udtaler sig

Louise Withers Green blev beskæftiget i Labours klagenævn i februar 2017 og var med til at behandle klager over antisemitisme blandt partiets medlemmer. “Jeg ønskede at arbejde for partiet af samme grund, som jeg blev medlem”, fortalte hun avisen The Guardian. “Jeg tror stadigvæk, at Labour er den største kraft, når det gælder fairness, ligebehandling og anti-racisme.” Men i juli 2018 var det at arbejde i klagenævnet ligesom ”at være kommet i klemme”, sagde Withers Green. Det føltes som om Labour-lederen Jeremy Corbyns kontor både “bebrejdede os, at vi ikke havde beskæftiget os med anti-semitismen, mens det samtidigt hindrede os i vort arbejde”. Hendes arbejdsbyrde øgedes samtidigt med følelsen af, at det var umuligt at bekæmpe antisemitismen blandt partimedlemmerne. Reultatet var, at hun frustreret forlod sit job.

Withers Green var langtfra den eneste ansatte i klagenævnet, for hvem det daglige arbejde var uudholdeligt, hvilket kom frem i BBCs tv-program vist allerede d. 10. juli i år, “Is Labour Anti-Semitic?” Sam Matthews, klagenævnets tidligere chef fortalte ugeavisen The Jewish Chronicle så sent som d. 1. december i år, at han havde overvejet at begå selvmord inden han i juni 2018 sagde sin stilling op, da han blev tvunget til at udføre opgaver han ikke ønskede og var under pres fra partisekretæren, Jenny Formby: ”Jeremy Corbyn har gjort mere for at få antisemitismen til at flamme op end nogen anden politiker siden 2. Verdenskrig”, var overskriften i The Jewish Chronicle.

Eksempler på Jeremy Corbyns antisemitisme

Vi finder hos Corbyn, der lider af ulykkelig kærlighed til afdøde revolutionære marxistiske diktatorer som f.eks. Cubas Fidel Castro og Venezuelas Hugo Chávez, utallige vidnesbyrd om antisemitisme. Kendt er således, at han har ladet sig betale for at optræde i det anti-israelske iranske fjernsyn. Kendt er ligeledes hans sympati for de to terrororganisationer Hizbollah i Syrien og Hamas i Gaza, hvis had til jøder og til staten Israel til overflod er dokumenteret. Dette er bl.a. forklaringen på, at ingen jødisk organisation i Storbritannien har bidraget økonomisk til Labourpartiet siden Corbyn blev leder af partiet i 2015 og at – ifølge en aktuel meningsmåling – kun 7% af de engelske jøder vil stemme på Labour ved det kommende valg. Corbyn er også blevet kritiseret for en række tidligere jødehadske udtalelser, f.eks. i en tale fra 2010, i hvilken han sammenligner Israels blokade af Gazastriben med Nazitysklands belejring af Leningrad og Stalingrad under 2. Verdenskrig. Denne latente antisemitisme blev forsidestof i den britiske presse, da avisen The Sun d. 24. marts 2018 bragte et billede af en graffiti i Londons østlige bydel Tower Hamlets – behandlet i en tidligere klumme – der viser en gruppe ældre herrer med store næser, dvs. underforstået gridske jøder, der spiller matador på ryggen af undertrykte fattige med en masse pengesedler foran sig – referencen er tydelig. The Sun nævnte endvidere, at Corbyn i første omgang forsvarede ”kunstværket” med en henvisning til ytringsfriheden, og først da han blev konfronteret med denne positive holdning trak han modvilligt sit forsvar tilbage og understregede samtidigt lammefromt, at antisemitisme ikke burde tolereres.

Hertil kan tilføjes, at Corbyns hjerteven, borgmester i London i perioden 2000-08, Ken Livingstone, en yderliggående marxist og antisemit, vakte en skandale ved i april 2016 at kalde Adolf Hitler for en zionist – så det er fine folk Corbyn omgås . Og samme Corbyn stræber efter at blive Storbritanniens næste premierminister!

Naturligvis benægter han hyklerisk samtlige beskyldninger med udtalelser som f.eks., at “antisemitismen er en gift og et onde i vort samfund” og at han ”arbejder på at udrydde dette inden for Labourpartiet”. Men Corbyns problem er hans utroværdighed, for intet er sket i denne henseende i de sidste mange år.

Så sent som d. 29. november udsendte den uforbederlige Corbyn en video-tweet med budskabet, at “en Labourregering vil værdsætte dig. (…) Hvis du går rundt med en hijab, en turban eller et kors, hvis du er sort, hvid, asiat, hvis du er ung eller gammel (…) vil en Labourregering værdsætte dig.” Helt oplagt henvender Corbyn sig her til muslimer, sikh’er og kristne, men undlader bevidst at inkludere jødiske medborgere. Jonathan Goldstein, lederen af The Jewish Leadership Council, har over for The Jewish Chronicle noget spagt udtalt, at fortielsen af de britiske jøder er både “usædvanlig og skræmmende”.

Nye beskyldninger for antisemitisme

For en måneds tid siden udsattes Labours valgkampagne for et langt alvorligere angreb, der skyldtes fire tidligere medlemmer af partiets inderkreds. Det drejer sig om et angreb eller rettere sagt en række beskyldninger, der må anses for den alvorligste trussel mod Corbyns chancer for at blive det kommende valgs sejrherre.

Fire fremtrædende Labourpolitikere, der har viet partiet hele deres karriere, og hvoraf tre er tidligere ministre, trådte d. 7. november frem i offentligheden og meddelte, at de så sig tvunget til appellere til Labours ”patriotiske” stamvælgere at stemme konservativt ved det kommende valg. Sensationen blev bragt i det førende konservative dagblad The Daily Telegraph med flg. overskrift på forsiden: ”Vote Conservative, say Corbyn rebels”. Dette er en klar opfordring her op til underhusvalget d. 12. december til at stemme på den nuværende premierminister Boris Johnson og dennes konservative parti. For dem er Corbyn ”uegnet som leder” og ”en skamplet på partiet og en skamplet på dette land”. Samme dag måtte to kvindelige Labourkandidater til det britiske parlament, Underhuset, nedlægge deres kandidatur efter at den ene havde sammenlignet Israel med en børnemishandler og den anden erklæret, at hun ville ”fejre” Tony Blairs og Benjamin Netanyahus død.

Den mest fremtrædende af de fire oprørere, den tidligere socialminister Ian Austin, hvis jødiske fader var Holocaust-flygtning, har i en artikel – ligeledes i The Daily Telegraph – erklæret: ”Jeg kan ikke forblive passiv, mens Labour er blevet forgiftet af racisme, ekstremisme og intolerance under Jeremy Corbyns ledelse. (…) Jeg tror ikke Jeremy Corbyn elsker sit land. Han og hans tilhængere synes altid at understøtte vort lands fjender – enten det drejer sig om IRA, da de myrdede mennesker i indkøbscentre, hoteller og pubber, terrorgrupper som Hamas og Hizbollah, eller når han snakkede Putin efter munden, da denne forsøgte at myrde mennesker her i Storbritannien.”

Hermed er alt sagt, og man kan kun håbe, at Ian Austins ord har deres virkning. Men resultatet af det kommende parlamentsvalg er umuligt at forudsige. Men mon ikke Boris Johnson, der nok kommer til at gå over i historien som den statsmand, der har ført Storbritannien ud af EU, også vil kunne vinde over gammelmarxisten og antisemiten Jeremy Corbyn, og dermed redde Storbritannien fra en politisk katastrofe?