Klumme: Arabernes oprør mod Tyrkerne


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Araberne kom med i Første Verdenskrig på Storbritanniens side og hjalp med at feje tyrkerne ud af det sydlige Mellemøsten og tilbage til Tyrkiet. Derved blev det meste af den arabiske halvø befriet fra den tyrkiske besættelse, og en del af det befriede område fik af de sejrende briter navnet ”Palæstina”

I Første Verdenskrig stod Storbritannien, Frankrig og Rusland under fællesnavnet ”Entente” overfor Centralmagterne (Tyskland og Østrig, der hurtigt fik følge af Tyrkiet dengang kendt som det osmanniske rige). Derved bredte krigen sig til Levanten, dvs. det nordlige Mellemøsten, der lige som Balkanområdet var en tyrkisk besiddelse. Og hvor stod araberne i alt det her? Skulle de være med i krigen? Og i så fald sammen med hvem?

Sheikh Hussein i Mekka, arabernes overhoved

Deres frontfigur Sheikh Hussein af Mekka og Media blev opfordret til at slutte sig til tyrkerne i en fælles krig mod de vantro til trods for at Tyrkiets våbenfæller, tyskerne, også var vantro. Men araberne hældede mest til Storbritannien og Ententen og, opmuntret af en klækkelig betaling, gjorde de til sidst fælles sag med dem. Og så kom oprøret i gang. Ifølge Wikipedia var der i begyndelsen ca. 5000 arabiske soldater under fanerne hos den britiske General Allenby, og derudover var der arabiske ”irregular forces” under ledelse af Lawrence og Husseins søn Faisal.

Hvor mange arabere var med?

Hvor mange, der egentlig deltog, er svært at sige pga. deres konstant skiftende antal. Under det famøse angreb på Aqaba ved det Røde Hav var der oprindelig kun et par hundrede mand, men ca. tusind lokale stammefolk sluttede sig til det afgørende stormløb.

TRÆT AF VENSTREORIENTEREDE MEDIER?

FØLG 24NYT PÅ FACEBOOK

Opstanden greb om sig, og til sidst kan der velsagtens have været 30.000 arabere med i kampen. Nogle var beduiner, der ofte afbrød kamphandlinger for at plyndre – eller for at holde tepauser – og de ville ikke slås, før de på forhånd blev betalt med guldmønter. Allerede i slutningen af 1916 havde Frankrig brugt 1.25 million guldfranc til deres ”løn”.

Briterne gjorde det samme, og i september 1918 var de oppe på betalinger på £220.000 om måneden. Araberne var i starten dårligt udrustet men fik rifler og maskingeværer fra Storbritannien og Frankrig, alt imens tusinder af løbesedler, der forkyndte Storbritanniens og Sheikh Husseins våbenbroderskab, blev distribueret i arabiske områder.

Tyrkernes fordele

På den anden side rådede tyrkerne over ca 20.000 mand – nogle af dem arabere, der var loyale over for muslimernes åndelige overhoved, deres khalif, den tyrkiske sultan. Indtil oprøret havde deres opgave været at beskytte Hedjaz-jernbanen, og de var godt udrustet med tyske våben og beskyttet af tyrkiske fly. En af de arabere, der holdt med den tyrkiske sultan, var kongen af Ha’il, Ibn Rashid* , hvis stammefolk dominerede den nordlige del af det nuværende Saudi-Arabien.

Krigslykken skiftede flere gange.

Tyrkerne startede dårligt. I 1915 lod de sig overtale af deres tyske allierede til at angribe Suez Kanalen og derved afskære Storbritanniens fra deres forsyningslinjer til Indien. Men kanalen var bevogtet af ni engelske krigsskibe og 3000 indiske soldater, og tyrkerne (under ledelse af en tysk officer), måtte trække sig tilbage efter at have mistet 1200 mand. Men så blev det tyrkernes tur til at sejre. En mislykket allieret landing ved Gallipoli i 1915, der kostede titusinder af allierede soldater livet, blev fulgt af en ny militær katastrofe samme år.  Ved Kut al Amara lidt syd for Bagdad overgav mellem 8000 og 13.000 britiske og indiske soldater sig efter en belejring på 147 dage. Værst gik det ud over de indiske soldater, der nægtede at spise heste- eller hundekød, og fangenskabet hos tyrkerne var lige så grusomt, idet 2/3 af de overlevende blev sultet og mishandlet til døde. Derefter gik det tyrkerne mindre godt.

Deres forsyningslinjer var for lange, og araberne under ledelse af Lawrence fik dem isoleret i lommer ved at sprænge jernbanelinjerne i luften. I 1917 efter tre års opslidende kampe så det ud, som om tyrkerne ville blive tvunget helt ud af krigen. Men ved første og andet slag ved Gaza gik det pludselig galt igen for Storbritannien, idet tyske og tyrkiske styrker standsede briternes fremrykning fra Ægypten.

Entente-landene sejrede til sidst

Men i oktober 1917 vandt den britiske general Edmund Allenby slaget ved Beersheba, og to uger senere blev to tyrkiske hære slået ved slaget ved Mughar Ridge. Næste allierede sejr var i Jerusalem, der faldt i december 1917 . Men i Europa gik det mindre godt. Den udmattede franske hær var på nippet til at gøre mytteri, og situationen blev yderlige forværret, da Rusland (der nu var blevet til Sovjetunionen) trak sig ud af krigen, så Storbritannien næsten var frændeløs – men alligevel vandt til sidst.

Uden det arabiske oprør, der holdt titusinder af tyrkiske soldater stangen, kunne Centralmagterne formodentlig have taget Suezkanalen og derved alvorligt kompromitteret Storbritanniens krigsførelse. Så Storbritannien havde meget at takke araberne for.

Men også en del at takke jøderne for.  Det kommer i næste del af denne dobbeltklumme.

*Rashid-stammens allance med tyrkerne gik tilbage til 1904, da de blev angrebet af Ibn Saud. Hans modstandere talte foruden Sheikh Husseins familie (hashemiterne) også familien Saud, der med støtte fra Storbritannien senere tog magten i det meste af den arabiske halvø og skabte landet Saudi-Arabien.

Del gerne artiklen på FacebookShare on FacebookTweet about this on Twitter
     

HUSK: 24NYT modtager IKKE mediestøtte. Du kan hjælpe os ved at tegne et abonnement på 1,- om dagen. Klik her. https://24nyt.dk/abonnement/

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb