Klumme: At tænke sig et Danmark


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Tilbageblik på fortidens Danmark

Når man som jeg har levet længe nok til at opleve et Danmark, der for 98 pct’s vedkommende kun bestod af danskere, et Danmark hvor politiske diskussioner drejede sig om marginaljord og dyrtidsportioner, så er det sidste halve århundrede år blevet en lang ørkenvandring mod et øde landskab for danskheden og dansk selvbestemmelse.

Hvis man i 1971 på Danmarks Radio havde vurderet rigtigt i et fremtidsscenarie om 2021 og ladet udspille sig et tv-drama instrueret af datidens koryfæ, Leif Panduro, så ville folk have tabt både mund og næse. Man ville have troet der var tale om lørdagsunderholdning med en satire over, hvor galt det kunne gå, hvis man ikke passede på. Det tragiske er blot, at de 2/3 af befolkningen, der ikke har oplevet et Danmark uden islamisk terror, politisk korrekthed og Meetoo debat, aner ikke, at situationen engang var helt anderledes, end den er i dag.

At tænke sig at overgive Danmarks suverænitet til et overstatsligt organ med hovedsæde så langt væk som i Bruxelles? At tænke sig, at hver 5. nyfødte herhjemme havde udenlandske rødder? At udenlandske bandekriminelle skulle hærge det, man nu kaldte ghettokvarterer? Noget måtte være gået helt galt. Hvor havde politikerne været henne? Fik de ikke løn for at forestå den primære funktion at passe på danskerne?

Og hvor var politiet lige henne, når udenlandske bander fik lov til at patruljere i Københavns Nordvestkvarter i biler, der enten var stjålet eller hvor leasingafdragene blev betalt over bistandshjælpen fra det offentlige? Hvor var arbejderkvarterene blevet af på Nørrebro og Vesterbro, der hvor man som barn voksede op i 3. og 4. baggård med lokum i gården eller på trappeopgangen, mens man hørte giro 413 med Bjørn Tidman, der sang “Lille sommerfugl” og man mærkede duften af løg og hakkebøf, når fru Nielsen på 3. lavede mad.

Der var i min optik et på mange måder mere genuint og velfungerende Danmark i det land, jeg voksede op i 1960’erne. Det kan godt være, at der ikke var det velfærdssamfund og det sociale sikkerhedsnet, vi har i dag. Udfordringen er, at det ofte betragtes som en hængekøje for de mange, der aldrig har forstået, at man skal yde før man kan nyde. Til gengæld var BMI indekset på samfundsplan væsentligt anderledes end i dag.

Gruppen af overvægtige var minimal og fitness- og veganerkultur, for ikke at tale om et begreb som mangfoldighed, lå forståelsesmæssigt årtier ude i fremtiden. Skoleundervisningen var præget af terpen og lørdage på skolebænken. Til gengæld var udenadslæren med til at sikre en basalviden og grammatisk kunnen, som helt mangler i dag. Derfor er folk generelt blevet lettere at manipulere med, fordi de kan blive bildt hvad som helst ind.

Leg blandt børn foregik under åben himmel og ikke foran computere, hvor grundstenen til fremtidens diabeteseksplosion grundfæstes. Lønningsposen var vitterlig en lønningspose eller en kuvert, hvorfra man netop havde indført kildeskatten. Der blev røget over alt på arbejdspladser og drukket fyraftensbajere i modsætning til vor tids asketiske danskvand. Vor tids puritanisme lå 50 år frem i tiden. Ingen skænkede det en tanke, at skuespilleren, Poul Reichardt reklamerede for og røg Manne Corona, Prince eller Cecil. Politisk korrekthed er en gift, som først har sneget sig ind vor tid.

Dagens seksuelle bornerthed og Meetoo ville man have grinet af til aftenkaffen foran kukkassen. Det havde Ulf Pilgaard og Buster Larsen taget sig af. Pigerne smed tøjet på stranden og anerkendte skuespillere som Karl Stegger medvirkede uden blusel i tidens Sengekantfilm med Ole Søltoft og Birthe Tove. Trafikken på landevejene foregik adstadigt. Motorvejsnettet var nærmest ikke eksisterende. Nåede man ikke den ene færge i sin NSU, så nåede man nok den næste. Hovedvejen ville med dagens bilpark have brudt sammen under presset. Til gengæld var butiksudvalget i byerne garneret med et utal af konfektions, viktualie- og ismejeriforretninger i modsætning til tidens ørkesløse shawarma og konceptforretninger i storcentre. Gab, siger jeg bare.

Trods overtagelse af talerstolen på Københavns Universitet fra rektor Mogens Fogh af en studenteraktivist i 1968 og flower power-bevægelsen stod der en respekt om myndigheder og institutioner. Tidens politikere blev tiltalt med De på TV, og det var et adgangskrav fra DR’s generaldirektør, at man ikke talte Grønnegade dansk. De flade aér, der er blevet hvermandseje i dag, blev forbeholdt dem, der kørte petroleum ud på deres Long John-cykler på Vesterbro.

Klimadebatten var ikke eksisterende. Man spinkede og sparede for at kunne sætte sig ind i sin Opel eller Volvo Amazon. Benzinen kostede en brøkdel af, hvad den koster i dag. Det var før oliekrisen et par år senere.

Hele den politiske debat var præget af partier med fasttømrede vælgerskarer. De Radikale var husmændenes parti, og de havde ikke et formandskab hentet i en studenterorganisation, men rent faktisk en dreven politiker som Hilmar Baunsgaard, som leder af VKR-regeringen.

Socialdemokraterne fik arbejderstemmer fra Burmeister & Wain’s skibsvært-segment, Venstre havde greb om bønderne, og de Konservative holdt på det bedre borgerskab. Nutidens opbrud i vælgermassen var et ukendt begreb. Man blev som regel født ind i en samfundsklasse, og blev loyal mod den i resten af livet.

Er samfundet blevet bedre?

Man kunne spørge sig selv, hvad det er, vi er blevet rigere af på det sidste halve århundrede. Man kan også spørge sig selv, hvad det er, der er blevet bedre. Samfundet er blevet bedre rustet økonomisk og de enkelte familier, hvis det som begreb fortsat eksisterer i sin oprindelige form, er også blevet stillet helt anderledes materielt. Til gengæld er der opstået fænomener som ensomhed, uvidenhed, stof- og alkoholmisbrug, overvægt og mangel på ansvarsfølelse.

Hvor fællesbetegnelsen for et halvt århundrede siden var “landsbytosse”, har professionelle aktører gjort det i dag til en del af deres levebrød at stille diagnoser på folk. Og give dem subtile betegnelser som PTSD, ADHD, Borderline og DAMP. Fikst nok, for så vil mange luddovne, asociale sofakartofler kunne fortsætte deres skyggetilværelse i de hjørnesofaer, de aldrig har fået betalt med deres play stations.

De vil kunne fortsætte med at kunne gå på McDonalds for vores skattemidler, og få endnu en ring i næsen og en tatovering under øjet. I dag er selv piger ned til 14 års alderen udsmykket, som var de tidligere tiders sømænd på langfart til Kinabugten og Biscayen. Der mangler kun bogstaverne “Taber” i panden, før de bliver indstillet til førtidspension af sagsbehandleren, mens deres tryghedsperson har taget plads ved siden af dem.

 

Nutidens Danmark

Dagens Danmark er politisk præget af efterdønningerne af den tsunami, som ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne satte skub i. Tidens statsminister er et godt eksempel på et produkt, nogen ville kalde det et affaldsprodukt, af politisk ensretning og stalinistisk inspireret rigiditet. En total respektløshed over for de grundlovsmæssige spilleregler omkring det begreb, som kong Valdemar Sejr indførte fra Jyske Lov i 1200-tallet om, at “Med lov skal land bygges”. Begrebet hensygner en trist tilværelse, blot som en indskrift på bygningen, der huser Københavns Byret.

Jeg tænker naturligvis på mink-skandalen. Et fuldstændigt fravær af en samlet borgerlig opposition er statsministerens held i forening med en rød front på tinge, der har trådt sine idemæssige barnesko i Karl Marx’ Das Kapital. Vi har i dag en vælgerbefolkning, som for en tredjedels vedkommende bakker et Socialdemokrati op. Det vidner om et Danmark, som er overgået fra at være en andelsbevægelse på landet til et landsomfattende bistandskontor, hvor 2 ud af 3 modtager deres indtægt fra staten som overførselsindkomst.

Corona-epidemien er blevet lakmusprøven på den manglende fællesskabsfølelse, der prægede danskerne og Danmark tilbage i 1971. Hvis alle overførselsmodtagere fik besked om, at de ikke længere ville få løn, som de selvstændige er stillet under den nuværende epidemilov, så ville statsministeren få 3 minutter til at rydde sit skrivebord og udskrive valg til nyt Folketing.

Muslimernes indtog i Danmark har afstedkommet besynderlige problemstillinger, som vore ansvarlige forfædre for 50 år siden aldrig ville have ladet komme så langt, som tilfældet er i dag. En ting er, at racisme til alle tider har været for folk med lavt selvværd, men at skulle tage hensyn til for vores samfund helt uantagelige begreber som flerkoneri, offentligt betalte bederum og livsvarigt, gratis ophold for vor regning, det skyldes kun en glidende udvikling eller afvikling af sund fornuft siden 1971 til fordel for en accept af, at danskheden må vige til fordel politisk korrekthed. Idiotien har vundet over den åndelige bagage, den sunde skandinaviske fornuft, som vi burde værne om fra fortiden.

Hvornår vågner vi op til dåd?

Det eneste håb, man som nationalkonservativ kan have, er, at der kommer en økonomisk, brat opvågnen til virkelighedens verden, også for den del af vælgerkorpset, som er på overførselsindkomst, når rød stue ikke længere er i stand til at bruge af andre folks penge, fordi krybben er tom.

Danmark er som nation blevet en jammerdal, og demokratisk har det borgerlige Danmark ladet sig forlede til at danse efter rød stues pibe i al for lang tid. Hvor de Konservative befinder sig i dag, der befandt de Radikale sig i 1971. Så langt til venstre har det politiske spektrum bevæget sig.

Vor tids generation af borgerlige politikere bør i store træk smides på den politiske histories mødding, for at der kan blive renset ud og ført en politik, så kompasset ikke drejer hele skiven rundt i desorientering. Venstres formand som et godt eksempel på en mand med hatten i hånden, og et skævt smil, som var han en bedemand, der kondolerede over for den afdødes enke.

Ligesom Danmark burde have været befriet med kanontorden i 1945, for at danskerne kunne have forstået, at en flødeskumsfront ikke er det samme som en krigszone, så er det på høje tide, at det nationalkonservative Danmark kridter skoene og vågner op til dåd. Grundlæggende skal der en modsat rettet tsunami til fra højre af det politiske spektrum for at modstå den bølge, som har ødelagt det Danmark, jeg voksede op i og med. Min politiske profil og mit ståsted og tænkemåde er ikke skabt i forlængelse af, men i trods over udviklingen og i kærlighed til det Danmark, der var og sine steder stadig er.

Jeg ved, at der er mange, der har det som jeg, jeg ved, at der er ved at komme en mobilisering af det patriotiske Danmark. Det luner i mit hjerte, at jeg ikke er alene. Jeg tænker og siger som John Mogensen sang før Danmarks indtræden i EF i 1972; “Danmarks jord for de danske”. Desværre blev det “Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til” man kom til at huske ham for, men den passer også bedre til hans eftertid.