Klumme: Bella Italia – eller hvad? Det kriseramte Italien

Barokkirker og Matteo Salvini

Der kan vel ikke være mange af denne klummes læsere, der ikke synes, at Italien er et af verdens dejligste lande, både med hensyn til naturen, de venlige mennesker, den afslappede væremåde, den delikate mad, arkitekturen, og ikke mindst landets utallige kunstskatte lige fra renæssancemalerier til barokkirker. Og så er der de italienske vine og operaer – Donizetti, Verdi og Puccini.

Og mange af os ville tilføje: Matteo Salvini, indenrigsminister og den ene af Italiens to vicepremierministre, der endelig har fået sat en stopper for den ukontrollerede strøm af flygtninge fra Nordafrika ikke mindst via Lampedusa og som tydeligere end de fleste europæiske politikere har vovet at sætte et spørgsmålstegn ved EUs diktatoriske strukturer og totale mangel på solidaritet i flygtningespørgsmålet.

Dengang og nu

Er der da intet negativt at melde fra landet, der både fostrede alle tiders største universalgeni, maleren og opfinderen Leonardo da Vinci, opfandt pizzaen og i årtier dikterede damemoden? Landet, som Shakespeare benyttede som scenen for så mange af sine skuespil, fordi han troede, at italienerne mere end andre var i stand til at give sig lidenskaberne i vold. Landet, hvor man – med titlen fra Federico Fellinis film fra 1960 – kunne leve La Dolce Vita. Men desværre er kulsorte skyer dukket op på den dejlige blå og solklare italienske himmel – både økonomiske og politiske skyer – og dette i et land, der har EUs fjerdestørste økonomi efter Tyskland, (endnu) Storbritannien og Frankrig.

Økonomien

Allerede i 4. kvartal af 2018 var det tydeligt, at landet, som det eneste i EU, var på vej ind i en recession, og for dette år ser det ud til, at økonomien kun vil vokse med uanselige 0.2%, mens det i 2020 vil stige til sølle 0.5%, og dette i et land med en enorm ungdomsarbejdsløshed på hele 35%. Statsgælden beløber sig til 2.3 trillioner euro, hvilket svarer til 131% af bruttonationalproduktet; alene renterne, der årligt skal afbetales, beløber sig til 70 mia. euro! En lang række banker balancerer på afgrundens rand pga. uindfriede lån, der i 2018 beløb sig til 200 mia. euro. Derfor kan det ikke undre, at Unicredits og Banca Intesa Sanpaolos aktier – det drejer sig her om Italiens to største banker – allerede sidste år har mistet en tredjedel af deres værdi. Banca Monte dei Paschi, grundlagt i 1472 og dermed verdens ældste bank, måtte allerede i 2017 reddes på falderebet af den italienske stat, men også denne banks aktier har været udsat for en nedtur – på mere end 60%. Således kan det ikke undre, at både indenlandske og udenlandske investorer holder sig tilbage, selvom den italienske premierminister Giuseppe Conte i begyndelsen af februar kunne love, at det nye år ville blive ”bellissimo”.

Politikken

At den partiløse og politisk uerfarne juraprofessor Conti åbenbart ikke anede, hvad han talte om, eller endda udtalte sig mod bedre vidende, kunne enhver med blot nogenlunde indsigt i italiensk politik begribe. Hans regering efter parlamentsvalget i 2018 består af medlemmer af den såkaldte Femstjernebevægelse, grundlagt af den populære komiker Beppo Grillo og med Luigi Di Maio som landets anden vicepremierminister, og af partiet Lega (tidligere Lega Nord) med ovennævnte Matteo Salvini, betegnende nok også kaldt Il Capitano, som partiets stærke leder. Denne koalitionsregering er af de internationale medier med The New York Times i spidsen nedsættende blevet betegnet som Vesteuropas første populistiske regering. Sandheden er, at Femstjernebevægelsen må betegnes som et parti, der især i sociale sprøgsmål kan placeres til venstre for midten og desuden er EU-kritisk, mens det mere ideologisk orienterede, ligeledes EU-kritiske Lega, der også håndhæver en stram indvandringspolitik og desuden er stærkt pro-israelsk, kan placeres i en tilsvarende position på højre side af det politiske spektrum.

Så det var let at forudse, at samarbejdet mellem de to partier ikke ville forløbe som den rene idyl. En hovedårsag er den skiftende balance, hvad angår vælgertilslutningen. Ved parlamentsvalget i 2018 fik Femstjernebevægelsen således 32.5% af stemmerne og Lega 15.5%, mens det forudsiges, at ved Europavalget d. 26. maj i år vil tilslutningen til Femstjernebevægelsen være faldet til 23%, mens Lega vil øge stemmetallet til 37%, idet partiet i modsætning til det forrige parlamentsvalg nu også nyder en stig3ende popularitet i det sydlige Italien. Dermed ville Lega blive det næststørste parti overhovedet i det nyvalgte europæiske parlament, kun overgået af den tyske CDU/CSU-fraktion. I en række allerede afholdte regionalvalg er balancen ligeledes stærkt blevet forrykket til Legas fordel. Denne forrykkelse i balancen har naturligvis skabt ondt blod mellem koalitionspartnerne, og hertil kommer en række forskelle i partiprogrammerne, der med tiden er dukket op i overfladen.

EU-kritikken er man fælles om, men medens Femstjernebevægelsen ønsker en stærk reduktion af skatteprocenten, øgede socialydelser og sænkning af pensionalderen, hvilket drastisk ville forværre den økonomiske situation, har Lega fornuftigvist trådt på bremsen. Disse tiltag er således udskudt indtil videre. Dog da EU-kommissionen, som den gerne plejer, hævede en advarende pegefinger rettet mod den italienske regering, førte dette til en fælles afvisende front over for Bruxelles, idet man med rette frabad sig indblanding i den italienske indenrigspolitik. Til gengæld er Femstjernebevægelsen kritisk indstillet over for Salvinis restriktive flygningepolitik, men med tallene fra de seneste meningsmålinger i ryggen. er denne kritik blevet afvist og har givetvis bidraget til Legas betydelige fremgang og popularitet.

Fremtiden?

Så det er tydeligt, at de to regeringspartier med argusøjne vogter på hinanden eller regerer som to skakspilere, der årvågent passer på modstanderens næste træk. Situationen kan lignes ved et skakmat, hvilket lammer de nødvendige ændringer i den økonomiske politik. Efter at EU-kommissionen havde irettesat den italienske regering, skal dens formand Jean-Claude Juncker efter en såkaldt arbejdsmiddag i Rom med Giuseppe Conte i slutningen af november 2018 på italiensk have sagt ”Ti amo Italia” – ifølge det engelske politiske tidsskrift The Spectator det eneste fornuftige Juncker havde at sige efter middagen – og derefter tilføjet, at Italiens ledere burde elske EU noget mere. Disse ord, givetvis en skjult advarsel, kan Juncker nu holde for sig selv.

Regeringen har på trods af de ovennævnte uoverensstemmelserne i fælles harmoni besluttet sig for en ”vækstpakke” og taget videre skridt for at skaffe de nødvendige investeringer og dermed øge produktionen. Også staten selv vil investere i landets infrastruktur. For Italien kommer naturligvis på benene igen også ved f.eks. at forlade den i befolkningen yderst upopulære og af Tyskland dominerede euro fulgt af en radikal devaluering af en genindført lire. Herefter vil landet igen indtage den plads den fortjener i nationalstaternes Europa uden diktat fra Bruxelles, for en sådan omstrukturering kunne nemlig blive resultatet af det kommende EU-valg. For så ville ikke kun italienerne, men alle vi andre Italienfans juble. Viva la bella Italia!