Klumme: Besættelsestiden i perspektiv – historien gentager sig selv. Del 2

Den kollektive hukommelse

Danmark slap nådigt ud af de 5 forbandede år sammenlignet andre nationer, vi måler og sammenligner os med. Hvad enten det var Tyskland, England, Holland, Frankrig, Rusland eller de østeuropæiske lande eller for den sags skyld Japan eller USA, så satte 2. verdenskrig nogle erindringsmæssige uudslettelige spor. Det være sig i millioner af tabte liv, invalider og en årelang genopbygning af byer og infrastruktur.

Hvad der fra nazisternes side begyndte som et forfejlet ølstuekup i 1923, endte med at lægge store dele af verden i grus.

Men, desværre ligger besættelsesårene erindringsmæssigt så langt tilbage i danskernes kollektive hukommelse, at perioden 1940-45 skal sammenlignes med en hvilken som helst anden historisk periode. Detaljerne fortoner sig i glemslen. Som en af mine gamle studiekammerater ofte siger: “Hvis Danmark havde været befriet med kanontorden, så havde de nulevende generationer forstået at værdsætte friheden mere”.

Parallellerne til fortiden

Hvis man vil drage paralleller mellem krigsårene og tiden vi befinder os i, vil venstrefløjsfolk givet protestere. Tilsvarende vil der langt ind i den borgerlige fløj være en dyb undren over, hvis man tillader sig at sammenligne besættelsen med tendenserne i vores tid. Internationalt samarbejde i FN, EU og på mellemstatsligt plan opfattes som den bedste og sikreste garant for fred og sameksistens i de sidste 75 år. Aldrig har verden været så fredelig som nu.

Lige bortset fra, at der aldrig har været så stor migration og mobilitet fra den 3. verden mod Europa. Lige bortset fra, at FN og EU ikke udgør en del af løsningen, men en del af problemerne i og med, at begge organisationer fremmer folkevandringen. FN ved i vidt omfang at være styret af muslimske kræfter og politisk korrekthed, og EU ved ikke at sikre de ydre grænser, og ved at organisationen politisk klart tager afstand fra retten til nationalt at sige fra over for en fælles politik på migrantområdet.

Henved 60 millioner mennesker er i en eller anden form på flugt i verden. Det kan være betinget af krig og uro, klimaforhold eller med rod i økonomiske forhold og et stigende befolkningstal i Mellemøsten og Afrika. Men, ikke nok med det. Fra tidligere krigsområder i Asien som Afghanistan har der i årevis også været en fast strøm af migranter mod Europa. Selv fra nordafrikanske lande søger indbyggerne nu mod Europa med baggrund i en økonomisk afmatning i deres hjemland. Udfordringen er, at når migranterne først er kommet til Europa, så slipper vi aldrig af med dem. Det uanset hvilken årsag, de har haft til at søge hertil.

Forskelle fra fortiden

Fra en overskuelig verden tilbage i krigsårene med kendte aktører og slagmarker, har globaliseringen åbnet hele kloden og dens adgangsveje fra fattige til rige lande. Uanset årsag er migration i dag den største enkelttrussel mod danskernes tryghed, trivsel og økonomisk velfærd. Selv om venstrefløjen, liberalister og selv konservative ikke vil være af det, så er den fortsatte tilstrømning af migranter til Europa en bombe under kontinentet. Det er ikke kun betinget af de økonomiske byrder, men også af, at der ikke finder en tilstrækkelig kulturel og religiøs tilpasning sted fra migranternes side.

Hvor besættelsen i årene for 2-3 generationer siden foregik fra nabolandet Tyskland med samme kulturelle og etniske oprindelse i befolkningen som vi, har den fortsatte migranttilstrømning til Danmark medført, at hele byområder og kvarterer har ændret karakter til nu at fremstå med et mellemøstligt udseende. Fra alene at have haft en militær besættelse i Danmark under krigen, må man med nationalkonservative øjne betragte de tabte boligområder som i bedste fald værende beboet af indbyggere med en for danskerne fremmedartet tilgang til tilværelsen. I værste fald er tilgangen fjendtligt indstillet over for vores livsstil og vaner. Jeg vil ikke tøve med at kalde det en permanent besættelse, når områder af Danmark ikke længere fremstår danske.

Det nytter ikke, når talsmænd fra det muslimske segment eller venstreorienterede politikere og meningsdannere taler om, at det er få kriminelle, der ødelægger det for de mange. Man kan roligt lægge til grund, at Nørrebro og Vesterbro i København, Gellerup Parken i Århus og Vollsmose i Odense nu udgør områder, hvor der overvejende ikke længere gælder danske normer og spilleregler. Men, perlerækken af socialt udsatte ghettoområder med samme status er lang. Det altid voldsparate autonome miljø på Nørrebro udspringer af det ekstreme venstremiljø. De udgør på sin side det islamiske miljøs nyttige idioter, som gadens brunskjorter. Paradoksalt, og så alligevel ikke. Dogmatismen og intolerancen er fællesnævneren for det fælles fodslag.

Det nye Danmark

Ifølge Danmarks Statistik befinder der sig 510.000 borgere i Danmark med rod i den 3. verden, hvoraf den absolutte hovedpart er muslimer. Hertil kommer naturaliserede 3. verdens borgere, der nu har dansk statsborgerskab med i alt 350.000 nydanskere, der tilsvarende langt overvejende har muslimsk baggrund. Det samlede antal udgør følgeligt 860.00 eller godt 20% af befolkningen herhjemme. Så voldsomt er det gået til siden den konservative Schlüter lod sig overrumple af de Radikale til at ændre i udlændingeloven i 1983. Officielt opgøres antallet af borgere med muslimsk baggrund tilsvarende til 2 1/2 million i Sverige, 6 millioner i Tyskland, og 9 millioner i Frankrig blot til orientering. Tal som de fleste ikke er klar over størrelsen af. Om en generation eller to vil Europa være islamisk domineret.

Mange vil finde det racistisk i disse krænkelsestider at drage sammenligninger mellem den tyske besættelse og den muslimske bosættelse i Vesteuropa. Parallellerne er igen, set med national konservative øjne, lige til højrebenet. Nationalsocialisme som islamisme udspringer af totalitære, fascistoide og patriarkalske ideologier. Ideologier som er intolerante og kompromisløse over for anderledes tænkende. Tilsvarende som socialismen er det.

Frankrigs kirker og katedraler står i brand, ghettoerne er no go-zoner, Frankrig er i undtagelsestilstand og har været det i årevis. Tilsvarende med alle andre vesteuropæiske lande. Eksempelvis fortæller hverken medier eller politikere svenskerne, at de om føje år står på randen af en kommende undtagelsestilstand. Uansvarlige politikere på begge fløje har i årevis ladet hånt om alle primære hensyn, der burde have være taget til landets egne indbyggeres fred, økonomi og sikkerhed. Folk har troet på politikerne, medierne har bakket op om dem.