Klumme: Besættelsestiden i perspektiv – historien gentager sig selv. Del 3


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Danmark tripper udviklingsmæssigt efter Sverige, men intet tyder på, at udviklingen vender, og at folk i al almindelighed forstår, hvor det bærer hen ad. En synlig militær besættelse er til at forstå, mens en gradvis, snigende ændring af landets vaner, befolkningssammensætning og fremtoning er sværere at forholde sig til. Når islam først har ædt sig ind i den danske sjæl og i den danske hverdag, så vil resultatet kunne blive et voldeligt opgør for at slippe for dens åg. Og kampen kan blive tabt eftersom danskerne gradvist kommer i mindretal på egen banehalvdel. Islam har bredt sig over landegrænser fra Medina i vest til Malaysia i øst. Islam virker som en brændt jords taktik. Den efterlader ikke et græsstrå tilbage, når først dens udøvere er blevet mange nok.

Den nye besættelse

Sandheden er, at muslimsk bosættelse i sin grundvold er lige så ubærlig for de beboere, som lever i frygt i ghettoerne, som den er generelt i det offentlige rum, hvor folk færdes. På samme måde som det, tyskerne stod for i danskernes dagligdag under krigen. Kriminalitet og chikane og hele viften af mellemøstlig voldsparathed ligger på linje med det psykiske pres, danskerne levede under med spærretid og frygt for repressalier i tilfælde af, at man udviste vilje til modstand.

Når muslimske unge råber danskerludere efter danske piger eller udsætter unge danske drenge for dominansvold, så udspringer det af samme merværdsfølelse som den, Nazityskland gjorde til sit kendemærke. Europa skulle germaniseres tilsvarende som Europa i dag skal islamiseres. Tilsvarende som under krigen har vi i dag at gøre med en dansk mainstream politikerkreds, der maner til ro og besindighed over for de mest uhyrlige provokationer fra indvandrerbander, særligt det afrikanske og mellemøstlige indvandrersegment.

Som under krigen, hvor tyske sejre havde slået verden med forbavselse og beundring, bliver mantraet om mangfoldighedens vold kolporteret ned over danskerne i forsøget på at undertvinge dem en accept af islamisk levevis og tænkemåde. Mangfoldighed er lig med islamisme. Hvordan kan det opfattes anderledes, når mere end hovedparten af de 3. verdensborgere, der bor herhjemme, har muslimsk baggrund? Hvad er den dybere mening med, at danskere, som i dag er efterkommere af krigsgenerationen, skal opgive den frihed og den levevis på danske betingelser, som deres bedste- og oldeforældre måske har kæmpet og er døde for?

LÆS OGSÅ:  Klumme: Fake news-medierne styres af hadet til Trump 

Hvad er ideen i at opgive sine sædvaner og hele den arv, som danskerne har fået med i bagagen blot for at behage et segment, der tankemæssigt er som trådt ud af Flintstones stenaldermiljø? Kan nogen fortælle, hvorfor kød skal være halalmærket og hvorfor skolemad ikke må indeholde svinekød, fordi et muslimsk mindretal ikke må spise det? Hvem sagde mindretalsdiktatur og påtvingelse af fremmed åg i forhold til et husdyr, som er indgået i danskernes spisevaner siden isen trak sig tilbage og danskerne blev landbrugere for mere end man kan tælle til af tusinde år tilbage? Usmagelig leflen for gæster, der aldrig burde have været lukket ind med den indstilling, de har til værterne.

Kollaboratørerne i dag

Taler man om kollaboration, så er venstrefløjen og hovedparten af den borgerlige side at sammenligne med Axel Strøbys figur i Matador, der lejede garageanlæg ud til tyskerne under krigen. Der sleskes fra kommunalbestyrelsesmedlemmer og Folketingsmedlemmer i forhold til helt ukritisk at poste milliarder ud på årsbasis til nyttesløs integration. Clearingkontoens underskud under krigen på de nuværende opgjorte 100 milliarder modsvares af årlige bruttoudgifter i samme størrelsesorden til integration af et befolkningselement, der for hovedpartens vedkommende ikke tilnærmelsesvis har taget Danmarks normer til sig hverken i 2. og 3. generation. De yngste generationer er endog mere islamisk funderede end forældrene end da de stod med deres svinelæderkufferter i Kastrup for 20-30-40 år siden og sagde: “Mig have asyl!”

Og den indstilling er godt assisteret og bakket op af det kulturradikale miljø under ledelse af de altid Danmarks nedbrydende Radikale politikere. De politikere, der med forsæt afrustede Danmark i årene op til krigen, så dansk modstand den 9. april 1940 bestod af cyklende soldaterkolonner, der rykkede frem mod tyske panserkoloner for at blive skudt som siddende ænder på en række. 16 unge danske soldater har det Radikale parti på sin samvittighed fra den dag. Når man ser og hører Morten Østergaard, så forstår man godt, at aborten blev gjort fri. Friheden har blot ikke altid ramt det rigtige publikum.

Dagens modstandskamp

Kritik af indvandring behandles i dag af medier og mainstream politikere på samme vis som den modstand, der langsomt voksede mod den tyske besættelse. Hele den officielle verdens medier, såvel de sociale som trykte og tv-transmitterede, er under ét fjendtligt indstillede over for kritik af islam. Tilsvarende havde verdens medier  svært ved at se ret fra vrang i årene op til 2. verdenskrig. Her måtte man heller ikke støde Hitler-Tyskland.

LÆS OGSÅ:  Klumme: EUs første kommissionsforkvinde

Censuren breder sig på de sociale medier. Kritikere som engelske Tommy Robinson forbydes adgang på Youtube og Facebook. 24NYT i Danmark udelukkes tilsvarende fra et mere og mere intolerant Facebook, hvis fællesskabsregler udgør en alvorlig trussel mod ytringsfriheden i den frie verden. En mand, Zuckerberg, Facebooks stifter, symboliserer, hvor langt politikere tillader, at en privat virksomhed og en privat person kan få lov til at manipulere og undertrykke det frie ord. I min optik burde Facebook og dets stifter for længst være stækket. Men de kulturradikale og de venstreorienterede elsker ham ligeså højt som det islamiske segment.

Konklusion

Parallellerne til besættelsesårene er mangfoldige i dagens Danmark. Gadekampe forekommer også i dag, men typisk kun, når islamkritikere som Rasmus Paludan udstiller den tynde fernis, som islam og venstrefascisterne har af demokratisk sindelag. Jeg spår, at det folkelige pres på at få vist islam, venstrefløjen og kulturradikalismen vintervejen vil først forekomme, når folk forstår, at de almindelige politikere har udlevet deres regeringstid. Der kan gå endog rigtig lang tid, når der endnu ikke er noget at miste. Når først friheden til at tale, skrive og tænke bliver begrænset af religiøse og mangfoldighedsmæssige hensyn, så kan det være for sent at reagere.

Når der qua en tøjlesløs migration foregår offentlige vejspærringer fra indvandrerbandemiljøet som i Gøteborg, når småpiger konsekvent bliver antastet på skolevejen og seksuelt forulempet af indvandrergrupper, når det ikke længere er trygt at bevæge sig ud efter mørkets frembrud selv i villakvartererne, når islamisk terror tager til, og statskassen ikke rummer flere midler til velfærd, fordi migranterne har suget den tom, så vil den almindelige dansker forhåbentlig forstå, at point of no return er nået.

Men, vær forberedt på, at Zenia Stampe fortsat vil råbe racisme ud på sin Facebookvæg ind til hun og alle andre kvinder bliver tvunget til at være tilslørede, og indgå som en del af mandens bohave i sharia-baseret lovgivning. Og selv herefter vil hun sikkert alligevel kagle op. Landsforræderbegrebet har fået en ny og helt dybere betydning med denne types indtog på den politiske scene i vore dage. Dybest set er hun blot en klon af en afart af danskheden.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Kinas pres fjernede Tibet-flag på Tåsinge Plads i København – Enhedslistens hykleri

Hvornår omdrejningspunktet for kvalificeret dansk modstand opnås, er ikke godt at vide. Hvis pressen bare i en måned ville beskrive virkeligheden, og ikke den, den selv gerne vil skildre, hvis bare midten af dansk politik ville forlade sin hængekøje i forhold til at indse, at dens indstilling kan sammenlignes med tyskerhåndlangernes, så ville meget være opnået.

For nationalkonservative har skriften på væggen været lysende i årevis. Vi er under en besættelse, som breder sig fra område til område. Danmark-kortet bliver år for år mindre. For hver tomme dansk jord der opgives til bosættere, opgives vores måde at tackle livet og hinanden på. Der skal ikke indgås kompromis med tankesæt og mennesker, der aldrig har haft til hensigt at ville indordne sig danske traditioner eller i det mindste respektere dem, som jøderne har gjort det i århundreder tilbage.

Hvis det er højreorienteret nationalromantik at ville forsvare sit land mod en sekterisk voldsspiral, hvis det er højreorienteret nationalromantik ikke at ville spilde skatteborgermidler på at virke som socialkontor for det halve af den 3. verden, så kan jeg leve med betegnelsen.

Med det forskruede nye ignorante verdensbillede, som den røde banehalvdel har, så var modstandskæmperne, Flammen og Citronen, sikkert også nazister. Med den udvikling, Danmark er inde i, vil jeg opfordre til, at vi som i digteren Christian Richardts åndelige verden fortsat frejdigt skal kæmpe for, hvad vi har kært, og dø for det, om så det gælder. Da er livet ej så svært, døden ikke heller. Må vores kolonner blive fyldt ud, nu så megen ugræs er føget over hegnet. Mor Danmark fortjener bedre end at blive behandlet som en skøge, og sjakret med som var hun en hest på et marked. Må bedre dage komme, når først opgørets time er kommet. Om opgøret kommer i stemmeboksene eller efter et voldeligt opgør, må tiden vise. Men, en ting er sikkert, prisen for den usikkerhed, som politikere og følgagtige vælgere har skabt om Danmarks fremtid, den kommer vi alle til at betale.