Klumme: Besættelsestiden i perspektiv – historien gentager sig selv


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Dette er den første af to klummer. Jeg forsøger at genopfriske, hvad det var, vi mistede under besættelsen. I klumme nummer 2 sætter jeg fokus på, at besættelsesårene er ved at gentage sig i forhold til, hvad vi er i færd med, idet vi er ved at få frataget frihedsrettigheder og selvbestemmelse. En ny snigende okkupation indtager Danmark med den igangværende befolkningsudskiftning og den venstre-fascistoide meningsbevægelse. Den kombination modsvarer mellemkrigstidens højredrejning. Her ligger kimen til en permanent og skræmmende ændring af alt, hvad Danmark er funderet på.

Klummerne er en føljeton, men de kan læses uafhængigt af hinanden.

Besættelsen i 1940

Den 9. april 1940 proklamerede Christian den 10. og regeringen den tyske besættelse af Danmark, efter at regeringen havde accepteret en opfordring til samarbejde og besindelse, som man havde modtaget i et memorandum fra den tyske rigsregering. I proklamationen opfordrede regering og kongen således befolkningen til “rolig og behersket holdning” over for de nye forhold.

“Tyske Tropper har i Nat overskredet den danske Grænse og har gjort Landgang forskellige Steder. Den danske Regering har under Protest besluttet at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted, og i Henhold hertil kundgøres følgende:

De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i For­bindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand overfor disse Tropper.

Den danske Regering vil forsøge at sikre det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende Ulykker og opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor disse Forhold, som nu er opstaaet. Ro og Orden maa præge Landet, og loyal Optræden maa udvises overfor alle, som har en Myndighed at udøve”.

København, den 9. april 1940.                                               Chr. R./Th. Stauning.

Således lød proklamationen.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Skal vi forbyde religiøs hovedbeklædning på arbejdspladser?

Samarbejdspolitikken

Frem til 29. august 1943 samarbejde regering og Folketing om at samordne politikken mellem på den ene side den tyske besættelsesmagts behov og ønsker, og de behov, der var for at få det danske samfund til at fungere. Over 1/4 million tyske soldater og personel befandt sig i Danmark. Vi var en besat nation. Danskernes dagligdag var præget af varemangel, rationering og mangel på kontakt med den frie verden og de lande, vi plejede at handle med. Krigen udspandt sig fortrinsvist på østfronten efter den tyske besættelse af Europa, en østfront, hvor over 6000 danskere deltog på tysk side i kampen mod Sovjetunionen. Krigen i Fjernøsten og Nordafrika hørte danskerne kun sporadisk om.

Tyskernes indtog

Dagligdagen var underlagt tysk censur i presse, og i forhold til, hvad der i øvrigt kunne forevises af film og udspille sig i statsradiofonien på den ene kanal, som fandtes. Absolut intet dårligt måtte udsendes i skrevne som æterbårne medier om den tyske værnemagt eller det tyske 3. Rige under Hitler. Tyskerne regerede fra beslaglagte ejendomme og kaserner. Hovedkvarteret lå først på Dagmarhus i København. Sidenhen blev det flyttet til Silkeborg Bad. Udgangsforbud fra kl. 20 blev hverdag. Den tyske samarbejdspolitik med Danmark havde alene til formål at sikre, at danske landbrugsvarer kunne strømme frit over den tyske grænse. Betaling for besættelsesmagtens krav skulle udlignes over en tysk-dansk clearingkonto. Da Tysklands nederlag var en realitet i maj 1945, lød minus på 8 milliarder på clearingkontoen i dansk disfavør, svarende til 100 milliarder i dag.

Besættelsestidens dagligdag

Danskerne fandt sig langt hen ad vejen i de med krigen fulgte forholdsregler. Kun få havde mod til at sige fra de første 3 år af krigens gang. Churchill-klubben i Ålborg, skoledrenge, der mod alle odds havde mod til at påbegynde den spæde modstandskamp fra Ålborg. Hvidsten-gruppen, fra det midtjyske, hvor en hel families mandlige medlemmer blev henrettet, hører til dem, der satte modstandskampen på landkortet. I Ryvangen i Hellerup ligger de purunge drenge og mænd, som fik den ultimative straf for at forsvare fædrelandet mod fremmed åg. Filmen om Flammen og Citronen og hyldemeter af bogudgivelser viser den interesse, besættelsestiden fortsat har. De frivillige SS-folks historie blev åbnet med min afdøde ven, forfatteren Erik Haaests, trilogi om Frikorps Danmark i 1970’erne.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Muhammeds 6-årige kone – den 3. ud af i alt 10 koner - og hendes navnesøstre

Behandlingen af modstandsbevægelsen

Regering og Folketing gjorde en dyd ud af at stigmatisere modstandsfolkene. Statsminister Buhl kundgjorde i radioen i 1942, at danskerne skulle angive sabotører. Rendyrket opfordring til de mange stikkere, som gik i fjendens sold. Modsætningerne i befolkning var udbredt. Marginalgrupperne var enten pro tyske eller patrioter med kontakter ind i modstandsbevægelsen. Det store flertal af danskere forsøgte at få hverdagen til at hænge sammen i en tid, hvor et forkert skridt kunne bringe en på kollisionskurs med enten danske myndigheder, tyske sikkerhedsfolk eller modstandsgrupper.

Først i sommeren 1943 og frem til den 29. august samme år steg presset på regering og Folketing fra tysk side i en grad, at landets folkevalgte ledere valgte at træde tilbage. Krav om dødsstraf for sabotage var dråben. På samme tidspunkt henlå gaderne i København, Odense og en række større byer i gadekampe og brændende bål. Danske nazister og tyskerhåndlangere blev lagt for had. Tysklands hære var på tilbagetog over alt på fronterne. Danskerne havde trukket en fribillet til at gøre modstand. De danske jøder mærkede dog det 3. Riges racepolitik i oktober 1943, hvor hovedparten flygtede til Sverige. Krigen blev udspillet af andre aktører udenlands. Japan skæbne som Tysklands allierede blev beseglet af atombomber over Nagasaki og Hiroshima i sommeren 1945.

Danskheden under besættelsen

Danskheden kom i højsædet. Alsangsstævner med tusindvis af nationalt sindede blev afholdt. Fædrelandssange som “Det haver så nyligen regnet” om “frø af ugræs, der havde føget over hegnet”, afspejlede den indre fæstning, danskerne havde, og som Poul Henningsen lod sangerinden Liva Weel udsynge i den ikoniske revyvise “Man binder os på mund og hånd”.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Til venstre for Bernie Sanders – Alexandria Ocasio-Cortez

Frem til befrielsen voksede det offentlige pres på værnemagten. Terroren fra tysk-danske grupperinger tog til. De allierede påbegyndte befrielsen af Europa på D-dagen 6. juni 1944. Russerne rykkede frem mod Berlin fra øst. Clearingmord mellem tyske og danske blev hverdag. Danmark havde været uden politi siden september 1944, hvor tyskerne lod korpset opløse. Den 4. maj 1945 om aftenen var mareridtet ovre. Danmark var atter frit. Lysene kunne sættes i vinduerne, og mørklægningsgardinerne fjernes.

Efter befrielsen

Nu kunne et grumset og beskidt retsopgør begynde. Et hvor de små fisk blev fanget, men hvor nettet lod de store svømme igennem. Et juridisk galehus med love med tilbagevirkende kraft, som højesteretssagfører Henriques udtrykte det. Det alene for at samarbejdspolitikerne kunne dulme befolkningens vrede og vaske hænder for deres landsforræderi og samarbejde med den nation, hvis sejre havde slået verden med forbavselse og forundring, som udenrigsminister Scavenius havde udtrykt det i 1941. Danmark blev atter dansk på vores egne betingelser.

Dobbeltstandarder og tilsvarende moral kom i højsædet. Efterkrigstiden og en ny hverdag tog sin begyndelse. Livet gik videre på godt og ondt. “Aldrig mere 9. april” lød parolen, mens folk strømmede ind i Hjemmeværnets rækker. Det er 75 år siden. Men, hvor meget klogere blev de efterfølgende generationer af os danske i forhold til at forstå, at frihed ikke skal tages for givet?