Klumme: Bevidst fortiet af den akademiske venstrefløj – Den colombianske forfatter og filosof Nicolás Gómez Dávila


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hvem er Dávila?

Hermed præsenteres én af d. 20. århundredes største og mest originale tænkere. Nicolás Gómez Dávila er en af modernismens mest renlivede og radikale kritikere, uforbeholden konservativ – mange ville betegne ham som reaktionær, hvilket han også selv gjorde, og båret frem af en dyb katolsk religiøsitet.

Dávila er således et menneske, der overhovedet ikke passer ind i tidens politisk korrekte venligboermiljø med dets register, der rækker lige fra en opkogt marxisme til en vag, ofte hyklerisk venstresocialisme og -liberalisme, der som en bakterie trives ikke mindst i de akademiske miljøer på universiteterne og i storbyernes whiskybælter, sådan som vi kender det i Danmark langs kystbanen.

Dávilas antimoderne grundholdning har han i overvejende grad udmøntet i knivskarpe aforismer, som han kalder for escolios (dvs. kommentarer, fodnoter), og fragmentariske tekster, der udkom i fem bind mellem 1977 og 1992. Han blev først kendt på det europæiske kontinent i 1990erne især i det tysksprogede område. Her er et mindre østrigsk forlag, Karolinger i Wien, gået i spidsen med en række udgivelser påbegyndt med Einsamkeiten (Ensomheder) i 1987, der blev fulgt op af en række bind med aforismer og korte tekster frem til 2014. Det er fatisk kun på tysk, at alle Dávilas værker er tilgængelige, og i intet andet land værdsættes han som netop i Tyskland.

Således påberåbte den ældre Ernst Jünger sig hans indflydelse, og den indvandringskritiske dramatiker og essayist Botho Strauß betragter ligeledes Dávila som en inspirationskilde. Men også udlændinge, som f.eks. den kendte fransk-amerikanske kritiker George Steiner, kender hans forfatterskab, og den store colombianske forfatter Gabriel García Márquez skal have sagt, at hvis han ikke havde været kommunist, så ville han tænke som Nicolás Gómez Dávila.

Mon ikke et dansk forlag kunne lokkes til en udgivelse, for i Skandinavien og dermed også i provinsen Danmark er Dávila så godt som ukendt. Der kan næppe herske nogen tvivl om, at han bevidst er blevet ignoreret af de toneangivende medier pga. sine markant konservative analyser af samfundet, mennesket og menneskehedens historie.

Det nærmeste vi herhjemme kommer en sådan beslægtet ånd, er den længst afdøde danske forfatter Jacob Paludan, stadigvæk kendt for en række romaner fra mellemkrigstiden. Fra ham stammer det fortræffelige citat: ”Jeg er ikke tilfreds med Nutiden. Den vil ikke Ro, Dybde, Blomster, Sværmeri og D-dur Koncert. Den vil Fold i Benklæderne, Boxekampe, fyldte Chokolader og Grammofoner. For mig gerne. Men jeg vil ikke lege med; jeg trækker mig tilbage.” Paludans satiriske essays Feodor Jansens Jereminader (1927) og aforismesamling Sagt i Korthed 1929-1954 (1954) kan anbefales som modgift mod en række overfladiske modefænomener, vi konfronteres med, men mangler Dávilas teologiske perspektiv og politiske bid. Men også Paludan betragtes som reaktionær og dermed uden for det gode selskab.

En kortfattet biografi

Nicolás Gómez Dávila er født i Colombias hovedstad Bogotá i 1913 og døde sammesteds i 1994. Hans liv er udadtil ikke særligt spændende. For at kunne give deres søn en humanistisk europæisk uddannelse flyttede de yderst velhavende forældre til Paris, hvor sønnen først gik i en skole drevet af benediktinerordenen. Den videre uddannelse tog en huslærer sig af, og nogen universitetsuddannelse fik Dávila aldrig. I en alder af 23 år rejste han tilbage til Colombia. Her giftede han sig og udover en rejse i 1949 med hustruen, Emilia Nieto Ramos, gennem Europa, hvis fremtid han spåede ville blive ”en blanding af bordel, fængsel og cirkus”, forlod han aldrig senere sit hjemland.

Derimod – også sygdomsbetinget – trak han sig tilbage til sit studerekammer i en villa i udkanten af Bogotá, et privatbibliotek på flere end 17.000 bind, hvoraf ca. 7.000 var på fransk, 5.000 på engelsk, 3.000 på tysk og kun ca. 700 på spansk. Desuden 450 bind på italiensk og 300 på græsk og latin. De store russiske forfattere, Tolstoj, Dostojevskij og Turgenjev, læste han i franske oversættelser. Men – og dette gør ham endnu mere sympatisk – i en fremskreden alder lærte Dávila sig dansk for at kunne læse Søren Kierkegaard på originalsproget! Han skrev næsten intet om Sydamerika, røg til gengæld uanede mængder havanacigarer og forfattede titusinde fodnoter til den vesterlandske filosofi og litteratur.

Escolios

Af disse ”fodnoter” følger her et vilkårligt udvalg:

“I en tid i hvilken medierne udbreder utallige mængder af dumhed, defineres det dannede menneske ikke ud fra, hvad det ved, men derimod ud fra, hvad det ikke ved.”

“At svømme mod strømmen er ikke idiotisk, hvis vandet jager afsted mod et vandfald.”

“Hierarkier er himmelske. I helvede er alle lige.”

“Jeg mistror enhver idé, der ikke synes at være forældet og grotesk hos mine jævnaldrende i samtiden.”

“Frihed er ikke et mål, men et middel. Den som forveksler friheden med endemålet, ved ikke hvad han skal gøre, når dette mål nås.”

“Vold er ikke nødvendig for at ødelægge civilisationen. Enhver civilisation dør af ligegyldigheden over for de enestående værdier, der har skabt den”.

Dávilas filosofi

Dávilas afvisning af moderniteten er blevet sammenlignet med en tilsvarende holdning hos den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Men medens denne erklærede Gud for død, er det netop den moderne tro på at kunne klare sig uden Gud, som Dávila angriber. Ateismen gør nemlig ikke mennesket frit, men underkaster det tværtimod den mest absurde af alle dennesidige frelsesbudskaber: „Der findes ikke den dumhed, som det moderne menneske ikke er i stand til at tro på, såfremt det dermed  kan afvise troen på Jesus Kristus.”

Dávila kalder selv sin filosofi for „reaktionær“, idet den gør oprør mod det, der hører vor tid til. Til gengæld ser han det som sin opgave, påny at påminde om de erkendelser, der med tiden uretfærdigt er gået i glemmebogen. Hertil hører fremfor alt erkendelsen, at verden ikke kan sættes på en fornuftig formel: „At være reaktionær vil sige ikke at tro på bestemte løsninger, men at have et skarpt blik for problemernes kompleksitet.“ Således har den moderne rationalisme, der går tilbage til d. 18. århundredes oplysningstid, overhovedet intet med „fornuftens herredømme“ at gøre, men er snarere “resultatet af bestemte filosofiske påstande, som rationalisterne hævder er identiske med fornuften selv”.

Dávila kommer således vidt omkring i sine iagttagelser og konklusioner. Han fokuserer skiftevis på filosofiske, politiske, sociale og kulturelle emner fra alle perioder for i sidste ende at gribe ud efter traditionen og religionen som en sidste redningsplanke mod tidens kaos, sådan som den allerede manifesterede sig i hans levetid, men så sandelig ikke er blevet mindre i det nye årtusinde.

Han er en stemme i ørkenen, som vi alle bør lytte til – iøvrigt et citat fra Biblen, som Nicolás Gómez Dávila nok ville have værdsat.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN OG BLIV ABONNENT

Vælg beløb