Klumme: COP25 i Madrid blev en kæmpe fiasko

COP25 blev en fiasko, fordi konferencen, som havde 25.000 deltagere fra alle 197 lande, der underskrev Paris-klimaaftalen fra 2015, ikke kunne enes om noget som helst.

Historien om FN’s årlige klimakonference er værd at lytte til: Den skulle oprindelig være holdt i Chile, men måtte i sidste øjeblik flyttes til Madrid. Hvorfor? Fordi Santiago de Chiles beboere protesterede så heftigt mod nye skatter, bl.a. nye ”grønne” skatter, at regeringen ikke turde tage chancen.

I Amsterdam protesterede landmændene i denne uge mod nye ”grønne” skatter og blokerede indkørselsvejene til byen. Det samme skete i Berlin i oktober, hvor 8.ooo landmænd protesterede mod den tyske regeringens nye klimatiltag.

COP25 blev en fiasko, fordi konferencen, som havde 25.000 deltagere fra alle 197 lande, der underskrev Paris-klimaaftalen fra 2015 – den aftale, som vores egen Bjørn Lomborg kaldte verdenshistoriens værste internationale aftale – ikke kunne enes om noget som helst. Man kunne ikke engang enes om at godkende den seneste rapport fra FN’s Klimapanel, den herostratisk berømte rapport, som knæsatte deadlinen 2030, som seneste frist for at holde temperaturstigningen på vores planet nede på 1,5 C, hvis vi skulle have nogen jordisk (!) chance for at undgå klimakatastrofen.

COP 25 begyndte rigtig skidt med en rapport, som fastslog, at det samlede CO2-udslip på verdensplan var blevet værre siden 2015, og at omkostningerne ved at nå målet på 1,5 C ville blive mellem 1,6 og 3,8 trillioner dollars om året i perioden 2030-2050, altså samlet potentielt mere end 70 trillioner dollars. Til sammenligning var hele det amerikanske bruttonationalprodukt i 2018 på 20,5 trillioner dollars.

Men mens landmændene strejkede, Greta Thunberg prædikede og aktivisterne blokerede indgangen til konferencesalen i Madrid, fordi det gik for langsomt, var der ét sted, hvor det gik for hurtigt: EU.

Næppe havde den nye EU-Kommission sat sig i kontorstolene den 1. dec. 2019, før Kommissionens nye præsident, Ursula von der Leyen, fremlagde en ny European Green Deal, ifølge hvilken det menneskeskabte CO2-udslip skulle reduceres til nul komma nul i 2050. Hun kaldte det EU’s ”mand på månen”-projekt. Er det ikke lidt kønsdiskriminerende, Ursula? Skulle du ikke have kaldt det ”kvinde på månen”?

En vigtig del af projektet skulle være en ny CO2-skat på import fra lande udenfor EU, således at lande, som efter EU’s opfattelse ikke overholdt deres klimaforpligtelser, skulle pålægges en ”tilsvarende” ekstratold for at afbøde på deres klimasvineri.

Reaktionen fra tredjelande kom prompte. Brasilien sagde, at Ursulas planer om at eksportere sine klimaregler til resten af planeten var kolonialistisk og i strid med WTO’s regler. Det første har han Brasilien decideret ret i og det bliver spændende at se, om EU skryder lige så højlydt, når det bliver Kina, USA eller Indien, der truer med modforholdsregler og sanktioner.

Om det er i strid med WTO’s regler, får vi at se. For Indonesien har indgivet en klage til WTO mod EU’s behandling af deres største eksportvare, palmeolie. Den har EU hidtil brugt i stor stil – ikke så meget til madlavning – men som energi. Men nu har Ursulas embedsmænd sagt, at indonesiske palmetræer producerer for meget CO2. Og det kan EU ikke have, så vi skærer ned på importen og lægger told på.

Hans Hartwig Seedorf sang, at ”Vi har retten til at drømme, at vi lever, når det lykkes os at leve i en drøm”. EU’s stormagtsdrømme blev udstillet på COP25 konferencen i Madrid. Ingen lande, mindst af alt de to folkerigeste i verden, Kina og Indien, har den ringeste hensigt om at opfylde Paris-klimaaftalen. COP25 kunne ikke engang blive enige om en rapportering om, hvordan underskriver-landene rent faktisk implementerede deres højtidelige forpligtelser.

COP25 var et show til ære for Greta Thunberg og de klimabesatte unge aktivister, mens Ursulas show var til ære for De Grønne i Europarlamentet, som efter valget i år udgør 10% af EU-parlamentarikerne, som var med til at give hende posten som kommissionsformand, og som med deres forslag om at give 180 mio. såkaldte klimaflygtninge tysk pas har demonstreret, at de står med begge ben plantet solidt i den frie luft.

Ursula har ret til at drømme om en European Green Deal og bygge grønne luftkasteller. Om det lykkes hende at leve i drømmen, vil fremtiden vise. Det store spørgsmål er, om borgerne i Chile, landmændene i Holland og Tyskland Berlin samt industrivirksomheder og deres ansatte, som begynder at mærke klimahysteriet og politikerne leflen for aktivistiske klimafundamentalister på deres krop, bliver ved med at gøre gode miner til slet spil.