Klumme: Danmarks grønne omstilling er et fatamorgana


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

I 2019 var klima et af valgkampens hedeste emner. Partierne kappedes om at være det mest klimavenlige og klimaet erobrede den politiske dagsorden, som straks blev hijacket af en uskøn blanding af udspekulerede politikere, lobbyister og miljøaktivister samt kyniske, benhårde industriinteresser. De har kastet hele deres retoriske energi ind på at missionere for en gigantisk CO2-reduktion, som skal sikre de grønne virksomheder omfattende statsstøtte og samtidig skabe ”good feeling” hos vælgerne.

Landets socialdemokratiske klimaminister, Dan Jørgensen, har i 2019 åbent erkendt, at han ikke ved, hvordan man kan indfri de ambitiøse klimamål i regeringens forståelsespapir. Det ved klimaministeren stadigvæk ikke her i marts 2021, men det giver ham ikke søvnløse nætter, for ministeren ved, at danske vælgere måler politikerne på det, de siger og lover, og ikke på det, de gør og leverer.

Socialdemokratiet taler gerne klimasagens vigtighed, men med de Gule Veste in mente vil partiet nødigt genere nogen eller gennemføre kontroversielle tiltag. Partiets tilgang til den grønne omstilling er derfor temmelig fodslæbende. Måling efter måling viser nemlig, at vælgerne afviser afgifter, der rammer dem selv på pengepungen. Eftersom vælgerne beder politikere om at blæse og have mel i munden, er resultatet forudsigeligt. Regeringen bedyrer, at klimamålene står ved magt, men vil ikke gøre, hvad der skal til, for at de realiseres. Og derfor har politiske iagttagere for længst afskrevet klimasagen som et overfladisk fatamorgana. For virkeligheden er den, at de danske klimatosser efterspurgte følelsen af grøn omstilling, men er ikke villige til at betale prisen. De er enige i de flotte overordnede klimamålsætninger, så længe klimakampen ikke koster noget.

Eftersom den grønne omstilling ikke må gøre ondt, styres klimapolitikken ikke af markedet, men planøkonomiske klimaløsninger. Dette på trods af, at der findes solid videnskabelig evidens for, at et marked uden politisk indblanding skaber mere innovation, idet virksomheder belønnes for hurtig implementering af ressourcebesparende teknologi.

En ensartet klimaafgift, som følger princippet om, at ”forureneren betaler”, er helt klart den samfundsmæssigt billigste løsning. Den har regeringen imidlertid fravalgt, da den ville betyde et regulært blodbad i flere brancher. Fælles for regeringens planøkonomiske tiltag er derfor, at de skal fremmes gennem tilskud, som lægger omkostningerne til den grønne omstilling over på skatteyderne.

I regeringens argumentation tegnes oftere og oftere et skræmmebillede af, at den grønne omstilling skaber ulighed, social ubalance og arbejdsløshed. Eksperter mener også, at med en ensartet CO2-afgift vil hver fjerde fuldtidsarbejdsplads i landbruget og hver tiende i fødevareindustrien være forsvundet i 2030. Det kan derfor ikke undre, at den nye fødevareminister, Rasmus Prehn (S), har droppet fremlæggelse af klimaplanen for landbruget. Efter forløbet om aflivning af mink har Socialdemokratiet konkluderet, at der ikke er brug for at tirre landbruget unødigt og komme i konflikt med vælgergrupper i provinsen.

Regeringens politik inden for grøn omstilling tiltrækker voldsom lobbyvirksomhed fra virksomheder og organisationer, som vil have politikerne til at satse netop på deres foretrukne løsning. Der går ikke en dag uden, at der i lobbyisternes hovedorgan, Børsen, missioneres for den grønne omstilling. Men klimaløsninger, der virker, er ikke lige om hjørnet. Kernekraft er en kendt og økonomisk konkurrencedygtig teknologi, men det taler man ikke højt om i dannede klimakredse. Klimatossernes afvisning af CO2-afgifter vil betyde, at der i de kommende år bliver spildt milliarder af kroner på uovervejede og ineffektive klimaløsninger, som vil ramme økonomien, forbrugerne og erhvervslivet hårdere end de afgifter, man nu afviser.

I marts 2021 – næsten to år efter at den grønne dagsorden blev lanceret – har Klimarådet i sin årlige statusrapport for Danmarks klimapolitik skarpt kritiseret regeringens klimaindsats. Klimarådet fremhæver bl.a., at der fortsat mangler en klar plan for, hvordan Danmark skal nå målsætningen om at reducere 70 pct. af den danske CO2-udledning i 2030. Mens Danmark således er langtfra i mål med den grønne omstilling, foregår der på alle niveauer i samfundet massiv greenwashing, hvilket betyder, at virksomhederne pynter sig med lånte fjer og foregiver at være grønne virksomheder, selvom de reelt ikke er det.

En hurtig gennemgang af mediernes beretninger fra klimafronten de sidste 3-4 måneder viser, hvor grelt det står til med den grønne omstilling.

Mens danskerne lokkes til at købe elbiler for at redde klimaet, viser en undersøgelse, som den tyske ingeniørforening Verein Deutscher Ingenieure (VDI) står bag, at biler med forbrændingsmotor er et klimavenligere valg, idet batterierne fremstilles i lande, der stadig har stor afhængighed af elektricitet produceret ved brug af kul.

I rederibranchen har Scandlines droppet ambitioner om fossilfri færger. Ifølge selskabets ledelse er det svært økonomisk at forsvare et skifte til et alternativt brændstof, hvis man skal smide penge efter det hver dag. Der er lang vej igen i forhold til at have produktion i en skala, hvor de alternative, flydende brændstoffer er tilgængelige på markedet til en konkurrencedygtig pris.

Også på andre områder vinder realismen over de grønne ambitioner. Mens Danmark har sat sig for at være et grønt foregangsland med et ambitiøst 2030-mål, valgte regeringen at sige god for en ny 115 km lang gasledning til 792 mio. kr., som fra 2024 vil forsyne Lolland og Falster med en overvejende stor andel sort, fossil naturgas. ”Det handler simpelthen om at sikre arbejdspladser”, har klimaminister Dan Jørgensen (S) fortalt Børsen.

Af klimadebatten kunne man tro, at vi næsten er i mål med den grønne omstilling. Men ifølge Olie Gas Danmark er virkeligheden den, at Danmark har brug for olie og gas de næste mange år. P.t. strømmer russisk gas ind i Danmark, fordi der midlertidigt er sat stop for mere end 90 pct. af den naturgas, der løber til Danmark fra felterne i Nordsøen. Danmark får i dag dækket godt halvdelen af sit energiforbrug af olie og gas. Det ser ikke meget anderledes ud i 2030. Hvis Danmark ikke selv producerer olie og gas, kommer vi til at importere det – præcis som eksemplet med den russiske gas.

Mange brancher bestemmer selv, hvad der skal kaldes ”bæredygtigt”. Den nordiske e-handelsplatform for mode Boozt sælger næsten 6000 varer, de klassificerer som “bæredygtig fashion”. “Det er os, der bestemmer, hvad der kaldes bæredygtigt for nuværende. Vi ville elske, at der kom en standard for, hvad der klassificeres som ansvarlig produktion. Men det er et lovløst land i øjeblikket, fortæller Anders Enevoldsen, direktør for forretningsudvikling og kommunikation, Boozt.

Det siger sig selv, at klimamålet om en 70 pct’s CO2-reduktion ikke kan nås uden at virksomhederne kan måle CO2-udledning, men det gør de ikke i dag, selv om der findes en standardiseret og pålidelig målemetode, Greenhouse Gas Protocol.  I en analyse fra sensommeren 2020 blev det slået fast af KPMG og FSR – danske revisorer, at kun 3 pct. af de største danske virksomheder aktivt bruger protokollens principper til at opgøre deres CO2-udledning.

I februar 2021 nåede et bredt politisk flertal til enighed om grundlaget for den kunstige energiø i Nordsøen, der skal danne ramme om op mod 10 gigawatt (GW) havvind. Ørsted, der ikke kan mistænkes for at være skeptisk over for vindenergi, har advaret imod den slags projekter og frygter, at det bliver ”havvindens IC4-sag”. Det samme gælder politikernes andet projekt med det smarte og moderigtige betegnelse Power-to-X, hvor den overskydende strøm fra vindmøller skal bruges til at producere brint og syntetisk brændstof. Power-to-X-teknologien er udviklet i 1920’erne, men blev aldrig konkurrencedygtig. Ifølge eksperter er det ekstrem svært at skalere de to projekter op til industriel skala og sikre en fornuftig økonomi.

Store danske virksomheder som Telia, Danske Bank, Nestlé, Novo Nordisk, Toms, Coloplast og Carlsberg greenwasher deres regnskaber ved at købe såkaldte grønne certifikater, som ingen effekt har. Formålet er at promovere sig med, at virksomhederne bruger vedvarende energi for at støtte den grønne omstilling. I virkeligheden kommer der ikke mere vedvarende energi, og der bliver ikke udledt mindre CO2, fordi virksomhederne køber de grønne certifikater. Virksomhederne bruger certifikaterne til at kalde sig grønne, selvom de ikke er det.

I finanssektoren erklærer Danske Bank og Nordea deres støtte til Paris-aftalen, men samtidig investerer de fortsat milliarder i fossile selskaber. Siden Paris-aftalen blev vedtaget i 2015, har Nordea postet mindst 103 mia. kr. i fossile selskaber, mens Danske Bank er involveret med i hvert fald 65 mia. kr.

I pensionsbranchen vælter det ind med grønne pensionsprodukter. Der mangler dog transparens og sammenlignelighed ved produkterne, hvilket betyder, at både rådgivere og forbrugere har svært ved at se, om produkterne efterlever kriterierne for bæredygtighed.

Den grønne omstilling blandt landets små og mellemstore virksomheder er en by i Rusland. En nylig undersøgelse af virksomhederne i SMV-segmentet viser, at de ikke markedsfører sig på den grønne dagsorden. Stik imod hvad medierne fortæller oplever virksomhederne ikke pres fra slutbrugerne i forhold til bæredygtighed. Kunderne vil ikke betale mere for et bæredygtigt produkt. Virksomhederne får dermed ikke en gevinst ud af at tilbyde klimavenlige og bæredygtige produkter og services. Flere kunder vælger faktisk bæredygtige produkter fra, hvis der findes billigere produkter, der ikke er ”grønne”. Virksomhederne fortæller i den forbindelse, at de selv bestemmer, hvad der er bæredygtigt, da der ikke findes standarder, man kan måle sig op imod. Og mens man i medierne kan læse, at der på flere arbejdspladser er en forventning hos medarbejderne om, at deres virksomhed har en bæredygtighedsstrategi, siger SMV’erne, at de ikke oplever pres fra nuværende medarbejdere på CSR- eller klimaagendaen.

Da S-regeringen oven på Klimarådets rapport havnede i et politisk stormvejr, gik socialdemokratiske politikere i gang med at kolportere en fortælling om ”regeringens grønne førertrøje” med henvisning til, at amerikanske forskere havde kåret Danmark som verdensførende i grøn omstilling. Men opgørelsen ”The 2020 Environmental Performance Index (EPI)”, som den hedder, er mere end et halvt år gammel og baserer sig på tal fra før regeringens indtog. EPI siger med andre ord ikke noget om Danmarks fremtidige klimapolitik, kun om, hvordan udviklingen på klimaparametre har været de seneste år. ”Vi kan være stolte, når vores politik kaldes den grønneste i verden”, skrev Dan Jørgensen på Twitter og tog dermed æren for den indsats, andre regeringer havde gjort i perioden 2008-2017.

Formålet med Danmarks ambitiøse klimamål er ikke at redde klimaet, idet alle er enige om, at den danske reduktions effekt på klimaet er uden betydning. Nej, formålet med 70-procentmålsætningen er at blive et foregangs- og inspirationsland på klimaområdet. I den oppustede danske selvforståelse er danskerne nemlig Guds udvalgte grønne folk. Danskerne lever i deres helt egen dansk boble, hvor man tror, at det, Danmark gør og siger, har stor betydning. Selv om det danske CO2-udslip kun udgør en promille af det globale CO2-udslip, mener man i Danmark, at ved at agere som et foregangsland, som alle lytter til andægtigt og med beundring, vil den danske klimapolitik sprede sig over hele verden.

Med den her beslutning sætter vi rammerne for et afgørende fyrtårnsprojekt i den grønne omstilling. Ikke kun for Danmark, men også for Europa og resten af verden. I dag har vi taget et stort skridt fra vision til virkelighed. Jeg er glad for, at vi er så mange partier, der tager det skridt sammen”, skrev klimaminister Dan Jørgensen (S) i sin kommentar, da energiø-projektet blev lanceret.

Når et politisk flertal i Folketinget vælger at pumpe milliarder ind i energiøer, Power-to-X og lignende fantasiprojekter, skyldes det politikernes opblæste ego og sygelige trang til at gennemføre tiltag, der giver medieomtale og placerer Danmark som et foregangsland i verden, uanset hvor risikobetonet det måtte være og uanset hvor meget det måtte koste, for det er jo skatteyderne, der betaler.

Status på klimaområdet her i starten af 2021 er, at Danmarks klimapolitik ikke styres af markedet, men af opblæste politikere og dyre, planøkonomiske klimatiltag, hvor S-regeringen i stedet for at give incitamenter til at udvikle nye løsninger og teknologier udvælger eksisterende løsninger og teknologier, som skal subsidieres af skatteyderne. Der er i Danmark gået politisk prestige i at være først og reducere mest, og derfor ser man bort fra sund fornuft og omkostningerne.