Klumme: Danmarks ubegavede indvandringspolitik

Mens kloge lande går målrettet efter højtkvalificerede og topmotiverede indvandrere, importerer Danmark fattige muslimske analfabeter, lykkeriddere og sociale nassere, som på alle punkter er inkompatible med et moderne vestligt samfund som det danske. Derfor bliver det muslimske mindretal aldrig en gevinst for det danske samfund.

Danske politikere siger et, men gør noget andet

Danske politikere bilder befolkningen ind, at de gerne vil lukke af for indvandrere, der belaster det danske samfund. I det virkelige liv lukker Danmark døren for udenlandske talenter og tiltrækker i stedet udlændinge, som hverken har vilje eller evne til at bidrage og blive en del af fællesskabet.

Der går ikke en dag uden at medierne beretter om udfordringer med muslimske indvandrere. Enten er det i form af et gennemført eller afværget terrorangreb, manglende integration, massevoldtægter, vold, bandekriminalitet eller økonomisk udnyttelse af velfærdssamfundet.

Listen er lang. Samtidig florerer medierne med historier om, hvor vanskeligt det er for danske statsborgere at vende hjem fra udlandet med en udenlandsk partner. En af de nylige historier fortalte om en hjemvendt astrofysiker, hvis højtuddannede amerikanske hustru fik afslag på ophold i Danmark.

Vinderlande importerer overskudsindvandrere

Højtuddannede, velkvalificerede, topmotiverede og tilpasningsdygtige indvandrere bidrager til, at produktionen og bnp kan vokse. De er også en gevinst for statskassen, fordi de betaler skatter og ikke trækker på velfærdssystemet. USA, Canada og Australien er blevet rige nationer, fordi flittige og kompetente indvandrere medbragte færdigheder og teknologier, som ikke var der i forvejen. I USA, Canada og Australien betyder den omhyggelige screeningsproces, at landene kun modtager supermotiverede indvandrere, som allerede inden deres ankomst er bevidst om nødvendigheden af at tilpasse sig de lokale forhold. Det er derfor indvandrere selv, og ikke det offentlige, som det er tilfældet i Danmark, der er drivkraften bag integrationen.

USA modtager højtuddannede og talentfulde mennesker som f. eks. jødiske computerprogrammører, der har været med til at skabe en blomstrende it-industri. Blandt de kendte jødiske it-folk er Larry Page og Sergey Brin (stiftere af Google), Mark Zuckerberg (stifter af Facebook), Sandy Lerner (stifter af Cisco), Steven Kirch (stifter af Infoseek), Irwin Jacobs (stifter af Qualcomm), Michael Dell (stifter af Dell Computer), Benjamin Rosen (medstifter af Compaq), Steve Ballmer (tidligere CEO for Microsoft), Andrew Grove (tidligere CEO for Intel), Lawrence Ellison (CEO for Oracle), Terry Semel (tidligere CEO for Yahoo) og mange andre. I Silicon Valley har 75 pct. af computereksperterne i aldersgruppen 25-44 udenlandsk baggrund. Mere end 50 pct. af amerikanske unicorns (teknologivirksomheder med en værdi af over 1 mia. dollar) har mindst én medstifter med udenlandsk baggrund.

I vinderlandene er selvforsørgelse et krav

USA, Canada og Australien er gode til at integrere flygtninge og indvandrere på en måde, som i dansk optik virker barsk. Modellen kaldes ”float or sink”. Man bliver tvunget til at tage et job, og hvis man kan klare sig på arbejdsmarkedet, bliver man integreret. Flygtninge og indvandrere har adgang til mange jobs til lavere lønninger, for der står ikke nogen 3F i vejen for, at man kan komme i arbejde til 20-40 kr. i timen.

Ofte er det nødvendigt at have to eller tre lavtlønnede job for at overleve. De flygtninge, der kommer til USA, får at vide, at de selv har ansvar for deres økonomiske og sociale overlevelse og integration, og at de har pligt til at blive selvforsørgende hurtigst muligt. Søger de om familiesammenføring, skal de selv forsørge den familie, de bringer til USA. I Canada viser statistikken, at efter 5-10 år bliver flygtninge ydere i stedet for nydere. Indvandrere i Canada tvinges til at være selvforsørgende, og magter de ikke det, går de til bunds eller tvinges til at rejse ud af landet. Der er mange indvandrere, der forlader Canada, fordi de ikke kan klare sig.

I USA, Canada og Australien er der ingen særbehandling af religiøse hensyn, og offentlige skoler, institutioner og arbejdspladser må ikke bruges til at missionere for islam. Det er også bemærkelsesværdigt, at de integrationsvillige overskudsindvandrere ikke føler trang til at skille sig ud med religiøs påklædning eller påtvinge værtssamfundene egne sociale normer eller spisevaner. Indvandrerne vil med andre ord ikke ændre værtssamfundene, men gøre dem rigere.

Taberlande importerer underskudsindvandrere

Til forskel fra kloge lande som USA, Canada eller Australien, som importerer overskudsindvandrere, har Danmark valgt at importere fattige muslimske analfabeter fra Mellemøsten og Afrika, der søger en bedre levestandard i det danske samfund, som de hverken forstår eller ønsker at høre hjemme i. Den magtfulde integrationsindustri omfavner muslimske migranter og flygtninge kærligt og pakker dem ind i velfærds-vat fra dag 1.

Hærskarer af hjælpere, socialrådgivere, psykologer, støttepædagoger, tolke mv. overtager ansvaret for indvandrernes liv, institutionaliserer dem, tvinger dem ind i velfærdssamfundets pølsemaskine, forvandler dem til sociale klienter og fastholder dem i passiv forsørgelse. Integration, som i de kloge vinderlande bygger på selvinitiativ og civilsamfundet, er i Danmark blevet en kæmpe offentlig pengemaskine, som koster statskassen et trecifret milliardbeløb om året.

Den massive muslimske indvandring sker ikke ud fra en vurdering af de kompetencer, som Danmark har brug for. I Danmark betragtes screening og selektiv udvælgelse af indvandrere nemlig som ekstrem kontroversiel, fordi det strider mod den danske anti-elitære natur og lighedstankegang at udvælge indvandrere på grund af deres oprindelse, kvalifikationer, motivation og forudsætninger for at kunne bidrage.

Denne tilgang har medført, at Danmark har fået et proletariat af ca. 300.000 muslimske analfabeter og halvanalfabeter med en uoverstigelig kulturbarriere og uden faglige ressourcer og kompetencer, der kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked.

Selv et lavere antal asylansøgere forøger parallelsamfund

På Christiansborg glæder man sig over, at ”blot” 2.750 personer søgte asyl i Danmark i 2017 mod 7.493 året før. Teknisk set er det ikke forkert, men 2.750 er kun et lavt tal, hvis man sammenholder det med perioder med meget høj tilstrømning. Generelt er mønstret, at der sker en konstant tilstrømning på nogle tusinde årligt via asylsystemet.

Dette tal fordobles, når de, der får opholdstilladelse, efterfølgende søger familiesammenføring. En sådan udvikling er der en præcedens for. De tyrkiske gæstearbejdere, der blev i Danmark efter 1973, har fået familiesammenføring med koner, børn og andre familiemedlemmer. Mændene var typisk på dagpenge og konerne kom på kontanthjælp og førtidspension. Siden hentede deres børn en ægtefælle i hjemlandet, og det gjorde deres børn også. Hvad familiesammenføringen har betydet for antallet af de tyrkiske indvandrere har Danmarks Statistik beregnet. Pr. 1. jan. 2017 var der mindst 62.000 personer i Danmark med tyrkisk baggrund. De udspringer af knap 6.000 tyrkiske statsborgere i Danmark i 1973.

Den perspektivløse import af muslimske analfabeter fortsætter

Mens der på globalt plan konkurreres om at tiltrække de bedste og dygtigste ingeniører, computereksperter, forskere og videnskabsfolk, vokser antallet af muslimske underskudsindvandrere i Danmark støt og roligt. Det anerkendte PEW Research Center har i en analyse fremskrevet den muslimske befolkningsandel i Danmark i 2050 ved forskellige scenarier.

Hvis vi stopper al muslimsk indvandring nu, vil muslimerne i 2050 udgøre 7,6 pct. Uden et paradigmeskift risikerer vi enten 11,9 eller 16,0 – afhængigt af presset mod Danmark. Underskudsindvandrerne er en værdifuld ressource, mener den politisk korrekte magtelite. En berigelse eller en byrde, spørger DF. Det er vist nok et retorisk spørgsmål.