Danmarks uhelbredeligt syge sundhedsvæsen (2021)

I det socialistiske Danmark går den fremherskende betontænkning ud på, at kun offentligt ansatte og offentlige institutioner kan varetage velfærdsydelser på forsvarlig vis. Den offentlige sundhedssektor drives derfor som socialistisk monopol-økonomi. Det virkede imidlertid ikke før 1989 i DDR og resten af Østblokken, og det kommer heller aldrig til at virke i Danmark, uanset om man ansatte tusinder af ekstra sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, sosu-assistenter og andet sundhedspersonale. Og derfor er de mindrebemidlede danskere på B-holdet dømt til at leve med et skrabet sygehusvæsen og discount-sundhedsydelser.

Hvad enten et monopol er privat eller offentligt, ser man den samme tendens: Den vare eller tjenesteydelse, monopolet leverer, bliver unødvendigt dyr. Og kvaliteten af det, der leveres, bliver stadigt ringere. Monopolisten kan være fuldkommen ligeglad med, hvad forbrugerne mener. De har jo ikke andre steder at gå hen, og er derfor nødt til at finde sig i den lave kvalitet til den høje pris. Selv om de offentlige monopoler skader forbrugerne, er flertallet af danske vælgere, uanset politisk observans, enige om, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af sundhedsydelser. Og derfor har ingen partier i Danmark afvikling af sundhedsvæsenets offentlige monopol på programmet.

Selv om regionerne bruger skatteydernes penge, har de vigtigere hensyn at tage end hensynet til patienterne og skatteyderne. Da de selv er sygehusejer, har de en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på private hospitaler og klinikker. Af ideologiske årsager forhindrer regionerne derfor en udvikling, hvor de får konkurrence. Og eftersom regionerne har monopol på viden om, hvordan sundhedsvæsenet fungerer, er der ingen, der kan modsige dem, når de påstår, at tingene ikke kan gøres anderledes, at ressourcerne ikke kan udnyttes bedre, og at ydelserne ikke kan innoveres, men at der tværtimod er brug for flere penge og ansatte. Regionerne har med andre ord bildt vælgerne og politikerne ind, at Danmark er det eneste land i verden, hvor sygehusvæsenet ikke kan effektiviseres.

Det eneste regionerne kan acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Regionernes kulturelle forståelse er nemlig, at innovation ikke handler om at gøre tingene billigere, men dyrere. Og derfor har regionerne meget lidt incitament til radikal innovation. Danske sundhedsydelser er derfor dømt til at blive stadig dyrere, men ikke bedre. Hvert år skal der sendes flere penge for at sundhedssektoren blot kan levere de samme skrabede sundhedsydelser.

Borgerne i Danmark skal opleve en endnu bedre og mere sammenhængende offentlig service”, skrev Lars Løkke om sin strukturreform. Især det sidste er ikke sket. Der mangler stadig sammenhæng for borgerne – særligt inden for sundhedsområdet. 66 pct. af danskerne mener ikke, at de forskellige dele af sundhedsvæsenet hænger godt nok sammen, og mange oplever at blive tabt i systemet, f.eks. når de bliver udskrevet fra hospitalet, men stadig ikke er raske. Der mangler sammenhæng i behandlingen mellem praktiserende læge, sygehus og kommunen. 45 pct. af de danskere, der har oplevet et tværgående forløb, oplyser, at de har oplevet manglende koordination eller sammenhæng. Mere end hver fjerde giver samarbejdet bundkarakter, nemlig fra 0-3 på 10-punktskalaen. Det er også tankevækkende, at over halvdelen af de danske læger og sygeplejersker ikke forventer, at de vil opleve et optimalt samarbejde mellem sygehusets afdelinger, hvis de selv skulle blive indlagt. Deres forventninger til samarbejdet er dermed lavere end befolkningens.

På hospitalerne er der en høj grad af faglig stolthed og ansvarlighed inden for hver enkelt faggruppe, men der mangler en rød tråd, der binder fagligheden sammen. Patienter udspørges om de samme ting igen og igen vedrørende medicin, sygdomsforløb osv. af læger og sygeplejersker (og her tænkes ikke på, at man konstant skal identificere sig via cpr-nr.). Man får også planer, som indebærer fysioterapi, men planen følges ikke, og man får ikke at vide hvorfor. Der tages fortsat blodprøver, selv om man har fået at vide, at det, man skal have taget blodprøverne for, er afklaret. Hjemsendelsen sker ofte abrupt og uden fyldestgørende information om væskeindtagelse. Selv om fagligheden er stor på hospitalerne, mangler der en rød tråd, som sikrer konsistens mellem, hvad der meldes ud til patienten af forskellige afdelinger og faggrupper. Som har rationalitet og proportionalitet mellem anvendte mål og midler for øje. Og som sørger for præcis information til patient og pårørende.

Uligheden gennemsyrer det danske sundhedsvæsen fra vugge til grav ifølge en stor rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. Danmark ligger i bunden, når det gælder social ulighed på sundhedsområdet. Det danske sundhedsvæsen halter bagefter i Nordeuropa, og sundhed samt levealderen i Danmark hænger tæt sammen med længden af uddannelse og indkomst. Et spædbørns chancer for et sundt og godt liv afhænger af, hvor det fødes, og hvad forældrenes baggrund er. Der mangler en ensartet, høj kvalitet i de sundhedsopgaver, kommunerne løfter. Patienterne har ikke sikkerhed for, at det ikke er deres postnummer, der afgør kvaliteten af det tilbud, de får fra kommunen. Og borgere, også de mest sårbare og de, der bor i tyndt befolkede områder, tilbydes ikke den specialiserede lægehjælp, som de har brug for.

Patienter får, alt afhængigt af hvad de fejler, forskellig behandling og opmærksomhed i det danske sundhedssystem. Det skulle ellers være ens og lige for alle. Sundhedsvæsen og politikere mangler grundlag for at foretage en løbende prioritering af udgifterne til det primære sundhedsvæsen. Det betyder øget spillerum for stærke patientforeninger på bekostning af en gennemtænkt og retfærdig fordeling af ressourcerne. Der er patientgrupper, som der ikke er nogen særlig indsats overfor, og der er mange oversete lidelser i sundhedsvæsenet. Der er en uretfærdig og skjult prioritering. Når én patienttype prioriteres af politikerne og får flere penge, så må andre patienter samle regningen op, da ressourcerne jo er begrænsede.

Ifølge danske medier er sundhedsudgifterne eksploderet, men virkeligheden tegner et helt andet billede. Ifølge tal fra OECD var væksten i de danske sundhedsudgifter pr. borger på 1,4 pct. årligt i snit i årene 2013-2017 og dermed lavere end i de lande, vi typisk sammenligner os med. I Norge var væksten 2,7 pct. årligt. Også svenskerne og tyskerne har haft større vækst. Mange lande ligger endnu højere. I alle aldersgrupper er Danmark langt fra verdensklasse. Sundhedsvæsenet er siden 2000 tilført mange milliarder kr., så Danmark i dag har verdens 7. højeste udgifter til sundhedsvæsenet. Vi er nr. 7, når det gælder udgifter til sundhedsvæsenet, men langt nede på listen, når det gælder sundhedsvæsenets resultater.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Manglende nysgerrighed eller fake forskning?

År efter år skriver medierne om personalemangel i sygehusvæsenet. Patienter må se deres planlagte operationer aflyst med det resultat, at behandlingen af borgerne bliver dårligere og dårligere. I 2019 har 60 pct. af de 1.823 overlæger, der har deltaget i en undersøgelse, svaret, at de jævnligt er nødt til at aflyse planlagte operationer, behandlinger og konsultationer, fordi der mangler personale. Af dem fortalte næsten halvdelen, at det sker hver uge. 80 pct. af dem vurderede, at det var gået ud over kvaliteten af behandlingen.

Ifølge en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) bor 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, i lægedækningstruede områder. Et lægedækningstruet område betyder, at der er problemer med at sikre praktiserende speciallæger til alle borgere. Analysen lægger også vægt på, at manglen på praktiserende speciallæger nu også er stor i nogle af landets største byer. Samtidig er der også mangel på sosu-assistenter, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, jordemødre, lægesekretærer mv. – ingen faggruppe kan stå alene.

De elendige forhold i sygehusvæsenet betyder, at sygeplejersker i tusindvis forlader faget og dropper job på sygehusene, der står tilbage med mange ubesatte stillinger og tvinges til at lukke senge ned og parkere stadig flere patienter på ventelister. Over 5.000 sygeplejersker (svarende til 11 pct. af de beskæftigede sygeplejersker) bestrider i dag job uden for faget, og flugten væk fra sundhedsvæsenet har taget yderligere fart på det seneste efter den forgæves strejke hen over sommeren 2021. I øjeblikket forlader mange sygeplejersker deres job i Danmark og rejser op til sygehuse i Norge, hvor de får betalt fly, høj løn og gratis logi. Manglen på nøglemedarbejdere tvinger nu et af landets største hospitaler til at betale læger for at udføre opgaver, der normalt ligger hos sygeplejersker – til en tårnhøj overtidsbetaling.

Mens der er en udpræget mangel på såkaldte ”varme hænder”, viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at antallet af ”kolde hænder” – det administrative personale i sundhedsvæsenet – er vokset med 29 pct., fra 6.832 fuldtidsbeskæftigede i 2007 til 8.784 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Det er især antallet af akademikere og chefer, der er steget i perioden. Antallet af administrative akademikere er i regionerne vokset med hele 137 pct. siden 2007, mens antallet af chefer er vokset med 33 pct.

De danske sygehuse er nedsparede, overadministrerede og samspilsramte. Hver gang nogen kigger sygehusdriften efter i sømmene, så åbenbares et grimt billede af inkompetent driftsledelse, hvor kapitalapparat og personale slet ikke udnyttes optimalt. Travlhed og stort arbejdspres på de danske hospitaler er ikke overraskende direkte medvirkende til, at patienter mister livet. Det har hospitalsansatte læger fortalt i en større rundspørge foretaget af Berlingske.

Patienter på flere af hovedstadens store hospitaler behandles i bygninger, der nærmest er ved at falde fra hinanden og er i så ringe tilstand, at det går ud over behandlingen og påvirker patientsikkerheden. På to af regionens flagskibe, Rigshospitalet og Herlev Hospital, er bygninger og anlæg så nedslidte, at der jævnligt opstår nedbrud og driftsstop i f.eks. elevatorer, som er helt centrale for driften af hospitalerne, samt svigt i systemer, der bl.a. forsyner patienterne med ilt. Hospitalerne i hovedstadsområdet har også problemer med vandrør, der springer og giver risiko for skimmelsvamp. Ventilationsanlæggene er nedslidte og giver et dårligt indeklima for patienter og personale. Ligeledes kæmper hospitalerne med utætte og stoppede afløb, stort vandspild, dryppende haner, gamle toiletter og i det hele taget ”udtjent sanitet”, som giver store hygiejneproblemer og ”fare for smittespredning” samt gør det svært at gøre ordentligt rent.

IT-systemerne i sundhedsvæsenet virker ikke og der er en hovedløs mangel på prioritering. Der udføres langt flere besøg, tjek og kontroller i dag end i 2009, fordi mere udføres ambulant, og fordi de ansatte har for travlt til grundige undersøgelser. Eller fordi dem højere oppe i hierarkiet bruger de mange tjek til at snyde systemet, så afdelingen når deres produktivitetsmål. For når statistikken siger, at der er flere ”patientkontakter”, fremstilles dette som et tegn på et effektivt sygehusvæsen. Patienterne oplever imidlertid en anden virkelighed. Ved mange ”patientkontakter” får man to minutter med en læge, der konstaterer, at man kan sit cpr-nr., og sender én ud for at få en tid om nogle uger. Så er ventetidsreglerne overholdt. Og man får 7,5 pct. flere ”patientkontakter”. Man ”sminker” statistikkerne ved at indkalde patienter til ”patientkontakter”, der stort set er overflødige, og man spilder dermed medarbejdernes tid. Men patienternes tid er ”gratis”. Hvis man brokker sig, er man bare forkælet, synes nogle at mene. Men meget få patienter klager. De opgiver.

Arbejdstilrettelæggelsen på sygehusene halter, personalet udnyttes ikke godt nok og det kniber også med det såkaldte LEON-princip (laveste effektive omkostningsniveau), der betyder, at man skal anvende det lavest uddannede, men fuldt kvalificerede personale. Konkret kunne radiografer og radiologer udføre flere opgaver og frisætte lægelige ressourcer, men det gør de ikke. Kræftafdelingerne på regionernes sygehuse lider under såkaldt “overlægeinflation”, idet 45-58 pct. af lægerne er overlæger, mens overlægeandelen på sammenlignelige udenlandske sygehuse er nede på 20-31 pct.

Kostbart udstyr som scannerne, strålekanoner og andet avanceret apparatur, som ikke mindst er indkøbt til at styrke kræftbehandlingen, står ubrugte hen på sygehusene i store dele af døgnet – selv om der er patienter, der står i kø og har behov for at blive undersøgt og behandlet. Årsagen er bl.a., at der mangler specialister til at benytte apparaturet, og at kapaciteten generelt udnyttes for dårligt. Desuden er der store forskelle mellem kræftafdelingerne på, hvor mange timer apparaturet er i brug, og hvor mange patienter de er i stand til at tage sig af.

Digitaliseringen på danske sygehuse er på alles læber og alle taler den op. Telemedicin, kunstig intelligens, personlig medicin og brug af big data skal være hverdagen. Håbet er at kunne frigøre hænder, spare tid og sikre langt bedre behandlinger for den enkelte. Men lægerne har ikke lært, hvordan de skal bruge big data og kunstig intelligens. De er ikke trænet i, hvordan man giver svære beskeder over telefonen, eller hvordan man diagnosticerer hudsygdomme og vurderer sårstatus over FaceTime. De ved ikke, hvordan de kan vurdere brugbarheden af de forskellige apps, wearables og dataprogrammer.

Under behandlingsgarantien har alle ret til behandling inden for 30 dage. Når ressourcerne ikke er uendelige, betyder det i praksis, at patienter med milde skavanker alt for ofte prioriteres foran patienter med svære, betydende lidelser. Ikke fordi de har mere brug for det. Men fordi de har ret til det. I sundhedsvæsenet behandles patienterne nemlig ikke ud fra en lægelig prioritering af, hvor der er mest gavn for patienterne, men efter hvem der har mest ret på papiret.

LÆS OGSÅ:  Myten om det liberale Danmark

Under behandlingsgarantien har alle patienter i Danmark ret til hurtig behandling enten på et offentligt hospital eller et privathospital, hvis ventetiden er for lang på et offentligt sygehus, men det offentlige fratager patienter deres behandlingsret. Det offentlige sygehusvæsen vil nemlig ikke, af politiske årsager, indgå de nødvendige samarbejdsaftaler, så patienterne kan henvises til privathospital med henblik på rettidig behandling.

Rettidig behandling er ikke ensbetydende med helbredende behandling. Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter skønner, at helt op imod hver femte procedure, test eller behandling er overflødig eller direkte skadelig, og at sundhedsvæsenet bruger formuer på medicin og behandlinger, der ikke virker eller ligefrem skader patienterne.

Bliver man som patient i det danske sundhedssystem udskrevet fra hospitalet med en genoptræningsplan i hånden, kan bopælen afgøre, om der går få dage eller flere uger, før træningen rent faktisk går i gang. Enkelte kommuner tager fat i borgeren allerede dagen efter udskrivning, i visse kommuner går der fire dage, mens borgere andre steder må vente i flere uger. Det er katastrofalt, hvis genoptræningen ikke bliver iværksat hurtigt. For en erhvervsaktiv kan det betyde, at man aldrig kan genvinde førligheden til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og for visse ældre kan det være forskellen på at vende tilbage til eget hjem eller komme på plejehjem.

I det danske sundhedsvæsen har man frit valg uden valgmuligheder. Med jævne mellemrum præsenterer de politiske partier udspil, der foreslår at udvide det frie valg, for valgfrihed giver jo tilfredse borgere. Men selvom der teoretisk er frit valg, er valgmulighederne begrænsede. Problemet med det frie valg i Danmark er, at kommunerne og regionerne har en særstilling på sundhedsområdet, som gør, at de reelt kan holde private aktører ude af markedet – også selv om de private aktører er bedre og billigere. Dette forklarer, hvorfor privathospitalernes markedsandel stadig udgør blot 1,25 pct. af markedet. På sundhedsområdet kan danske privathospitaler ifølge Cepos udføre standardiserede behandlinger til omtrent halvdelen af, hvad omkostningerne er i det offentlige. Alligevel lader regionerne privathospitalerne udføre kun 1,25 pct. af alle behandlinger.

Reelt frit valg kræver tre grundlæggende betingelser. Dels at der er noget at vælge imellem, hvilket kræver fair vilkår for private udbydere. Dels at borgerne kender til valgmulighederne, og dels at man økonomisk har mulighed for at vælge en anden sundhedsløsning end den offentlige. Disse tre betingelser opfyldes meget sjældent. Og i alle de tilfælde, hvor danskerne selv skal betale for at vælge det, som de synes er bedst, har de grundlæggende det store problem, at de skal betale to gange. Både for den offentlige løsning, som tilbydes for deres egne skattekroner, og den private, som de rent faktisk bruger. Det betyder en uretfærdig ulighed, da ikke alle har råd til at betale dobbelt.

Uværdig overbelægning på danske sygehuse er en gammel traver. Udbredt overbelægning fortsætter med at plage patienter og personale trods klare politiske løfter. Ældre, skrøbelige patienter samt syge børn og kvinder er i store tal henvist til at ligge på gangene, på propfyldte stuer eller i skyllerum, hvor de behandles og passes af fortravlede medarbejdere, som har svært ved at nå alle deres opgaver og risikerer at begå fatale fejl. Myndighederne er i 2017 begyndt at fifle med belægningstal. I deres målinger ændrer de på definitionen på overbelægning, hvilket får problemerne til at fremstå mindre alvorlige.

Ældre, der er færdige med deres behandling, parkeres i en sygehusseng. Det er ikke alene et problem for de patienter, som ligger og venter på at komme hjem eller få anvist plejehjemsplads, men også for sygehusene, der har brug for sengene på de medicinske afdelinger. Ifølge de seneste opgørelser tilbringer flere tusinde patienter årligt tilsammen omkring 40.000 dage på hospitalerne, efter at de faktisk er blevet færdigbehandlet og erklæret raske. Det svarer til, at der hver eneste dag året rundt er 110 senge, der fyldt op med patienter, som ikke burde være der.

At Danmark er et dårligt land at dø i, fremgår af årsrapporten for 2018 fra Dansk Palliativ Database. Rapporten fastslår, at hver fjerde kræftpatient, der henvises til specialiseret lindrende indsats, må vente længere på at få hjælp end de 10 dage, der er målet. Samtidig fastslår rapporten, at mange kræftpatienter henvises meget sent i deres sygdomsforløb. Kvinder, der ramt af brystkræft, må vente for længe på den operation, som skal hjælpe dem til at blive helbredt for den frygtede sygdom, fordi behandlingen trækker i langdrag og overskrider tidsfristerne i de såkaldte kræftpakker. Hver femte døende kræftpatient med behov for specialiseret lindrende behandling og pleje når desværre at dø, inden hjælpen når frem. Det handler om cirka 2.000 døende, som ikke får den specialiserede hjælp.

Der er store forskelle på kvaliteten af kræftudredning blandt patienter, der ikke er henvist til en kræftpakke, alt efter hvor de bor i landet, viser ny rapport. Har lægen mistanke om, at patienten har kræft, men symptomerne er ikke tydelige nok til, at patienten kan blive henvist til en kræftpakke, så er det ikke lige meget, hvor i landet patienten bor. Omkring halvdelen af alle patienter, der senere viser sig at have kræft, bliver ikke henvist til kræftpakkerne, fordi de har symptomer, der er for vage eller uspecifikke til en henvisning.

De lange ventetider til operationer er en konstant plage. Det er i mange år gået hurtigere med at få patienter ind på operationsstuen, men i 2018 er ventetiden begyndt at stige. Mens ventetiden på en sygehusoperation var i 2007 på 60 dage, var den i 2017 faldet til 42 dage. Men i 2018 måtte patienterne vente 43 dage, og dermed er ventetiden steget for første gang i flere år. I fjerde kvartal af 2018 steg ventetiden fra 40 til 45 dage. Der er i øvrigt abnorme forskelle fra region til region på ventetider til en stribe operationer. I mange tilfælde kan forskellen være op til 100 eller 200 dage – og nogle gange endnu større.

Rekordmange alvorligt hjertepatienter får aflyst og udsat store livreddende operationer, fordi der er problemer med kapaciteten på landets største hjertecenter på Rigshospitalet. I nogle måneder er det helt op til mellem hver tredje og hver fjerde operation, der aflyses, og i 2017 var der i alt 308 patienter, som med kort varsel oplevede at få aflyst og udskudt store bypassoperationer, hvilket svarer til ca. 15 pct. af det samlede antal operationer på hjertecentret. Syge med hjertesvigt suser ind og ud af hospitalerne i hovedstadsområdet og sendes frem og tilbage mellem eget hjem og forskellige afdelinger, selv om det skaber utryghed og usikkerhed hos alvorligt syge patienter. Antallet af patienter med hjertesvigt, der må genindlægges akut, stiger derfor 30 dage efter at de er blevet udskrevet.

LÆS OGSÅ:  Myten om det korruptionsfrie Danmark

Danmark har fået et medicinsk prioriteringsråd, Medicinrådet, som kan nægte patienter ny medicin, der skønnes at være for dyrt i forhold til effekten. Formålet er at få dæmpet de hastigt voksende medicinudgifter, som presser økonomien i sundhedsvæsenet og har tvunget regionerne ud i flere sparerunder. Rådets fokus på økonomien overskygger ofte fagligheden og har i nogle tilfælde betydet, at nogle patienter ikke har fået adgang til en ny medicin, som ville have gavnet dem. I 2018 traf Patienterstatningen en afgørelse, der slår fast, at man kan sige nej til medicinsk behandling af dødstruede patienter, der lider af en sygdom, som er dyr at behandle. Det er stik imod velfærdssamfundets vision om, at der ikke kan sættes en maksimumpris på danskernes sundhed. Samtidig med, at patienter nægtes ny medicin, spildes der enorme mængder af eksisterende medicin for milliarder af kroner. Der er et massivt mørketal på dette område, idet man i Danmark mangler et samlet overblik over, hvad medicinspild koster, og hvad vi i stedet kunne få for pengene.

Uværdig behandling af psykisk syge mennesker i Danmark er et kapitel for sig. I takt med nedlæggelsen af de store psykiatriske hospitaler fra midten af sidste århundrede skete der en ”udskrivelse til lokalsamfundet”. Både behandling og omsorg forværres løbende, fordi adskillige tusinde sengepladser er nedlagt. Patienterne tilbydes bo-institutioner, som stadig forringes, egne boliger med for lidt støtte og stor ensomhed, eller de er helt faldet ud og hutler sig igennem som hjemløse på herberger, forsorgshjem eller for nogles vedkommende ligefrem på gaden. De har ofte et misbrug, høj selvmordshyppighed og en livslængde, som er 20 år kortere end andre. Nogle omtales i pressen på grund af voldelig kriminalitet, som ofte går ud over deres familie, naboer eller offentlige omsorgspersoner.

Halvdelen af arbejdstiden på landets psykiatriske akutmodtagelser bliver brugt på patienter med misbrugsproblemer, selv om det overordnede ansvar for behandlingen ligger et andet sted. Selv om psykiske sygdomme og misbrug bør behandles samtidigt, bliver den patient, der udskrives, kastebold mellem to systemer: misbrugsbehandling i kommunen og psykiatrisk behandling i regionen. Man har i årevis forsøgt at få de to systemer til at spille sammen, men uden resultat. I sidste ende går det ud over patienterne.

I Region Hovedstaden er der store problemer med 112-opkald. I de første 10 måneder af 2021 er cirka 7.000 borgeres 112-opkald ikke blevet besvaret rettidigt af regionens vagtcentral. I knap 600 tilfælde fra sommeren 2021 er opkaldet ikke blevet besvaret af vagtcentralen. Ifølge tidligere medarbejdere mislykkes det næsten dagligt for vagtcentralen at besvare 112-opkald rettidigt. De såkaldt mistede 112-opkald og køopkald koster menneskeliv, enten fordi hjælpen er forsinket, sendes i blinde, eller fordi situationen ikke er blevet vurderet korrekt af vagtcentralens medarbejdere.

Tusindvis af danske patienter rammes af så alvorlige fejl og utilsigtede hændelser under deres behandling i sundhedsvæsenet, at de får skader, som ender med at koste dem livet. Af de mellem 50.000 og 60.000 mennesker, der dør i Danmark om året, dør ca. 1.200-3.000 af skader under deres indlæggelse. Rekordmange læger og andre sundhedspersoner er i 2017 blevet meldt til politiet af Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi de mistænkes for bl.a. grov forsømmelighed, blufærdighedskrænkelse og brud på tavshedspligten. Årligt indrapporteres 180.000 lægefejl som utilsigtede hændelser. Samtidig snydes hundredvis af fejlbehandlede patienter for den erstatning, som de ellers har krav på, fordi personalet har for travlt til at hjælpe dem med at få anmeldt sagerne eller er blevet bange for at blive mødt med sanktioner på grund af fejlen.

Flere hundrede efterladte har de senere år fået tilkendt store erstatninger, fordi deres ægtefæller, forældre eller andre nære slægtninge er døde efter fejl og utilsigtede hændelser i forbindelse med behandling i det danske sundhedsvæsen. I alt tilkendte man i 2015 747 mio. kr. i erstatning. Heraf 691 mio. kr. for behandlingsskader og 56 mio. kr. for lægemiddelskader. Flere efterladte kunne få en økonomisk kompensation på op til flere millioner kroner for deres tab, hvis de var klar over, at det er muligt at få erstatning.

Betontænkningen i det socialistiske Danmark betyder, at det offentlige monopol inden for sundhed ikke er til debat. Det siger sig selv, at som ejere af landets sygehuse har regionerne ingen interesse i at rejse diskussionen om, hvorvidt det offentlige sygehusvæsen er den bedste løsning for borgerne eller om man kunne gøre tingene på helt andre måder. Og for at forhindre, at kvaliteten af sundhedsydelser i forskellige hospitaler og kommuner kan sammenlignes, skjuler regionerne tal, der viser udgiftsniveauet pr. patient og resultaterne af sundhedsindsatsen. Der er meget lidt dokumentation af den positive effekt af de mange milliarder, som de offentlige sundhedsydelser koster.

At der er et behov for en privat sygehussektor, tydeliggøres bedst ved det forhold, at næsten 50 pct. af alle danskere, primært de velstillede danskere på A-holdet, nu har en privat sundhedsforsikring. Formålet er at få hjælp fra private læger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, hjemmehjælpere og andre faggrupper, når helbredet begynder at svigte, springe ventelisterne over eller sikre sig en behandlingsmæssig fordel på anden vis. I perioden 2013-2017 er antallet af private sundhedsforsikringer steget med 23 pct. Over 2 mio. danskere kan nu komme uden om køen til det offentlige og blive behandlet på et privathospital eller en privatklinik med en forsikringspolice i hånden, fordi det offentlige sundhedssystem ikke leverer varen.

Den sociale slagside i det socialistiske danske sundhedssystem bliver mere og mere udpræget. Bag velfærdsstatens facade deles befolkningen mere og mere op i et A- og B-hold. A-holdet er de heldige borgere, der har et fast vellønnet arbejde, private sundhedsforsikringer og råd til sundhedsydelser i luksusklasse. B-holdet er de lavtlønnede 50 pct. af befolkningen med usikker tilknytning til arbejdsmarkedet samt personer, der er varigt ude af arbejdsmarkedet. De må nøjes med et skrabet sygehusvæsen og discount-sundhedsydelser for de fattige.