Klumme: Danskerne hænger på skrabet sygehusvæsen

Løkke er på vej med endnu en storstilet sundhedsreform. Det offentlige sygehusvæsen vil dog fortsætte med at skrabe bunden, så længe sundheden tilbydes i regi af et offentligt monopol.

I den offentlige sundhedssektor har regionerne ansvaret for at sikre, at sundhedsydelserne bliver bedre for patienterne og billigere for skatteyderne. Men som udfører af sundhedsopgaver har regionerne også en egeninteresse i at sikre sig, at de rare bevillinger tilflyder de offentlige sygehuse, selv om det går ud over patienterne. Denne dobbeltrolle er dybt samfundsskadelig.

Selv om regionerne bruger skatteydernes penge, har de andre hensyn at tage end hensynet til patienterne og skatteyderne. Da de selv er sygehusejer, har de en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på private hospitaler og klinikker.

Da særinteresserne i regionerne har monopol på viden om, hvordan sundhedsvæsenet fungerer, er der ingen, der kan modsige dem, når de påstår, at tingene ikke kan gøres anderledes, at ressourcerne ikke kan udnyttes bedre, og at ydelserne ikke kan innoveres, men at der tværtimod er brug for flere penge og ansatte.

Særinteresserne udnytter den manglende viden hos vælgere og politikere til at bilde danskerne ind, at det er bedst at opretholde sundhedsvæsenet i dets nuværende form, selv om det ikke er tilfældet. Set fra et samfundsmæssigt synspunkt er det en katastrofe.

Privathospitalernes priser ligger i dag mange steder et godt stykke under den offentlige takst. Ifølge en undersøgelse fra tænketanken Cepos er udbudstaksten fra de private på 43 pct. af den offentlige. Der er rigtig mange behandlinger, hvor de private sygehuse og klinikker kan gøre det bedre og billigere og medvirke til at få fjernet nogle af de barrierer, der gør, at det offentlige er så dyrt og ineffektivt.

”Private sygehuse, frit sygehusvalg, nul ventelister og det hele på det offentliges regning. Vi kan få et langt bedre dansk sundhedssystem”, mener tidligere sygehusdirektør Bent Christensen. Men da i det socialistiske Danmark er en stærk ideologisk modstand mod at privatisere sygehusene, har privathospitalerne en markedsandel på kun 1,25 pct.

Modstanderne af privatisering i sundhedsvæsenet siger, at det er usmageligt, at nogen skal tjene penge på at drive et sygehusvæsen. Men hvis det betyder, at der kan blive flere penge til patienterne, er det så stadigvæk usmageligt? Man synes jo ikke, at det er usmageligt at have et ineffektivt offentligt sundhedsvæsen.

I dag er lægepraksisserne privatejede, så det kunne sygehusene også være. Hvis man ved at indføre en markedsmekanisme kan sikre, at samfundet kan betale mindre for sundhedsydelsen, bør vi acceptere, at nogen kan tjene penge på det. I modsat fald bliver det dyrere, og færre vil have adgang til ydelserne. For samfundet bør det handle om at kunne hjælpe så mange som muligt for de penge, der er til rådighed.

Når man kritiserer privatisering i sygehusvæsenet, så glemmer man, at det offentlige ikke leverer varen. Hvis det offentlige sundhedssystem var dygtigt og effektivt og havde lave infektionsrater og ingen ventelister i dag, så ville ingen tale om privatisering. Et privatiseret sundhedssystem er ikke perfekt, men det er bedre end det eksisterende.

Den patient, der har stået på ventelister i et halvt år i det offentlige system, synes jo ikke, at det fungerer. Den patient, der har fået en multiresistent bakterie ind i sin rygsøjle og næsten er invalid for livstid, synes jo heller ikke, at det fungerer. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan få et risikofrit system, men det har vi jo heller ikke nu. Men danskerne kunne få et system, der er bedre end det, vi har i dag.

Inden for sundhedssektoren er der kæmpe muligheder for innovation og for at udvikle nye måder at gøre tingene på. Sundhedssektoren er imidlertid effektivt beskyttet mod konkurrence og innovation af særinteresser, som sidder tungt på hele sektoren, og som kæmper med næb og kløer for at beholde deres privilegier.

I det store offentlige monopol er der mange, der sidder i ledende stillinger, og som opfatter patienterne som deres. De vil for alt i verden forsøge at holde på dem. De opfatter ikke privathospitaler som en værdig konkurrent, fordi de mener, at det er dem, der har retten til at udføre behandlingerne. Af ideologiske årsager forsøger de at forhindre en udvikling, hvor man får konkurrence. Det betyder, at det danske sygehusvæsen ikke kan effektiviseres.

Det eneste særinteresserne kan acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme.

Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Sundhedssektorens kulturelle forståelse er nemlig, at innovation ikke handler om at gøre tingene billigere, men dyrere. Sektorens særinteresser har derfor meget lidt incitament til radikal innovation.

Eftersom særinteresserne i sundhedssektoren er imod ny teknologi, ny viden og nye organisatoriske rammer, kan sundhedsvæsenet ikke realisere det store potentiale for at øge produktiviteten og styrke sundheden.

Danske sundhedsydelser er derfor dømt til at blive stadig dyrere, men ikke bedre. Hvert år skal der sendes flere penge for at sundhedssektoren blot kan levere de samme skrabede sundhedsydelser.