Klumme: Davids kamp mod Goliath


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Apokalyptisk tale bliver som regel sendt ud i kredsløb om jorden som negativt ladet bragesnak. Når jeg alligevel vover pelsen, så er det faktuelle betragtninger, jeg vil fremkomme med. Det er ikke kældermenneske-tanker, som forfatteren og venstrefløjsfascisten Carsten Jensen plejer at stigmatisere de mennesker, han ikke kan lide, som. Så slipper man for at argumentere med modstandere. Nazisterne kaldte jøder for rotter. Carsten Jensen kalder sine åndelige fjender for skimlede kældermennesker. Hans hel- og halvfascistiske anmeldervenner på Information og Politiken klapper i hænderne på samme måde som læserne af Der Stürmer gjorde det i 1930’erne. De indser det bare ikke. Tankegangen førte i sin konsekvens til ovnene i Auschwitz.

Men, til sagen. Et samfunds levedygtighed og balance kan bedømmes på dets indbyggeres evne til reproducere sig. Det afspejler en harmoni i befolkningen og en statsledelse, der er opmærksom på det vigtige i at føre en sund befolkningspolitik. I venstreorienterede og kulturradikale kredse kaldes den indstilling for et nazistisk inspireret samfundssyn. Sat på spidsen kan man få det indtryk, at det er det vigtigste for dette segment at sippe caffe latte og realisere sig selv i den rette politiske ånd.

Europas lande har under et en negativ fødselsrate. Befolkningstallet under et går tilbage for etniske europæere. Det er en god termometerstand på, hvor det bærer hen. Italien og Spanien har historisk set været lande med høje fødselsrater. Italienske mænd bor i dag hjemme hos forældrene, og flytter typisk hjemmefra i en alder af 40, uden i øvrigt at have lagt planer for at bringe familiegenerne videre. Intet under, at samfund baseret på egoisme og en introvert livsstil ikke er i stand til at være kulturbærende. Tilsvarende i Japan, hvor produktion og salg af kvindelige robotter overstiger antallet af nyfødte. De vestlige samfund vil inden for de næste 30 år miste evnen til regeneration i og med antallet af folk i den fødedygtige alder vil falde så drastisk, at selv en livsstilsomlægning ikke vil kunne erstatte de fødselsårgange, der er forsvundet.

Et samfunds levedygtighed kan ud over reproduktionstal bedømmes på evnen til at være kulturskabende og -bærende. Roms storhed og fald in mente. Vestens karakteristika har været kendetegnet af innovation og fremdrift i forhold til nytænkning og kreativitet. I vor tid har kulturradikale og nymarxistiske kræfter sat sig på en dagsorden om udskamning og nedgørelse af den vestlige verdens samlede gæld i forhold til tidligere generationers udplyndring og udpining af 3. verdens lande.

Slaveri og anden form for racistisk tilgang begået for generationer tilbage bliver projiceret på den nuværende generation af hvide europæere. Kollektiv skyld og afbigt er den nye trend, der skal benyttes som spændetrøje for det Europa, vi oplever i 2020. Kristendommen udgør en del af den repressive kulturimperialisme, ifølge det venstreorienterede og kulturradikale segment. Europa har krænket de etniske minoriteter rundt omkring i verden gennem århundreder, mener de. At Europas hvide befolkning antalsmæssigt nu kun udgør 9% af jordens samlede befolkning spiller ingen rolle. Saglige argumenter spiller ingen rolle. I dag forstår hvide ikke så meget som sorte. Det var ordene forleden fra Enhedslistens Pernille Skipper fra Folketingets talerstol. Klar omvendt racisme.

Migranter blandt os modtaget med åbne, venlige arme allierer sig med det yderste venstre og det kulturradikale miljø i en fælles kamp mod alt, hvad der tidligere har været kulturskabende i Europa og i de verdensdele, hvor Europa har gjort sin indflydelse gældende. Monumenter der kan relateres til at symbolisere europæisk repression, bliver skændet eller truet af fjernelse. Frygten for stigmatisering får mainstreammedier og kulturfolk til som lemminger at være følgagtige i at acceptere de Orwellske tanker om nyordning. Den kinesiske kulturrevolution har fået en ny aflægger i dagens Europa.

Den største udfordring for dagens Europa er, at kontinentet har kappet rødderne til sit kulturelle og åndelige ophav. Europæerne under et er blevet ateister, europæerne under et har optaget allehånde spirituelle sutteklude i stedet for det, der bragte et barbarisk Romerrige til fald. Den åndelige kristne arv, hvorunder europæiske statsledere i århundreder tilbage skabte storriger i lyset af Jesu Kristi på korset, bliver set ned på som imperialistiske. Den åndelige kraft, der blev omsat til vor kultur fra biblens læresætninger, er en saga blot. Antallet af kirkegængere falder støt. Kendskabet til biblens læresætninger bliver glemt. Hele tankesættet indbygget i biblen udgår af undervisning i skolerne til fordel for en kønsløs indføring i forskelle og ligheder mellem de enkelte religioner. I modsætning hertil har 80 pct. af amerikanerne fortsat et aktivt forhold til kristendommen og kirkegang.

Og man kan med rette spørge sig, hvad der vil blive bragt som erstatning for den europæiske tankegang om frihed, lighed og broderskab, om kristendommens barmhjertighed og tilgivelse? Når antallet af europæere inden for de næste generationer styrtdykker, så vil den kulturbærende kraft, hele den europæiske pamflet af åndelig arv inden for litteratur, musik, bygningskunst, politisk ideologi og tolerance blive sendt på pension. Der vil ikke være et tilstrækkeligt antal udøvere til at bære arvemassen videre.

Det vil være et miskmask af mellemøstlig migrantkultur, der vil afspejle fremtidens Europa. Den kultur vil erstatte den åndelige bagage, som verden har spejlet sig i siden tidernes morgen. Alene fødselsraten for de nye europæere vil være en dræber for Europas og europæernes muligheder for selvbestemmelse på hjemmebane. Inden for få generationer vil Europa partielt i by- og landsdele opleve en overgang fra et kristent Europa til en islamisk monokultur. Man sporer allerede nu tendensen i byområder. Resultatet og konsekvensen vil afstedkomme spændinger, der uvilkårligt vil medføre voldelige opgør i og med islamisk tolerance over for anderledes tænkende er en ikke eksisterende størrelse. Fra integration og krav om tolerance over for etnisk muslimske miljøer vil gå en lige linje til modsat rettet repressiv samfundsreaktion, når islams udøvere bliver dominerende i antal.

Læg mærke til den fødselshjælp, udviklingen får fra de bærende samfundsinstitutioner i EU, fra politikere i de enkelte europæiske lande, fra medier og selv fra erhvervslivet. Også her frygter man udskamning, hvis man ikke er med på noderne. Her føjer man de venstreorienterede og kulturradikale vinde. Vinderne bliver de nye europæere. De europæere, der ikke vil Europa på europæiske betingelser. Kristendommens symboler vil gradvist blive afløst af islamisk bønnekald, mens europæisk retsanvendelse og tradition vil blive afløst af Sharia. Hele det europæiske hus er ved at blive revet ned primært af de venstreorienterede og de kulturradikale.

Det segment der ikke på noget tidspunkt har medvirket til at opbygge Europas nationer, de venstreorienterede og kulturradikale, virker som de aktive arbejdsmyrer, alt mens den islamiske dronningemyre venter på at overtage Europa på islamiske betingelser. Antallet af moskeer finansieret af Saudi Arabiens og Tyrkiets dybt konservative styrer eskalerer i Europa. Betragt dem som det de er: politiske kaserner. Påberåbelsen af religionsfrihed vil være det våben, der til sidst vil blive brugt mod os selv i islams og koranens kamp for overtagelse af dagsorden for et Europa under en islamiske halvmåne.

Islam har i sin udbredelse fra Medina i Mekka i vest til øst over på det asiatiske kontinent ikke efterladt så meget som den mindste åndelige friplads i de lande, hvor islam har slået rod. Islam tillader ikke andre trossamfund samme status nogen steder. Koranens ord er klare. Bemærk, der findes ikke kulturmuslimer, der findes kun muslimer. Indse det eller snyd din egen fornuft og realitetssans. Tilsvarende er diskussioner om harmonisk sameksistens mellem muslimer og kristne ørkesløs. Løver og gazeller kan tilsvarende kun sameksistere, hvis gazellerne besidder evnen til at reproducere sig selv og bevæge sig med en højere hastighed end dyrenes konge. Europæerne er gazellerne, de er både blevet gamle og sløve og uden evne til at løbe fra dræberne på savannen.

Bundlinjen er apokalyptisk. Ingen statsledere, bortset de udskammede ministerpræsidenter i Ungarn og Polen, tør spå om den vej, Europa følger. Voldsomme destruktive kræfter arbejder på at udskamme Europa og vores generation til døde. Alle midler tages i brug. De politiske kommissærer fra Sovjetunionen er bragt til ære og værdighed i Danmark via Enhedslisten, Radikale og langt ind i Socialdemokratiet. Ingen borgerlige politikere bortset fra partiet Nye Borgerlige evner at hæve stemmen og den åndelige barre til over bordkanten. De fascistoide tendenser, der prægede Europa i mellemkrigsårene, dem har venstrefløjen og de kulturradikale dygtigt forstået at overtage. Det er nu så længe siden, at man alene påberåber sig skræmmebilledet fra dengang, uden at man ser bjælken i sit eget øje.

Bemærk, at Dansk Folkeparti med vilje ikke er nævnt i denne klumme i og med partiet på nuværende tidspunkt ledelsesmæssigt og politisk ligger underdrejet et sted mellem et klippeskær og en orkan. Partiet er ude af stand til at levere på både resultater og politisk nytænkning. Kun enkelte medlemmer som Martin Henriksen og Pernille Bendixen besidder en følbar puls i forhold til de farer, der lurer og som allerede er synlige. Må DF komme ind i kampen igen.

Tilbage står en nationalistisk minoritet under Pernille Vermund med både fornuft, holdbare argumenter og dygtige italesættere som f.eks. Lars Boje Mathiesen. Lige meget hjælper det, hvis ikke venstrefløjen får nogle vælgerlussinger af dimensioner. Folk skal indse, at de har købt katten i sækken ved at stemme på partier, hvis endemål betyder et ophør af alt det, de selv betragter som fundamentet for deres familieliv og velfærd. Kampen mod kulturradikalismen og venstrefascismen i dag er lige så vigtig som det samfundsnyttige arbejde, jernbanesabotørerne udførte under krigen. Først når toget er afsporet, lasten i vognene er tilintetgjort og de ombordværende soldater er afvæbnet og passiviseret, kan man med rette sige, at fjenden er nedkæmpet. Indtil vælgerne støber kugler nok til at bevæbne de nationalt orienterede kræfter med de toneangivende våben, vil bataljen minde os om Davids kamp mod Goliath. Her vandt David som bekendt sidste runde. Lad mig påkalde Tempelriddernes motto om meningen med vores modstandskamp: Gott will es.