Der gik nøjagtig 19 minutter efter at Trump var blevet taget i ed som USA’s 45. præsident, så var det første perfide medieangreb på ham en realitet. Det var Washington Post, der lagde ud med følgende overskrift: ”Arbejdet for at få præsidenten for en rigsret er begyndt”. Dette er ikke en måde medier og politikere forventes at agere på i en retsstat, her bør der som bekendt først være en sag, før man giver sig til at tale om en domstol, særlig en rigsret. I relation til Trump har Demokrater og medier dog arbejdet ud fra helt nye og anti-demokratiske standarder, der omfatter både bananrepublikagtige og totalitære træk.
Washington Post gav startskuddet til en personforfølgelse aldrig tidligere set i det vestlige demokratis historie. Igennem fire år har det helt centrale tema i USA’s offentlige debat, som styres af Demokraterne og anti-Trump medierne, således været, at præsidenten skulle for en rigsret. Igennem de fire år har ordet ”impeachment” (rigsretssag) uden sammenligning været det mest brugte ord i politisk sammenhæng både i medierne og blandt de Demokratiske politikere.
De første to år af præsidentperioden handlede det om at få Trump hængt op på en løgn om, at han konspirerede med Rusland/Putin mod amerikanske interesser og at russerne havde hjulpet ham til at vinde præsidentvalget. Man nedsatte en kommission (Mueller-kommissionen, 2017-19), der kulegravede alt på kryds og tværs. Efter næsten 2 år, 45 millioner dollars og en totalt biased Mueller-kommission bestående af 18 blodtørstige Demokratiske advokater, hvis anstrengelser viste sig frugtesløse, måtte man dog opgive. Det var umuligt at finde dokumentation for løgnen.
Herefter ulmede rigsrets-gryden med opdigtede sager og dynger af sludder og heksebryg, der ikke kunne blive til noget, indtil det endelig lykkedes at få en sag op at stå. Man anklagede Trump for i en telefonsamtale (april 2019) at have truet Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, til at igangsætte en korruptionsundersøgelse mod Joe Biden og hans søn Hunter i relation et korruptionsanklaget russisk-ukrainsk energiselskab, Burisma, hvor Hunter sad i bestyrelsen. Til Demokraternes ubehagelige overraskelse havde Trump en fuld transskription af samtalen, som han lagde frem i offentligheden. Enhver kunne nu forvisse sig om, at Trump ikke havde truet Zelenskij, ligesom denne i øvrigt selv fortalte, at han aldrig var blevet truet. Demokrater og medier var dog så sygeligt besatte, at de ikke kunne slippe sagen (dette gjaldt også de danske medier). De blev ved! I flere uger bombarderede de 24/7 folk og fæ med løgnen om Trumps trusler, og det Demokratiske flertal i Rep. Hus besluttede at indlede en rigsretssag. Der blev dog sat effektivt punktum for sagen, da senatets republikanske flertal pure afviste den og kaldte den – hvad den var – substansløs.
Så kom præsidentvalget 2020, hvor Demokraterne storsvindlede sig til ”sejren” og nu sluttes ”impeachment”-ringen så endelig med et sidste forsøg på at få Trump dømt ved en rigsret. Samtlige Demokrater i Rep. Hus samt ti republikanske overløbere har sat processen i gang. Ifølge anklagen bærer Trump skylden for angrebet på kongresbygningen den 6. januar, fordi han med sin tale tændte en brand i sine tilhængere og opildnede dem til angrebet. Men hvad det lige Trump sagde. Jo, ca. 18 min. inde i talen lød det: “Jeg ved at alle her snart vil gå over til kongresbygningen for FREDELIGT og patriotisk at lade jeres stemmer høre”.
Trumps ord er det modsatte af at opfordre til vold. Der er tale om en højt kvalificeret demokratisk ytring i en højspændt situation (og sammenhæng). Trump viste statsmandsformat, skønt han anklages for det modsatte. Og Demokraterne og medierne (herunder de danske) og deres rigsretsanklage? Tjah, den opfordres de hermed til at stikke meget langt op et vist sted. Deres anklage er tydeligvis løgn og latin, altså substansløs, ligesom de selv er formatløse anti-demokrater. Men lad os prøve at se, hvordan Demokraternes og mediernes syn på vold i øvrigt er kommet til udtryk de sidste fire år, dvs. i Trumps præsidentperiode.
I 2017 sagde Joe Biden med adresse til Trump: ”Hvis vi havde gået på gymnasiet sammen, ville jeg tage ham med om bag gymnastiksalen og gennemtæske ham!” (”beat the hell out of him”). Det kræver et absolut minimum af fantasi at forestille sig, hvordan Demokrater og medier, ville have reageret, hvis det var Trump, der havde udtalt sig sådan. I så fald ville de 24/7 have væltet krav om en rigsret og alt mulig andet ud i æteren, men nu var det altså Biden, der sagde det og det er noget helt andet.
Loretta Lynch, som var USA’s justitsminister under Obama, talte i en video et par måneder efter, at Trump var blevet præsident, til de dybt frustrerede Demokratiske tilhængere. Hun sagde centralt: ”Vi har altid måttet arbejde for at føre dette land fremad, for at nå vores landsfædres idealer. Der har været mennesker, enkeltpersoner, som er gået sammen, almindelige mennesker, der så, hvad der var nødvendigt at gøre og som gik sammen og støttede de idealer, som har gjort en forskel. De marcherede, de blødte, ja, nogle af dem døde. Det er hårdt, enhver god ting er. Vi har gjort det før, vi kan gøre det igen”. Der er her tydeligvis tale om, at Lynch opfordrer/opildner Demokraternes base til oprør. Talen står i skærende kontrast til Trumps ord om ”fredeligt og patriotisk at lade jeres stemmer høre”. Man har dog aldrig hørt det mindste fra medier eller Demokrater om Lynch’s opfordring til oprør, mens Trump altså skal for en rigsret, fordi han har opfordret til en fredelig demonstration!
En 66-årig mand ved navn James Hodgkinson, Demokrat og Bernie Sanders supporter, beskød i 2017 (den 15. juni) flere republikanske kongresmedlemmer, der trænede til en velgørenhedskamp på en baseballbane ved Capitol Hill. Flere blev sårede, særlig hårdt Hus-medlemmet Steve Scalise, der i flere dage svævede mellem liv og død. Årsagen til, at det ikke gik værre var, at politiet på Capitol Hill greb resolut ind og nedskød Demokraten, der døde få dage efter. Hvis republikanerne havde været lige så falske og perfide som Demokraterne, havde de straks givet Bernie Sanders skylden for den modbydelige udåd. Sådan agerer republikanerne dog ikke og mange, bl.a. den populære talkshowvært, Sean Hannity, gjorde meget ud af at fortælle, at Sanders ikke kunne gøres ansvarlig for udåden. Og Demokraterne? Og medierne? Ja, de havde intet at sige til Demokratens nedskydning af kongresmedlemmerne – altså lige bortset fra, at de gav Trump og republikanerne skylden, fordi de støttede USA’s liberale våbenlovgivning.
På et pressemøde (den 14. juni 2018) blev Nancy Pelosi spurgt, hvad hun mente om Trump-regeringens forsøg på at stoppe den illegale indvandring. Hun sagde, den var inhuman, og fortsatte: ”Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor der ikke er oprør over hele landet. Måske det er på vej”. Demokraterne har siden forsøgt at forsvare hende med, at hun ikke mente, hvad hun sagde. Pelosi, som er i allerforreste geled, når det handler om at få Trump for en rigsret, sagde forleden i relation til Trumps tale (den 6. jan.), at ord betyder noget (”word matters”). Det må så selvfølgelig også gælde hende.
I 2018 (den 22. sept.) råbte en ophidset Maxine Watters (Demokratisk kongresmedlem) til en forsamling Demokrater: Lad os sørge for at møde op overalt og hvis I ser nogen fra det kabinet (Trumps administration/regering) på en restaurant, I en butik eller på en benzintank, så skal I stimle sammen om dem og gå til dem og fortælle dem, at de ikke mere er velkomne her eller andre steder”. Et par dage efter sagde hun noget tilsvarende på NBC News: “Folket vil vende sig imod dem (dvs. vende sig imod Trumps folk), de vil protestere, de vil helt og holdent chikanere og intimidere dem, indtil de (Trumps folk) beslutter sig til at fortælle præsidenten: Nej, jeg kan ikke støtte dig”. Watters opfordrede tydeligvis Demokraterne til – ja, lad mig sige det diplomatisk – at lægge fysisk pres på Trump folk. Det synes medierne dog ikke at have fundet spor problematisk. I hvert fald hørte man ikke noget fra dem i denne sammenhæng.
I fire-fem måneder fra maj 2020 frem imod valget i november var der store uroligheder og voldsoptøjer i flere større byer over hele USA. Oprørene var foranstaltet af de selverklærede anarkister, Antifa, og de selverklærede marxister, Black Lives Matter. Byerne blev hærget, smadret og plyndret. Flere tusinder blev såret, heraf 2000 betjente og 30 mennesker blev dræbt. Bygninger, mindesmærker, forretninger og butikker blev vandaliseret, nedbrændt og udplyndret. Om ødelæggelsen af mindesmærker sagde Nancy Pelosi (den 9. juli 2020) med et skuldertræk: ”Folk gør, hvad de gør”, og det Demokratiske kongresmedlem Ayanna Pressley udtrykte en udbredt opfattelse blandt Demokraterne, da hun (den 16. august 2020) sagde, at der var ”behov for uroligheder i gaderne”.
Ejerne af de ødelagte bygninger og butikker mistede i mange tilfælde alt, hvad de havde arbejdet i årevis for at opbygge. I Portland, Oregon, var byens føderale retsbygning belejret i ca. 2 måneder, hvor den igen og igen søgtes ødelagt og nedbrændt. Da det var føderal ejendom, ikke delstatens, behøvede Trump ikke en anmodning fra guvernøren for at gribe ind (hvilket han aldrig fik), hvorfor han på eget initiativ sendte det føderale politi ind for at sikre bygningen mod ødelæggelse. Byens Demokratiske borgmester, Ted Wheeler, der selv deltog i og opfordrede Antifa og BLM til optøjerne, beskyldte derefter Trump for at være skyld i urolighederne. I byen Seattle (delstaten Washington) erobrede og besatte Antifa og BLM et større område, som de kaldte for en autonom zone (en betegnelse vi jo også kender i Danmark). Da vært på CNN, Chris Coumo (den 12. juni) spurgte byens borgmester, Jenny Durkan, hvor længe hun troede besættelsen og vandaliseringen ville vare ved, svarede hun med et smil: ”Det ved jeg ikke. Vi kan få en kærlighedssommer” (”We can have a summer of love”).
Den 18. juni 2020 blev USA’s kommende vicepræsident Kamala Harris interviewet af talkshow værten, Stephen Colbert på The Late Show”. I relation til urolighederne sagde hun om BLM og Antifa. ”De kommer ikke til at stoppe. Det gør de ikke! Det her er en bevægelse, det siger jeg dig. De kommer ikke til at stoppe. Så tag jer i agt alle sammen, fordi de kommer ikke til at stoppe. De vil ikke stoppe før valgdagen i november og de vil ikke stoppe efter valgdagen. Det bør alle skrive sig bag øret (”take note of”). De vil ikke slække på optøjerne og det skal de ikke!”. Sammen med 13 folk fra Bidens kampagnestab støttede og promoverede Kamala Harris i øvrigt de voldelige uroligheder i Minnesota. I et tweet (den 1. juni 2020) skrev hun: ”Hvis du kan, så send penge til Minnesotas Friheds Fond, og hjælp med at kautionere for fængslede demonstranter i Minnesota”.
Mediernes fortælling når de dækkede de voldsomme uroligheder var, at der var tale om fredelige demonstranter (”peacefull protestors”) og at demonstrationerne i hovedsagen forløb i god ro og orden. Et grotesk eksempel på denne medieløgn var, da en reporter fra MSNBC en aften (den 29. maj 2020) midt i urolighederne i byen Minneapolis fortalte seerne: ”Jeg vil være klar og tydelig, når jeg karakteriserer dette. Det er i det store og hele en fredelig demonstration. Generelt sagt er der ikke tale om uro”. Bag ham brændte en større bygning og folk gik spredt og tilsyneladende uden mål rundt mellem hinanden, ikke som ved en demonstration, men snarere som var der tale om en såkaldt autonom zone.
Demokraterne har altså intet problem med at udtrykke sig i voldelige, oprørsopildende og oprørsaccepterende termer. Ligesom medierne ikke har noget problem med at lukke øjnene for det, ja, ligefrem støtte op om samme. Når det gælder Trump og Trump-tilhængerne, så har piben altså en helt anden lyd – en falsk og skrigende skinger en af slagsen! Her bliver en præsident, der opfordrer til fred og demokrati, beskyldt for at opfordre til vold og oprør. Og hvor politiet under sommerens uroligheder var de onde og de tusinder af hærgende og voldelige demonstranter var de gode, frihedskæmperne, som Demokraterne kautionerede for at få ud af fængslerne, så er der helt andre boller på suppen, når det gælder det par hundrede demonstranter, der angreb kongresbygningen, de er de onde, de er terrorister og skal for enhver pris dømmes og smides i fængsel, mens politiet er de gode. Og mens Demokrater og medier sammen med den marxistiske bevægelse Black Lives Matter satte himmel og jord i bevægelse for at få undersøgt politiets nedskydning af en sort mand, Jacob Blake (den 29. maj 2020), så rager politiets nedskydning af og drab på en ung hvid kvinde, Ashli Babbitt, i kongresbygningen dem ikke for fem flade øre.
Der har i flere år været talt om en retspolitisk dobbeltstandard i USA – en positiv for Demokraterne og en negativ for republikanerne. Aldrig har det været mere tydeligt end nu. Demokraterne har desavoueret demokratiet. De bruger bananstatsmetoder for at få magt og de håner og udgrænser de 74 millioner amerikanere, der har stemt på Trump. Det finder disse sig næppe i!
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)