Klumme: Den borgerlige oppositions nedsmeltning – en politisk analyse – Del 1

Åndelig bagage

Man skal spørge sig selv om, hvad det er at have et borgerligt politisk ståsted. Man skal fundere over, hvad det er for en åndelig bagage, man bærer rundt på. De færreste vil vel være i tvivl om, at det først og fremmest er et spørgsmål om at tro på andre værdier end de socialistiske, og at man mindst har en fod i en lejr, hvor den nationale tilknytning spiller en rolle, hvis man har et konservativt ståsted. Hvis man er liberal, er man funderet omkring åbne grænser samt varers og penges frie bevægelighed. Fællesnævneren er, at privat ejendomsret og belønning af privat initiativ er drivkraften i samfundet.

Man bør distancere sig fra den form for politisk lederskab, som har en tro på, at stat og kommuner klarer alt, og at man selv er uden ansvar for, hvordan samfundet skal udvikle sig. Det er først og fremmest her, den socialdemokratiske arv har sat sig tungt på danskernes måde at tænke og gebærde sig på.

Som den amerikanske præsident Ronald Reagan udtalte for mange år siden, så er det statens opgave at sørge for befolkningens sikkerhed, ikke at styre befolkningens liv. Statsligt lederskab er ikke løsningen på vores udfordringer. For meget statsligt lederskab er som oftest det største problem for befolkningen.

Lederskab

Hvilke forudsætninger har borgerlige vælgere, når de sætter deres kryds ved en borgerlig politisk kandidat? Hvis man overgiver sin tillid til, at andre mennesker skal repræsentere en, så har man som vælger også en klar forventning om, at de borgerlige partier udfinder et lederskab i de personer, der skal repræsentere en på tinge eller i byråd. Man har et håb om, at de vil bære en fakkel og et idegrundlag videre, nu de repræsenterer det borgerlige projekt, vores samfund skal drejes i retning af. Ellers er demokratiet ligegyldigt og vi kunne lige så godt have et departementschef-styre, som da regering og Folketing trådte tilbage efter den 29. august 1943.

Problemet er, at de borgerlige partier i Folketinget aldrig har stået svagere end nu inden for de seneste 20 år. Svaret fra rød blok er, at venstrefløjen og Danmark ledes af en formidabel statsminister, der har anderledes styr på sin koalition end tilfældet er i blå blok. Det sidste er fuldstændig rigtigt, det førstnævnte vil jeg til gengæld bestride rigtigheden af.

Alene fordi der har fundet et fuldstændigt kollaps sted i lederskab og visionær tænkning i den blå blok, er det lykkedes den røde stue at sætte sig på den politiske dagsorden og styre den med jernhånd. Anders Fogh Rasmussen-tiden synes som tilbage i yngre stenalder. Med en fatal mangel på lederskab er vi borgerlige vælgere overladt til en skalten og valten fra gammel- og ungkommunister i Enhedslisten samt den kulturradikale Morten Østergaard og hans ligesindede landsundergravere. De styrer trådene og detaljerne i det, som de politisk korrekte (læs: de røde kommentatorer) mener er et formidabelt Socialdemokratisk lederskab.

Med en oppositionsleder som Jakob Ellemann-Jensen behøver det borgerlige Danmark ingen fjender. Han er en gave for rød stue. Som borgerlig vælger kan man vågne op en nat badet i sved og se et Dannebrog med det hvide kors udskiftet med en islamiske halvmåne efter en afsluttende forhandling mellem Ellemann og Østergaard.

Politisk har regeringsvenlige kommentatorer dygtigt forstået at fange det momentum, som rød stue befinder sig i. Skarpt forstår de at udskamme det borgerlige projekt til alene at udgøre en frygt for islamisk overtagelse af Europa. Småborgerlighed og antikveret nationalisme er hvad det borgerlige Danmarks projekt kan koges ned til. Men, hvor meget fejl kan man tage? Først og fremmest er de ikke klar over, at Danmarks historie er skrevet med en national pen langt fra et udemokratisk, topstyret, socialistisk styret projekt, som det EU har udviklet sig til. Danmarks historie blev skrevet af mænd og kvinder, der tilkæmpede sig frihedsrettigheder, som generationer før dem havde arbejdet på. Og islams fare ser rød stue slet ikke. Her støtter man en patriarkalsk og fascistoid ideologi, der burde forbydes på vore breddegrader.

Venstreorienterede mediefolk, bloggere og politikere er langt farligere end de mest radikaliserede islamister i moskeerne. Islamisternes primitive verdenssyn er isoleret set nemt at udfase. Farligt bliver det først, når det islamistiske livssyn bliver blendet ned i en cocktail, hvor man tilsætter politisk korrekthed over for minoriteter, og lader dem få indflydelse i mangfoldighedens navn. Så udfaser man Danmark.

Den slags socialistisk og kulturradikalt lederskab og åndelig bagage, som vi står med for tiden, bereder ikke kun vejen for et samfund, hvis idegrundlag blev lagt i graven med murens fald. Får regeringen og dens koalitions partnere magt, som de har agt, vil vores samfund få en kollektivistisk statsstyring i forhold til alt, hvad tænkes kan. Erhvervsliv, skoler og medier skal underordnes et politisk korrekt verdenssamfund, styret af Soros syndikater og mellemøstlige landes islamiske pengeinteresser.

Mellemkrigstidens fascistiske tankegods om ensretning og udskamning af anderledes tænkende føres i bedste stil videre af Folketingets røde partier blot med modsat fortegn. Danskerne skal finde sig i, at en Folketings-politiker med indvandrerbaggrund fra tingets talerstol omtaler Danmark som et institutionaliseret racistisk samfund. Danskerne skal finde sig i en Pernille Skipper, som lefler for sit muslimske og udenlandske vælgersegment fra tingets talerstol. Var det ikke for et indbygget, gemytligt, skandinavisk sindelag, kunne man have forventet en fysisk reaktion fra patriotisk hold. Den skal nok komme fra højreekstremistisk side. Det er kun et spørgsmål om tid. Betragt det som noget faktuelt, og hverken som en opfordring eller en sympatitilkendegivelse over for samme.

Borgerligheden og det nationale spektrum er taget som gidsler af karakterløse politikere som Jakob Ellemann-Jensen, af Liberal Alliances leder, men også DF’s Kristian Thulesen Dahl. De er de hærførere på den politiske slagmark, der end ikke er i stand til at lede soldaterne ud af egen lejr, endsige mobilisere en nødvendig kampgejst. De aner ganske enkelt ikke, hvor både slagmarken og fronten er. Dybest set render det borgerlige Danmarks ledere rundt uden for banen, som høns uden hoveder. DF’s partileder skal stå tidligt op for at nå NB’s værdikrigere.

Den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er imidlertid set med værdikriger øjne den mest uduelige landsleder, Danmark har oplevet siden politikerne hejste det hvide flag ud af vinduet om morgen den 9. april 1940. Det efter nyttesløst at have ofret op mod en snes unge, danske soldater i kampen mod tyskerne. Tager man til Marrakech som Løkke, og underskriver en FN-aftale, der gør migration til en menneskeret, så fortjener man ikke at få et maleri af sig selv i vandrehallen på Christiansborg. Så fortjener man at ende på samme måde som statsminister Scavenius gjorde det efter krigen. På den politiske mødding. Løkkes forventning om at få samme respekt fra islam, som han giver den, svarer til at være lige så naiv en politiker som den britiske premierminister, Neville Chamberlain, der talte om fred i vor tid, efter at have forhandlet med Adolf Hitler i 1938. At Venstre fortsat kan sælge billetter hos vælgerne må bero på en manglende folkeoplysning om virkeligheden anno 2020.

Siden valget på grundlovsdag sidste år er rutscheturen for det borgerlige Danmark fortsat. Turen ender først den dag, hvor de Konservative og Dansk Folkeparti lægger deres EU-venlige politik på hylden, og Nye Borgerlige opnår en størrelse, hvor indflydelsen bliver så synlig, at der vil blive sat mærkbare spor i egetræerne. Men tiden er knap og flertallet af danskere sover tornerosesøvn, alt mens kontingentet af folk med mellemøstlig og islamisk baggrund stiger år og for år. Her ligger kimen til et Danmark landfast med Mellemøsten, et Danmark af navn, men ikke af gavn.