Klumme: Den danske syge


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Regeringen har i Fredericia afholdt en konference under overskriften “Fremtidens Danmark”. Samme titel som den senere statsminister Jens Otto Krag i 1945 gav sit socialdemokratiske valgmanifest.

Som optakt til arrangementet opridsede statsministeren, hvad man vel på politisk vil kalde “pejlemærker” for den økonomiske og samfundsmæssige udvikling. Det går godt med økonomi og beskæftigelse, sagde hun. Men Danmark kan mere, og vejen fremad er nødt til at være: Reformer. Uddannelse. Flere i arbejde. Vækst. Innovation. Regeringen vil snart fremlægge store og sammenhængende udspil i den retning. Den har opstillet ti fremskridt for Danmark de næste ti år. Disse karakteriseres ved adjektiver som, grønnere, rigere, dygtigere, flittigere, ansvarligere, sikrere, retfærdigere, varmere, stærkere og friere. Alt sammen må man forstå i forhold til tilstanden i dag.

Umiddelbart minder den slags jo f.eks. om FN’s floskelfyldte såkaldte verdensmål. I dag har vi skam “Verdens bedste samfundsmodel” – “velfærdssamfundet”- der bare skal gøres bedre, hedder det.

Ser man bort fra det politiske øregas, kan der være grund til at påpege, at “verdens bedste samfundsmodel” i sin socialdemokratiske konstruktion netop indeholder afgørende begrænsninger for de attråede økonomiske og velstandsmæssige fremskridt.

Velfærd, som det hele drejer sig om, defineres almindeligvis som en persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel, især med hensyn til materielle goder og social tryghed. I den offentlige debat og politiske verden er velfærden imidlertid blevet nærmest ensbetydende med den velfærd, der angiveligt skabes via den offentlige sektor. Det er en falsk fortælling. Borgerens velfærd er nemlig primært bestemt af vedkommendes private forbrug, sundhed, boligsituation, arbejds- og fritidsomstændigheder, familieforhold, venskabsrelationer o. lign.  Det er den virkelige “kerne-velfærd”. Den offentlige “velfærd” kommer langt nede, men har naturligvis betydning for særligt udsatte grupper, for retssikkerhed og den generelle tillid.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Det er blevet surt at være Israel-hader

Derfor vil omfattende skatte- og afgiftsnedsættelser i sig selv forøge velfærden for de allerfleste, også for dem “i bunden”. 

Dertil kommer, at selve det rekordhøje danske beskatningsniveau, og det voldsomt omfattende – og stadigt voksende – bureaukrati, forringer muligheden for økonomisk vækst og dermed den velstandsstigning, der vil muliggøre at fastholde og øge velfærden. I sig selv er den store offentlige sektor i dag en alvorlig hæmsko for produktivitetsudviklingen, som også Produktivitetskommissionen i 2014 påpegede. Og det er næppe rigtigt, som statsministeren påstår, at vi bare har “dygtige myndigheder” og “omstillingsparate institutioner”. I mange situationer tværtimod!

Store generelle skatte- og afgiftsnedsættelser og en markant nedtoning af den offentlige sektors størrelse, behøver selvfølgelig ikke at berøre “kerne-velfærden” i form af sygehuse, skoler o. lign. Men en konkurrenceudsættelse for også den slags virksomheder kunne næppe skade deres effektivitet. Det ville til syvende og sidst gavne “velfærden” og tilmed muligheden for, at de dygtigste (f.eks. blandt sygeplejersker eller lærere) fik mere i løn. Selv om socialdemokraterne og fagbevægelsen nok ville betragte sådant som “usolidarisk”. 

Det ensidige offentlige velfærdsevangelium er blevet en slags dansk syge, hvor vi risikerer at ende i et kollektivistisk indelukke, der givetvis politisk vil kvæle egentlige fremskridt. Til syvende og sidst sikkert med de store “borgerlige” partier V & K’s accept (for slet ikke at tale om DF). Nok i realiteten også en særlig skandinavisk syge med forskellige smitsomme varianter.