Klumme: Den ekstreme venstrefløjs kamuflage


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

De venstreekstreme partier, Enhedslisten (EL) og Socialistisk Folkeparti (SF), fik ved seneste folketingsvalg over ½ mio. stemmer og dermed 27 mandater. Begge partier har rod i den kommunisme, der verden over markerede sig i 1800-tallet og navnlig efter bolsjevikkernes magtovertagelse ved Oktober-revolutionen i 1917 i Rusland.

I dag er situationen naturligvis helt anderledes end dengang. De venstreekstreme herhjemme har officielt opgivet det historiske tankegods om voldelig samfundsomvæltning (revolution) og anarkistisk adfærd. Senest er de endog blevet en del af regeringsgrundlaget som parthavere i det såkaldte forståelsespapir, der har bragt M. Frederiksen til statsministerposten. Tiden er jo som nævnt også en anden. De gamle revolutionære kæmper er for længst døde, og det samme gælder deres efterfølgere i flere generationer.

Vanskeligst har transformationen været for EL, der stort set er skabt ud af det revolutionære bundfald. SF’s stifter – en dansk kommunistisk veteran og Stalin-fan (“folkenes bedste forkæmper”, sagde han) – fik derimod nok af det værste i 1958 og stiftede derefter SF. De fleste ideologiske rester gik videre til, hvad der i dag er EL.

DGS-pigerne – med træning fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning – Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Rosa Lund (måske kommende) – tegner i dag firmaet udadtil. Principprogrammet blev i 2014 omskrevet. Det fremtræder nu som en art føljeton, som det kræver tålmodighed at sætte sig ind i.

Programmet er meget ordrigt og slår fast, at EL er “en samling mennesker, der ønsker at gøre verden bedre”. Der arbejdes i den henseende for en “socialistisk” og “demokratisk” revolution, overtagelse af ejerskab til “samfundsbærende produktionsmidler”, udmeldelse af NATO og nedlæggelse af militæret, en ny grundlov, der skal afskaffe kongehuset, adskille kirke og stat samt muliggøre overtagelse af ejendomsretten til “samfundsbærende produktionsmidler og ressourcer” gennem et flertal i Folketinget, hedder det. Kapitalismen” skal bekæmpes og erstattes med et “socialistisk” system.

En analyse af de mange ord i programmet fører uundgåeligt til det resultat, at målet er forblevet det samme som de gamle kommunistiske koryfæers: Det socialistiske samfund med offentlig, kollektiv styring af samfundsøkonomi, erhvervsliv mv. At alle faktiske forsøg på at realisere et sådant altid er endt i fiasko, ses der bort fra. Og den sædvanlige medfølgende undertrykkelse vil skam ikke blive gentaget, for det hele skal hvile på et flertal, kunne afskaffes igen, og vil i øvrigt føre til større velfærd, lighed, skånsom naturforvaltning, bedre klima osv. EL vil jo bare “gøre verden bedre”! For øjeblikket sker det ved, at EL presser på for gennemførelse af en samfundsøkonomisk ødelæggende “klimaplan” og for fri adgang til muslimsk indvandring.  Delmål og midler i en moderne “revolutionær” indsats.

Men i virkeligheden er principprogrammet i øvrigt blot et skalkeskjul og en kamuflage for revolutionskæmpernes gamle kommunistiske program. Det er svært i den sammenhæng at forbigå den ideologiske arv, som EL-politikerne ellers vedkender sig. Således har EL’s nuværende talskvinde Pernille Skipper i 2016 meldt sig ud af det trotskistiske SAP af revolutionære marxister. Af taktiske grunde, for hun har skam ikke skiftet mening, forsikrede hun ved udmeldelsen. Trotskij – Lenins næstkommanderende – har været emblem for hendes SAP. Andre i EL har som forbilleder haft Mao, Enver Hoxha, Che Guevara og tilsvarende typer. Venstrefløjspolitikerne har i en historisk sammenhæng slet ikke taget afstand fra deres idoler, men i dag er de i hvert fald udadtil neosocialistiske demokrater, som kun vil det gode.

Kamuflagen virker åbenbart, når EL – og det gamle kommunistparti SF – kan tiltrække så mange vælgere. Måske er det også et resultat af den journalistiske rabundus, der har ramt selv borgerlige medier. F.eks. har Berlingskes “gravegruppe” afsløret uheldige forhold i Danske Bank, Mærsk, Carlsberg mv., ligesom avisen beskæftiger sig med skandaler i SKAT og andetsteds i det offentlige. Men de søde piger – og andre – i EL er ikke bekendtskaber, der udsættes for lignende journalistisk “dybdeboring”.

EL-forbillederne Trotskij, Mao m.fl. var vel lige så store banditter som f.eks. Hermann Göring, Joseph Göbbels o.lign. Men det ser den ekstreme venstrefløj i EL vist bort fra. Den er nemlig blind for kommunismens forbrydelser: De gamle kommunister ville jo også bare gøre verden bedre!