Klumme: Død over politisk korrekthed

“Jeg er uenig i alt det, du siger, men jeg vil kæmpe til døden for din ret til at sige det” er filosoffen Voltaire berettiget eller uberettiget citeret for at have sagt. Men, hvad enten det er en skrøne eller ej, så rammer citatet en pæl ned i, hvad ytringsfrihed relaterer sig til. Ytringsfrihed er ikke retten til at sige det, flertallet eller andre bifalder, det er retten til at sige ikke kun hvad andre er uenige i, men hvad flertallet, altså majoriteten, ikke står for. Det, som nogen ikke kan fordrage at høre.

Hvem nogen så end er, og hvor mange de er, er underordnet. Det er kernen i, hvad retten til at ytre sige er, det at udtrykke sig vedrører. Hverken mere eller mindre. Paludan er et lysende eksempel på en værdikriger i ytringsfrihedens tjeneste.

Og i virkelighedens verden, så må man konstatere, at den dyrebare kerne, den frihedsrettighed, den flugter bare ikke med tidens trend om politisk korrekthed, den kolliderer fuldstændig med den holdning, det tankesæt, der p.t. gælder som det udslagsgivende på bjerget.

Den observante og skarpe læser vil stille sig spørgsmålet, hvad og hvor skal vi så placere de strømninger, der for tiden er udslagsgivende i medier, fjernsyn, aviser, blandt debattører og mainstream politikere, på de sociale medier og i organisationer, for så vidt angår spørgsmålet om, hvad er kernen i ytringsfriheden.

Tidens udfordring er, at den politiske korrekthed er baseret og placeret i kernen af den marxistiske lejr. Herfra skal man alene forvente en modsætning mellem begrebet ytringsfrihed, som defineret i Voltaire-sammenhæng, og den dagsorden, marxismen fastsætter sin intolerante agenda efter.

Her er det væsentligt, som modpol til Voltaire-citatet, at få fastlagt, at den marxistiske dagsorden relaterer sig til en autoritær opfattelse funderet i regulering, censur og styring af mennesker og deres ageren i enhver henseende.

Marxismen, socialismen og kommunismen er ytringsfrihedens diametrale modsætning. Intet er den politiske korrektheds større modsætning end netop ytringsfrihedens grænser, frihedsrettighedernes grænser generelt. Retten til at tænke, skrive og tale.

Dygtig indpakket i gennemsigtigt cellofan har venstrefløjen forstået at sno medier og politiske opfattelser om sin lillefinger i bestræbelsen på at indsnævre retten til at ytre sig med åben pande i tilkendegivelser, som kolliderer med marxismens dogmatiske og indsnævrede menneske- og samfundssyn.

Sandheden om tidens autokratiske og styrende menings holdninger er, at de er i direkte konflikt med ytringsfrihedens kerne og grænser, de er kontrollerende, intolerante og autoritære baseret på et marxistisk vraggods udspundet i en hjerne placeret i 1800-tallets teoretiske hjernespind hos Karl Marx. Der hvor klassekamp og proletariatets diktatur blev født. Langt fra et højteknologisk, digitaliseret og højtudviklet samfund, baseret på knowhow og viden fra en befolkning bestående af enkeltindivider, mediefolk og politikere, der for længst burde have forkastet og kasseret den slags tankemæssige affald.

Virkeligheden er, at marxismens fangarme har succes med, her langt ind i det 21. århundrede, at tage styring over befolkningerne i den vestlige verden. Vi er gidsler i et tankesæt, hvor kampen ikke kun står på at vriste os fri af det jerngreb, den politiske korrekthed har taget patent på, men overordnet i at sætte en helt ny dagsorden, så folk forstår hvor langt fra ytringsfrihedens grænser vi er kommet.

Woke-strømninger er en del af det marxistisk inspirerede vraggods. Det identitetsprægede, som ideologisk og tankemæssigt ligger så langt fra det individuelt baserede, konservative livssyn, som tænkes kan. Her hvor det aparte i seksuel og tankemæssig sammenhæng skal have fortrin og forret frem for traditionelle værdier i en konservativ ideologisk sammenhæng.

Patriotisme kolliderer med marxismens internationalisme. Fædrelandskærlighed er hverken udtryk for racisme eller intolerance. Det er en samhørighed med det bestående, det evolutionære. I modsætning til det revolutionære.

Men ikke desto mindre har den politiske korrekthed (læs: marxismen) dygtigt fordrejet tankesæt og debatniveau på en måde, så mainstreamtankerne i dag fremstår bastardiserede og simplificerede i forhold til tidligere tiders opfattelse og forståelse af vores begrebsverden.

EU og FN er udklækningskaserner for marxistisk og socialistisk tankesæt og ensretning. Organisationerne er nationalstaternes modsætninger, mangfoldighedens modsætning. Men begge organisationer har igen dygtigt forstået, i bedste Orwell-stil, at twiste og bastardisere den begrebsverden, som konservative tankesæt ideologisk er placeret i.

Her er mangfoldighed ændret til en ret til opløsning af samfund og nationalstater, en ret til udfasning af de tankesæt og traditioner, det har taget generationer at udvikle. Alene for at fremme det flerkulturelle samfund. De er islamiseringens bedste murbrækkere, Europas og verdens kulturelle samfundsnedbrydere.

Tidligere tiders konventioner skamrides og fortolkes til skade for ordens- og lovbaserede samfund, alt i mangfoldighedens og internationalismens navn. Hvis man havde fortalt den almindelige dansker på gaden i 1962, at hver 5. nyfødte her hjemme om 60 år ville have udenlandsk baggrund, så ville han have rystet på hovedet.

Den virkelige intolerance, den sande racisme, demokratiets og frihedsrettighedernes sande modsætning, det er de holdninger, der ligger indbygget i den politiske korrekthed. Hvor den politiske korrekthed så end udsender sine signaler fra.

Hvorfor begynder islamkritikere altid deres indledende sætning med, “at det ikke er fordi de er racister, men”, hvorfor pakker de ting ind, hvorfor er der ingen mainstreammedier, der åbent på lederplan tilkendegiver, at det er samfundsnedbrydende og dybest set gak, at der er lukket så mange muslimer ind i Danmark og de omgivende lande i EU? Simplificeret udtrykt.

Når man ved, at kriminalitet og økonomiske byrder stiger i takt med øget indvandring fra 3. verdenslande, så burde det være en pligt at sige fra. Alene på en faktuel og ikke fordomsfuld baggrund. EU er i den sammenhæng den værste synder og fare for europæernes fremtid.

Kunsten for højrefløjen bliver at kæmpe sig tilbage i dagsorden, sætte en helt ny videns- og faktabaseret fundats for, hvor samfundsudviklingen skal bevæge sig hen. Det kommer til at gøre ondt, det bliver en lang sej kamp, men der er ingen mellemveje, smutveje eller nemme løsninger.

Vi konservative skal ikke kun stå fast, men vi skal tilbageerobre de politiske kamppladser og arenaer. Vi skal erobre medierne, debatterne og holdningerne. Alternativet er en fortsat samfundsopløsning. Og der skal helt nye spillere på banen – ikke de aktører, der for tiden mere er konservative af navn end af gavn. De pynter sig med lånte fjer. De har stjålet en fane, som ikke er deres.

Kunsten bliver at gribe tiden, og gøre det med ørnekløer, så man griber den enkelte. Der er en verden af uopdyrkede sandheder og virkeligheder, som skal forkyndes og realiseres. Nationalkonservatismens vigtigste opgave bliver at opildne til fornyet kamp mod kommunistisk og socialistisk ensretning og regulering. Mod islamisering og fremmedgørelse af de traditioner og værdier, vi har fået i arv.

De internationalistiske woke-tanker er som gift for en smuk skovsø. Marxister er fortsat placeret i tankemæssige jordhuler langt fra den verden af frihed og harmoni, som national-konservatisme og patriotisme bygger på.

Individets ret til frihed for flertallets og massens ønsker, det er kernen i hvor kampen skal stå. Kliché tænkning i marxistisk arvegods bør afdækkes og imødegås, så snart den dukker op. Flertallets lykke dækker over ønsket om at undertrykke og regulere den enkelte og mindretallet, endog flertallet. Dem der ikke bøjer nakken for marxismen.

Husk at kampdagen bliver skøn jo flere enkeltindivider bakker op om den fælles fane vi har kær. Det Dannebrogsflag, som fortsat danner rammen om det, vi skal sikre, ikke kun for vor tid, men for eftertiden: Gud, konge og fædreland må og bør altid være ledetråden for, hvor vi skal bevæge os hen. Det er ikke en ret vi har, det er en pligt vi har.

Det er herlig gammeldags måde at leve og dø på, men det er jo i virkeligheden blot et forsvar for alt det, vi tror på, alt det vi elsker. I virkelighedens verden er konservatisme det nemmeste at tro på. Det letteste at indrette sig på. Det smukkeste at leve efter. Så ved man, at ens verden også består den dag, man giver den i arv til sine nærmeste. Amen.