Klumme: Donald Trump – den der ler sidst, ler bedst

Baggrunden

Klummens titel henviser naturligvis til den smilende amerikanske præsident Donald Trump, efter at den såkaldte Mueller-rapport d. 22. marts i år havde frifundet ham  for anklagen om, at han og hans medarbejdere i Det hvide Hus under valgkampen i 2016 skulle have samarbejdet med den russiske regering. Denne skulle i al hemmelighed have stillet belastende materiale til rådighed for Det hvide Hus rettet mod demokraternes kandidat, valgkampens dårlige taber Hillary Clinton. At Rusland forsøgte at blande sig i valgkampen, er naturligvis en kendsgerning, og i alt blev 26 russiske statsborgere og 3 russiske organisationer anklaget af de amerikanske myndigheder.

Men det var Donald Trumps eget hoved dennes modstandere ville have på et fad, hvilket de altså efter rapportens offentliggørelse ikke fik! Således rejses der nu ingen anklage mod den amerikanske præsident, men der er dog ét spørgsmål, som Mueller har ladet stå åbent: om Trump eller dennes medarbejdere skulle have forsøgt at lægge undersøgelseskommissionen hindringer i vejen i dens opklaringsarbejde. Men skulle dette – mod al forventning – vise sig at være tilfældet, ville det alligevel ikke være tilstrækkeligt belastende og derfor ikke føre til en anklage.

Mueller-rapporten

Den nedsatte undersøgelseskommission blev ledet af den højt respekterede Robert S. Mueller, der har været chef for det amerikanske forbundspoliti FBI i årene 2001-13. Til sin rådighed havde Mueller i alt 19 sagførere og 40 FBI-agenter. Der blev foretaget 500 husundersøgelser, og op til 4000 personer var anført på listen over mulige vidner, 50 lister med telefonnumre er blevet checket på kryds og tværs og 500 personer forhørt. Rapporten, der fylder omkr. 400 sider, blev overdraget justitsministeren William Barr, der i første omgang offentliggjorde ca. fire sider med den endelige konklusion, nemlig at der ikke kan rejses anklage mod Trump og dennes medarbejdere på trods af de utallige rygter om ”collusion”, dvs. hemmeligt samarbejde med de russiske myndigheder, rygter uden beviser, som både demokratiske kongresmedlemmer og de toneangivende liberale amerikanske medier havde sat i omløb.

Triumfen

Det kan naturligvis ikke undre, at Trump omgående tweetede: ”Intet samarbejde, intet forsøg på at lægge hindringer i vejen, en fuldstændig og total frifindelse. Keep America great!” Det hvide Hus’ pressesekretær Sarah Huckabee-Sanders var mere detaljeret i sin tweet: ”Demokraterne og deres liberale allierede i medierne har gennem to år beskyldt præsident Trump for at have sammensvoret sig med Rusland. Dette var altsammen en ondsindet, absurd løgn, der blev udbredt af medierne i alle døgnets 24 timer. Dette bør en amerikansk præsident aldrig mere udsættes for.”

Heksejagt

Det er vel ikke nødvendigt at pege på, at Huckabee-Sanders her peger på en hæmningsløs hetzkampagne, der vel aldrig er blevet set før i USAs historie. Ligeledes er en kendsgerning, at den gamle demokratiske regel om, at enhver anklaget er uskyldig indtil erklæret skyldig, eklatant er blevet overtrådt. Men har man fra anklagernes side hørt blot antydningen af en undskyldning? Nej, naturligvis ikke. Tværtimod er anklagerne stik imod al anstændighed blevet gentageti en uendelighed, og ikke mindst er skytset nu blevet rettet mod justitsministeren, selvom William Barr er en jurist, hvis ry er uplettet og hvis retsindige karakter er hævet over enhver tvivl. Grunden til, at han foreløbigt har tilsendt kongressen en forkortet version af Muellers rapport er ganske enkelt, at denne indholder hemmeligstemplede oplysninger, der ifølge amerikansk lovgivning ikke må offentliggøres. Barr har da også lovet, at hele rapportens tekst – men uden disse ”classified informations” – vil blive offentliggjort, som det højlydt kræves af demokraterne i kongressen og også af flere republikanere. At der her skulle dukke ”godbidder” op, som Trumps fjender vil kaste sig over, er mere end usandsynligt, da Barr allerede ville have offentliggjort disse.

Hvad bringer fremtiden?

Givetvis vil demokraterne i kongressens andetkammer, Repræsentanternes Hus, hvor de har et komfortabelt flertal, med deres blodtørstige leder Nancy Pelosi, også kaldet Botox Nancy, i spidsen, ikke falde til ro. Valgkampen op til næste præsidentvalg i 2020 er nemlig allerede gået i gang, og demokraterne vil fortsætte deres forsøg på at anklage Trump for embedsmisbrug med dén begrundelse, at han har forsøgt at lægge hindringer i vejen for Mueller-kommissionens opklaringsarbejde. Men lad dem forsøge, for de vil blot komme til at skade sig selv. For at afsætte en siddende præsident kræves nemlig et totredjedels flertal i kongressens førstekammer, Senatet, hvor republikanerne til gengæld har magten, og der er ingen tvivl om, at de republikanske senatorer, når det gælder, alle som én stiller sig bag deres præsident. Desuden ville en sådan fortsat heksejagt utvivlsomt mobilisere Trumps tilhængere op til præsidentvalget.

Således har The Donald så absolut de bedste kort på hånden siden han er tiltrådt som præsident. På trods af al mistænkeliggørelse og alle anklager, der nu har vist sig ubegrundede, står han stærkere end nogensinde og vil som ingen anden præsident før ham indfri sine valgløfter. Mon ikke han nu får bygget den lovede mur mellem USA og Mexiko og dermed formindsket strømmen af kriminelle og af narkotika? Mon ikke det lykkes ham at skabe en større balance i handelen med Kina samt forhindre den eklatant industrispionage, der udøves fra kinesisk side? Mon ikke han får de 29 NATO-lande til at makke ret og skuldre en større del af deres militære udgifter, således at USA ikke længere skal betale mere end halvdelen af disse? Og sidst men ikke mindst er det lykkedes at få samlet alle republikanerne bag deres præsident, hvilket betyder, at Donald Trump næppe vil have en seriøs modstander fra sit eget parti i forbindelse med nomineringen af en kandidat til næste præsidentvalg. Sandsynligheden for, at han også vil være USAs præsident efter 2010 er steget betydeligt. Krepérligt for demokraterne, men gudskelov for os andre!