Klumme: Emmanuel Macrons fiasko


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Da den franske præsident Emmanuel Macron i april 2016 grundlagde sit parti La Republique en marche (LREM) fik han en sådan succes, at han året efter kunne flytte ind i præsidentboligen Palais de l’Élysée til akkompagnement – betegnende nok – ikke af den franke nationalsang Marseillaisen, men Europahymnen, der som bekendt er taget fra 4. satsen af Beethovens 9. symfoni.

Derfor kunne det ikke undre, at Macron omgående blev de EU-venlige mediers kæledægge: her var en ung og dynamisk person, der udadtil kunne sætte gang i den videre europæiske integration, der ikke bevægede sig af stedet.

Macrons sejr byggede indenrigspolitisk set på et utal af løfter om sociale og politiske forandringer, om en fornyelse, der ikke mindst skulle genføde Frankrig som den førende europæiske nation.

Udenrigspolitiske fiaskoer

Men da valgkampens løfter skulle indfries, fulgte en brat opvågnen til den politiske hverdag. Udadtil forsøgte Macron sammen med den altfor længe regerende tyske kansler Angela Merkel at sætte EUs politiske dagsorden, hvilket var vanskeligt, så længe Storbritannien endnu var medlem af den Europæiske Union.

I frisk erindring er den franske præsidents veto i 2019 mod, at der blev indledt forhandlinger om Nordmakedoniens og Albaniens optagelse i EU, selvom Bruxelles havde givet grønt lys. Dette skete, da Nordmakedonien havde givet efter i navnestriden med Grækenland og nu kaldte sig Nordmakedonien i stedet for det oprindelige Makedonien. Landet følte sig med rette krænket over dette franske diktat fra den lille Napoleon i Élyséepalæet, der ville spille med de muskler, han ikke har.

Samme storhedsvanvid kom til udtryk, da Macron d. 21. oktober samme år til det britiske tidsskrift The Economist erkærede, at NATO var ”hjernedød”, efter at USA under Donald Trump havde vendt ryggen til forsvarsorganisationen. Udtalelsen er ikke blot fornærmende, men ogå i højeste grad usand. Ikke blot er nu engang samme NATO siden 1948 årsagen til fred i Europa. Problemet er ganske enkelt Macrons surhed over, at Trump gentagne gange har peget på, at de fleste NATO-lande, inkl. netop også Frankrig, ikke lever op til aftalen om, at organisationens medlemslande skulle øge deres forsvarsudgifter ganske betydeligt. Det aftalte mål har været beskedne 2% af disse landes bruttonationalprodukt. Dette er på trods af amerikanske pres ikke  sket, mens USAs udgifter er på 3,5% af BNP.

LÆS OGSÅ:  Klumme: USA’s sammenbrud

Og ligesom for at føje spot til skade har Macron ovenikøbet efter valget erklæret, at Frankrigs militærudgifter skulle reduceres med 850 mio. euro. Denne provokation medførte, at generalstabschefen, Pierre de Villiers, der kritiserede disse nedskæringer, i protest trådte tilbage fra sin stilling.

I forbindelse med coronakrisen har makkerparret Marcon-Merkel igen her i maj måned forsøgt sig med et initiativ, der er blevet overtaget af EUs formand Ursula von der Leyen, der er helt i lommen på Macron og Merkel. Det drejer sig om en gave til de værst ramte sydeuropæiske lande på svimlende 750 mia. euro, hvoraf de 500 mia. ganske enkelt er en gave uden betingelser og resten er lån, der skal tilbagebetales over 30 år. Det drejer sig om penge, som EU ikke har, men må låne på det internationale pengemarked.

I skrivende stund er ingen endegyldig løsning fundet.

Heldigvis har fire mindre EU-lande, Danmark, Holland, Sverige og Østrig, af medierne alt efter politisk ståsted døbt ”de sparsommelige fire ” eller ”de nærige fire”, protesteret mod den vanvittige gavepose, der netop i disse dage forhandles i Bruxelles, men givetvis uden at en løsning findes. EU demonstrerer gang på gang en politisk impotens!

Indenrigspolitiske fiaskoer

Indenrigspolitisk er Macron gået fra det ene nederlag til det næste. Vi kan begynde med valgløftet om at reducere Frankrigs afhængighed af atomkraft, der blev hilst med jubel af den liberalt-miljødyrkende del af befolkningen. Macron overtog ganske enkelt forgængerens, den socialistiske præsident François Hollandes katastrofale energiprogram. Her havde det illusoriske mål været frem til 2025 at halvere den elkraft, som Frankrigs atomkraftværker producerer og som udgør 72% af det samlede elforbrug. Imidlertid måtte Macron stiltiende revidere disse planer og i stedet forlænge de 58 atomreaktorers levetid med endnu en del år, et projekt, der vil koste de franske skatteydere 48 mia. euro.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Arveafgiften opfordrer til ødselhed

I oktober 2018 fandt så de første voldsomme protester mod Macrons skattepolitik sted. De var organiseret af græsrodsbevægelse De gule veste (Mouvement des gilets jaunes) og bredte sig fra Frankrigs nordlige egne til resten af landet. Protesterne var i første omgang rettet mod regeringens voldsomme forhøjelse af benzinpriserne, men udvidede sig til også at være vendt mod en planlagt generel skatteforhøjelse, der især ville ramme pensionister per 1. januar 2019, og mod hvad der opfattedes som en bevidst ignorering af landbefolkningens økonomiske problemer.

Endelig slap Macron ikke særlig godt fra coronakrisen, der kostede flere end 30.000 mennesker livet. Det franske sundhedsvæsen havde nemlig i den senere tid været udsat for en lang række besparelser og der manglede både masker, beskyttelsesudstyr, respiratorer og personale.

Kommunevalgenes fiasko

Ingen af de interne problemer er blevet løst, og med jævne mellemrum flammer protesterne op igen med brændende biler og barrikader især i Paris’ gader. Den endelige dom over Macrons forfejlede politik kunne ses i forbindelse med de netop stedfundne kommunalvalg d. 28. juni.

Næsten 60% af vælgerne viste deres passive modstand ved at blive hjemme, idet kun ca. 41% afgav deres stemme – det drejer sig her om den laveste valgdeltagelse i mands minde. Derudover var valget specielt for Macrons parti LREM en katastrofe ikke blot, som det var ventet, i landdistrikterne, men også i de større byer, hvor Macron hidtil havde haft mest tilløb. Også drømmen om at erobre borgmesterposten fra socialisterne i Paris gik i vasken.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Var Jeremy Corbyn tjekkisk spion?

Det endelige resultat

Valgets store vinder blev det grønne parti, Les Verts, der ikke mindst blandt yngre vælgere havde fremgang ikke kun i Paris, men også i byer som Bordeaux, Strasbourg, Nantes og Nancy; i Lyon, Frankrigs tredjestørste by, erobrede partiet endda borgmesterposten. Og selvom valget var en generel skuffelse for Marine Le Pen, vandt hendes parti Rassemblement National borgmestersædet i Perpignan. Det kommunistiske parti fortsatte dets tilbagegang fra tidligere valg og mistede borgmesterposterne i Pariserforstæderne Saint-Denis og Aubervilliers. Derimod havde også det borgerlige Frankrig et godt valg. I flere end 35.000 kommuner sidder nu en række højrekonservative borgmestre fast i sadlen.

Så der er håb forude og man kan kun ønske, at det arrogante magtmenneske Emmanuel Macron fortsat straffes af de franske vælgere. Det første han gjorde efter valgnederlaget, var i desperation at skifte hele sin regering ud. Betegnende nok fyrede han også sin dygtige og populære premierminister Edouard Philippe, der som én af de få kandidater fra Macrons parti fik et flot valg og blev borgmester i den store nordvestlige havneby Le Havre.

Blev Philippe fjernet fra sin post fordi han fra at have været en forbundsfælle nu kunne ses som en rival til præsidentvalget om to år? Stiller han op som den borgerlige fløjs kandidat, kan Macron have grund til at ryste i bukserne.