Klumme: En vrimmel af topøkonomer

En vrimmel af såkaldte topøkonomer har i den seneste tid haft travlt med at forsyne offentligheden med deres tanker om konjunktursituationen, efter at regeringen og et bredt folketingsflertal smadrede samfundsøkonomien med coronanedlukningen, og man nu er i en genoplukningsfase. Både den nuværende “overvismand” og flere tidligere af slagsen har følt sig kaldet til at give bidrag hertil.

En særlig ekspertgruppe (indeholdende bl.a. to eks-overvise) har derudover i Finansministeriets regi forfattet en rapport om genåbning mv. på i alt 147 sider (inkl. bilag). Ekspertgruppen påpeger i sin rapport, at de vedtagne vidtgående hjælpepakker vil kunne få en uheldig konserverende virkning på den økonomiske struktur. De bør derfor i hovedsagen afskaffes fra 8. juli (regeringen har derefter forlænget ordningen med lønkompensation til 29. august) og i fornødent omfang erstattes med låne-, likviditets- og garantiordninger. Virksomhederne bør kunne stå på egne ben.

Der vil dog givetvis være virksomheder, som får vanskeligt ved at overleve efter genåbningen. Det må gængse rentabilitetshensyn i det store og hele afgøre.

En kritisk behovsprøvelse bør selvsagt også gælde statslige og offentligt subsidierede aktiviteter. Landet går vel heller ikke under, fordi et par teatre, museer eller lign. forsvinder, selv om noget sådant nok i medierne og hos “kulturfolket” udløser et ramaskrig. Adskillige tv-kanaler og statssubsidierede papiraviser kunne desuden sagtens undværes – eller i det mindste overlades til fuld egenfinansiering – mange råd og styrelser er overflødige og bør nedlægges, og andre kan i hvert fald slankes væsentligt.

Tænketanken Kraka med adskillige “topøkonomer” i stalden ruger sikkert også over at intervenere. En tidligere overvis herfra har da allerede meldt sig i koret med forslag om øgede indkomstoverførsler i forbindelse med SU og folkepensionen. Selvfølgelig kun midlertidigt.

En endnu mere afdanket overvis har yderligere for nylig i Berlingske kommenteret situationen ved at advare mod gentagelse af tidligere mindre succesfulde aktivitetsstimulerende kriseindgreb, bl.a. den midlertidige momssænkning fra 1975, som ellers blev anbefalet af dengang kloge økonomer.

Og i baggrunden lurer det såkaldte Klimaråd, Rådet for Grøn Omstilling, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og diverse aktivistgrupper, optændte af muligheden for at forlænge nedturen ved fremme af egne dagsordener.

Venstres formand har modtaget stærk kritik fra “topøkonomer” for sit ønske om en midlertidig halvering af momsen som aktivitetsstimulerende foranstaltning. Erfaringerne fra 1975 var i den henseende ikke positive, hedder det som nævnt, og et sådant forslag fra V betegnes ligefrem som bekymrende.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at adskillige af disse meget kloge økonomer – herunder den nuværende overvise – i stedet for peger på særlige tilskud til diverse lavindkomstgrupper. Midlertidige, selvfølgelig, men her har erfaringen da ganske klart vist, at det er næsten umuligt at slippe af med den slags særydelser igen, jfr. efterlønnen (fra 1978) mm. Men den erfaring tæller åbenbart ikke.

En midlertidig momsnedsættelse er næppe et økonomisk universalmiddel i den foreliggende situation. Dog må det anses for betydningsfuldt, at den tyske moms på fødevarer fra 1. juli nedsættes fra 7 til 5 pct. og for andre varer fra 19 til 16 pct. gældende resten af året. Med en fortsat dansk momssats på 25 er det vel indlysende, hvad det kommer til at betyde for grænsehandel og smugleri. Men den slags bekymrer tilsyneladende ikke store økonomiske ånder. En væsentlig dansk momsnedsættelse samtidig med Tyskland bør skam ikke udelukkes, men kan næppe stå alene.

Efter det brede folketingsflertals smadring af økonomien, risikerer genopretningen at resultere i en yderligere skævvreden, mindre produktiv økonomi med en absolut og relativt langt større samlet offentlige sektor end før. For at forhindre noget sådant, er det ønskeligt, at stimuleringspolitikken især omfatter generelle skatte- og afgiftslettelser og begrænsning af statens ødsle pengeforbrug.

Men det har “topøkonomerne” som helhed ikke øje for. Man kan selv vælge om den uopmærksomhed skyldes intellektuel dovenskab eller er en slags stofmisbrug i form af lang tids forkærlighed for offentlig “velfærd”, båret af rent personlige politiske fordelingsønsker.