Klumme: Endelig en amerikansk præsident der tør

Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad har ganske forudsigeligt vakt hylekoret af krænkede muslimer og deres venner over hele verden. Israels fjender i Folketinget påstår, at Trumps beslutning skader fredsprocessen. Men faktum er, at fredsprocessen har været død længe. Og den bliver ikke genoplivet, medmindre palæstinenserne accepterer direkte forhandlinger med Israel.

Når Donald Trump har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad og igangsat processen med at flytte USAs ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, har han blot taget konsekvensen af den lov (Jerusalem Embassy Act), som Kongressen vedtog i 1995, og som de skiftende amerikanske præsidenter ikke har haft mod til at gennemføre i praksis.

Donald Trumps beslutning har kun stadfæstet status quo. Og status quo er, at Jerusalem er de facto Israels hovedstad. Det er i Jerusalem, at Israel har sin regering, parlament og højesteret, og det er til Jerusalem, at udenlandske regeringschefer og politikere kommer for at forhandle med Israels ledere.

Samtidig med, at Trump har anerkendt Jerusalems status som Israels hovedstad, har han understreget, at USA ikke tager stilling til grænsedragningerne mellem Israel og den kommende palæstinensiske stat. Det er op til direkte fredsforhandlinger mellem parterne. Problemet er blot, at palæstinenserne altid har afvist direkte forhandlinger med Israel, og gør det fortsat den dag i dag. De har haft mange muligheder for at få en selvstændig stat, men har hver gang forspildt muligheden.

Nej til freden i 1937

Efter den første verdenskrig besluttede de allierede, at Palæstina (det nuværende Jordan og Israel inkl. Gaza og Vestbredden), skulle være et britisk mandatområde under Folkenes Forbund. En britisk kommission under ledelse af Lord Robert Peel foreslog, at den fjerdedel, der var blevet tilbage af det britiske mandatområde efter udskillelsen af Jordan, skulle deles i en jødisk og en arabisk stat. Mens jøderne har accepteret forslaget, blev det blankt afvist af araberne, som sagde, at hele mandatområdet var en del af det ”arabiske hjemland”. Det var første gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

Nej til freden i 1948

I 1947 vedtog FN’s generalforsamling en plan, der skulle opdele mandatområdet i en jødisk stat, en arabisk stat og et internationalt område omkring Jerusalem. Jøderne accepterede planen og oprettede i 1948 helt lovligt staten Israel. Den arabiske verden anså FN’s anbefaling og det internationale samfunds støtte til oprettelsen af en jødisk stat som et svigt af palæstinenserne. Flere lande havde truet med at gå i krig skulle det ske, og Egypten, Irak, Jordan, Libanon og Syrien gjorde alvor af truslen. Det var anden gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

Nej til freden i 1967

I juni 1967 blev Israel igen angrebet af sine arabiske naboer. Resultatet blev en israelsk sejr, hvor Israel på seks dage erobrede Sinai-halvøen og Gaza fra Egypten, Golan-højderne fra Syrien og Vestbredden fra Jordan. Israel tilbød at returnere de erobrede områder til gengæld for fred, men det blev afvist af Den Arabiske Liga, som vedtog de tre nej’er: Nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel og nej til forhandlinger med Israel. Det var tredje gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

Nej til freden i 2000

Håbet om fred mellem palæstinenserne og israelerne har ført til en ny fredskonference, som blev holdt i 2000 på den amerikanske præsident Bill Clintons feriested Camp David. Efter intense forhandlinger mellem Ehud Barak, Israels statsminister, og Yasser Arafat, formanden for PLO, afviste Arafat et forslag, der ville have skabt en palæstinensisk stat omfattende hele Gaza og størstedelen af Vestbredden. Arafat forlod Camp David uden at stille et alternativt forslag. Det var fjerde gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

Nej til freden i 2008

I november 2007 deltog daværende premierminister Ehud Olmert i en fredskonference indkaldt af Bush’s udenrigsminister Condolezza Rice i Annapolis, USA. Her underskrev Israel og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas en hensigtserklæring om en to-statsløsning. Annapolis-konferencen er imidlertid, ligesom mange andre fredsforslag, aldrig blevet andet end det papir, den var skrevet på. Det skyldtes primært den dybe splittelse mellem Fatah og Hamas. Det var femte gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

En fredsløsning kan kun tage afsæt i de aktuelle forhold

Siden 2008 har Israel gentagne gange tilbudt at forhandle om en to-statsløsning, men hver gang har den palæstinensiske ledelse afvist tilbuddet. Hamas-fløjen i den palæstinensiske ledelse afviser fortsat de fundamentale principper i fredsprocessen, som den såkaldte Mellemøstkvartet har fastsat: (1) anerkendelse af Israels ret til at eksistere, (2) accept af hidtil indgåede diplomatiske aftaler, og (3) fraskrivelse af brugen af vold.

Palæstinenserne er nødt til at forstå, at hvis fredsforhandlingerne med israelerne skal give mening og føre til et pragmatisk resultat, skal de tage afsæt i den aktuelle situation, og ikke i perspektivløse diskussioner om, hvem der har særlig historisk ret til de områder, der ligger i Israel, Gaza, Vestbredden og Jerusalem. Det ville heller ikke give mening, hvis vesteuropæiske lande begyndte at gøre krav på hinandens territorier med henvisning til forhold, der herskede for 200-300 år siden.

Ingen kære mor

Israel er det eneste demokratiske stat i Mellemøsten. Da landet er en økonomisk og militær supermagt, kan palæstinenserne ikke regne med, at deres arabiske venner vil intervenere, som de gjorde i 1948 og 1967.

USA har i dag en præsident, som er langt mere Israel-venlig end de tidligere præsidenter med Obama i spidsen. I FN-systemet får palæstinensernes venner et kraftigt amerikansk modspil. Og palæstinenserne kan heller ikke regne med opbakning fra det svækkede EU, som p.t. slås med kriser og opløsningstendenser.

Bundlinjen er, at palæstinenserne ikke kan regne med, at deres venner i FN, EU, Den Internationale Domstol og BDS-bevægelsen vil servere en (to-stats)løsning på en sølvtallerken. Der er ingen kære mor. Palæstinenserne kan kun få egen stat ved at forhandle i god tro med israelerne. Sker det ikke, vil den nuværende situation fortsætte, og der vil kun være én stat – Israel.

HUSK: 24NYT modtager IKKE mediestøtte. Du kan hjælpe os ved at tegne et abonnement på 1,- om dagen. Klik her. https://24nyt.dk/abonnement/

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb