Klumme: Endnu en omgang journalister, fascister og andre socialister

Socialist er ikke en politisk betegnelse, det er en psykiatrisk diagnose.

Pernille Rosenkrantz-Theil udviser en perfid arrogance overfor borgerlige vælgere og en avis, der trods alt har lidt borgerlig anstændighed tilbage. Det er selvfølgelig ikke ukendt fra en person, der stadig har den indre kommunistiske svinehund fra sin ungdom i behold. Men en politiker og tilmed minister, der siger, at det er mindst 5 år siden hun har læst en af Danmarks største, mest læste og ubetinget ældste avis, Berlingske, er uværdig og umoralsk. Hun hører intet nyt derfra, siger hun. Det gør hun åbenbart fra Information og Politiken. Organet for den højeste opløsning.

Var det ikke også Pernille Rosenkrantz-Theil, der misbrugte sine parlamentariske privilegier til at lukke en fanatiker, som smed maling i ansigtet på Anders Fogh Rasmussen, ind på Christiansborg? Hvilket næppe er helt ufarligt og kriminelt. Fra kommunister kan man forvente alt. De ved bedst og dem, der ikke viger, risikerer at havne i lygtepælen. Det er ikke ukendt fra kommunistisk hold.

Nu trækker den voldsdømte, og i mere end én forstand blodrøde, Pelle Dragsted sig fra politik. Jeg sætter en kasse rødspætter på, at han havner i en ekstremt højtlønnet stilling indenfor Godhedsindustrien. Hvilket som bekendt sker jævnligt for de mest forbenede socialister. Desværre tilhører de kirkelige organisationer også Godhedsindustrien. Som kristen og kirkegænger er det mig en torn i øjet. Og de småkommunistiske biskopper gør nok, at jeg snart finder mod udgangen. Den dobbelte udgang som vi siger.

Enhedslisten siges at være de unge kvinders og de gamle mænds parti. Hvilket jo åbenlyst er rigtigt. På folketingsniveau. I EL er udseendet på en kvinde en meget væsentlig værdi. Altså hvis du vil frem. Ser du godt ud som kvinde, eller er du en gammel mand, kommer du i Folketinget. Resten af den kvindelige vælgerbase lever helt op til forventningerne. Fladpattede, bulimiramte eller overvægtige, kinder der hænger mere end røven, hønerøvsmund, øjne som en overgæret fisk og hår som indfiltret garn, der har været brugt til at fange fisken.  Mange ligner mænd, men er kvinder og mange ligner kvinder men er mænd. I EL er der kvinder med tissemænd og mænd med livmoder. Det betyder ikke så meget i det parti. Der er alligevel ingen, der har nosser, og kun kvinderne har hår på brystet. 

Så skete det igen. To drenge og en pige blev slået ned, sparket på kroppen og trampet i hovedet af tre ”unge mænd” til skolernes afgangsfestlighed i Fælledparken. Politiet efterlyser dem selvfølgelig. Men hvordan hulen kan man finde tre “unge mænd”, når man intet får at vide om deres udseende. Der findes sådan cirka en kvart million ”unge mænd” i Danmark. Politiet må da have givet et signalement, men det bringes ikke af journalisterne. For som de siger ”hvad har etnicitet med det at gøre”. Journalister og andre socialister er mere naive end mennesker flest. Og naiv er for mig et rimeligt pænt ord.

Da jeg var ung, var verden ikke et paradis. Men gamle mennesker og kvinder kunne føle sig rimeligt sikre, når de gik på gaden eller andre offentlige steder. Så det gjorde de. Nu opfordres de til at gå flere sammen, at gå til selvforsvar, at tage en taxa hjem, ikke at gå på uoplyste steder, at gå med mobilen ved øret, at henvende sig til vagterne i Jomfru Anegade og ikke at gå for ”udfordrende” klædt. Nej, verden var ikke perfekt, da jeg var ung. Men for helvede, hvor er den blevet utryg. Både for gamle og for unge. Og nu af begge køn. Og hold kæft, hvor jeg undskylder. Jeg stemte også socialistisk, da jeg var ung. 

Når Rasmus Paludan mødes med bannere med teksten ”Ingen fascister i vores gader”, håber jeg sådan, at han vil møde op med bannere med teksten ”Ingen fascister i vores gader”.  Jeg vil så gerne se fascisternes ansigtsudtryk. Nå ja, ansigtsudtrykket kan man jo ikke se på grund af de heldækkende ansigtsmasker, fascister altid bærer.  Men den er svær at svare igen på.

Hvorfor skriver jeg næsten altid Socialist og ikke Kommunist? Fordi, indenfor psykiatrien skelner man mellem lidelser, der med besvær og betydelige midler kan kureres, og lidelser der kun kan imødegås med bæltefiksering.