Klumme: Enhedslistens dobbeltspil – Bach Gruppen fik fuld opbakning af partiets borgmester


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Svindelsagen på Amager, med byggeriet af “Njals Tårn” med fup-beton samt efterfølgende politisag, illustrerer endnu engang, at Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen spiller dobbeltspil.
Senest har hun til TV-2 Lorry 21/4 udtalt, at hun “har været dybt chokeret”. Den choktilstand har jeg dog på ingen måde oplevet hos Borgmesteren i de mange måneder, hvor vi igen og igen har behandlet “Njals Tårn”. Tværtimod.
Og det sker samtidig med at Borgmesteren i Lorry “glemmer” at fortælle, at hun og hendes parti har stemt ja til samtlige del- og hele byggetilladelser til Bach Gruppen, senest den 11/2-21. Det skortede ellers ikke på advarsler.
På møder i teknik- og miljøudvalget, advarede jeg udvalget om, “at jeg er alvorligt bange for, at der kan være flere problemer. Som bekendt er der svindlet med betonen under det 86 meter høje tårn”, skrev jeg også i Havnefronten to uger før ejeren Finn Bach fik seneste godkendelse. Alle partier stemte uforståeligt ja og altså sammen med Enhedslisten. Kun DF stemte imod og jeg fik samtidig indføjet følgende i min begrundelse:
 “Dansk Folkeparti føler sig ikke betrygget i, at man på det foreliggende grundlag udsteder en ny tilladelse til betonbundpladen. For Dansk Folkeparti virker det ikke som om man er kommet til bunds i problematikken gennem eksempelvis tilskrækkelige uvildige garantier for, at kvaliteten i løsningen er i orden. Det mener Dansk Folkeparti skal yderligere belyses inden tilladelsen evt kan gives”. Men, DF talte for døve ører på Københavns Rådhus.
Efter DF’s opfattelse må byggeriet helt standses. Ingen skal risikere, at flytte ind i et byggeri med alvorlig risiko for betonskader. Lad os derfor få politisagen afklaret, før der bygges mere. Jeg er ked af at sige det, men DF’s tillid til såvel mangemillionæren Finn Bach som Enhedslisten’s borgmester, kan ligge på et meget lille sted. Der er vist kø ved håndvasken. Kedeligt med Enhedslistens dobbeltspil.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)