Klumme: Er Danmark stadigvæk en kulturnation?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Klummeoverskriften er mere end relevant og kan på mange områder besvares med et rungende nej, når man betænker, hvorledes den rige kulturarv, vort land er i besiddelse af, i disse tider kastes i grams. Man behøver blot at se og lytte til de forskellige TV-kanalers vejrudsigter for at få et indtryk af, i hvor høj grad vores sprog mishandles (”og så er det lissom der nok alligevel kan komme lidt solskin hen a’ dagen” eller ”og så kan vi måske forvente lidt kuling eller sådan no’et”). Og man leder i de samme medier nærmest forgæves efter bogprogrammer, litteraturoplæsninger og seriøse kunstnerinterviews. Radio- og fjernsynsteatret, der trives i andre kulturlande, er forlængst en saga blott.

Men nu synes bunden nået gennem pressemeddelelsen om, at faget oldislandsk skal afskaffes ved Københavns Universitet, og hermed den sidste mulighed i Danmark for at studere dette sprog, samt den her beliggende Arnamagnæanske Samling med ca. 700 håndskrifter lukkes. Samlingen blev grundlagt i d. 17. århundrede af den islandskfødte forsker og professor ved Københavns Universitet, Àrni Magnússon, og rummer uvurderlige oldislandske og andre nordiske håndskrifter fra middelalderen, der siden 2009 har været opført på UNESCOs liste over ”Memory of the World Resources” (Liste over verdens hukommelse). Nuvel, vil mange sige, hvad pokker er oldislandsk for noget, og hvad skal vi med dette gamle døde sprog? Oldislandsk eller oldnordisk – nogle vil nok sige oldævl – er der vel ingen, der gider beskæftige sig med. Hvem ved vel i dag, at oldislandsk er det sprog, nudansk bygger på og som den verdenskendte eddadigtning og sagalitteratur er skrevet på! Sådan kan fladpander naturligvis argumentere, og på samme måde kan de spørge: Hvad skal vi med det gamle ragelse på Nationalmuseet og med kritiske udgaver af Søren Kierkegaards skrifter. Ham er der sgu alligevel ikke mange, der gider læse etc. etc.

Jamen, sådan kan der ikke argumenteres, hvis man ønsker at rangere på listen over denne verdens kulturnationer – og en smule stolthed over vores kulturelle traditon bør der vel være tilbage, en tradition, der foruden netop Søren Kierkegaard tæller navne som Ludvig Holberg, Christen Købke, Vilhelm Hammershøj, H.C. Andersen, Carl Nielsen, Karen Blixen, Jørn Utzon, Arne Jacobsen og – og – og . . .

Det er denne stolthed, der var totalt fraværende, da en vis komiker(!) ved navn Mick Øgendahl for nogle uger siden på DR1 søsatte det første af seks programmer om danske forfattere.”Øgendahl og de store forfattere” hedder disse programmer, og der blev lagt ud med netop H.C. Andersen i en udsendelse, der i pjattethed og dilletantisme – når lige undtages nogle alt for korte kvalificerede indlæg af et par Andersenforskere – næppe kan overgås. De følgende programmer om Tove Ditlevsen og Dan Turéll (store forfattere?) var ikke meget bedre, så vi kan kun frygte for fortsættelsen med de i sandhed store forfattere Herman Bang, Johannes V. Jensen og Karen Blixen. At man til fordel for Ditlevsen og Turéll kunne have valgt f.eks. Ludvig Holberg og Tom Kristensen er en anden sag. Fremragende lyrikere som f.eks. Johannes Ewald og Sophus Claussen tør jeg slet ikke nævne. For som en kulturredaktør ved et af Danmarks største dagblade for nogle år siden forsikrede mig: ”De er stendøde!”

Men for at vende tilbage til afskaffelsen af oldislandsk som universitetsfag og nedlæggelsen af Den Arnamagnæanske Samling, må det nævnes, at årsagen er, at der åbenbart efter ordre fra Uddannelses- og Forskningsministeriet omgående skal spares ca. 160 mio. kroner, der svarer til en fjerdedel af det Humanistiske Fakultets samlede budget. Og det skal gå hurtigt. Bygningen, som Den Arnamagnæanske Samling befinder sig i, skal forlades ved udgangen af 2019. Med et pennestrøg forsvinder en anerkendt verdenskulturarv fra Danmark. Dette er en helt ubehersket og uoverlagt grønthøster-nedskæring, der også rammer undervisningen i moderne islandsk og færøsk. Der er nemlig også indført nye, totalt urealistiske regler om, at der skal være mindst 30 studerende tilmeldt et hold for at det kan undervises. Hermed forsvinder så i næste omgang vel italiensk, portugisisk og de fleste slaviske sprog som undervisningsfag, og dette er vel kun en begyndelse.

Andre universiteter, der vil noget, er tværtimod stolte over at kunne tilbyde specialstudier, eller orkidéfag, som de kaldes ved Wiens Universitet. Danske studerende, der ønsker at fordybe sig i oldislandske studier og vikingetidens kultur, kan derfor med stort udbytte studere faget f.eks. netop i Wien, men også i Kiel, Frankfurt, München, London, Oxford og Cambridge eller i de andre nordiske lande. Kan dette være meningen, og kan det undre, at Københavns Universitet på verdensranglisten over akademiske institutioner, ” The Times Higher Education World University Rankings 2018”, sammen med Aarhus Universitet ligger helt nede på plads 109?

Det er betegnende, at der ud over en voldsom protest fra den islandske ambassadør Benedikt Jónsson, kun har lydt spage indsigelser fra dansk akademisk og politisk side. Så er Danmark stadigvæk en kulturnation?

Kommentarer