Klumme: Er dette USA’s Mao øjeblik?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Har Biden gang i en kulturrevolution i Amerika? I 1970’erne arbejdede jeg som ung undervisningsassistents på et institut på Århus Universitet (eller Undervisitet, som chaufføren på linje 8, der dengang gik forbi ude på Ringgajen, kaldte det).

På instituttets daglige morgenmøder blev jeg imponeret over en medarbejder, som, når der blev rejst spørgsmål vedrørende vores arbejde, havde for vane at svare ”både ja og nej”, med en let panderynken, som lod ane, at han så perspektiver og problemstillinger i sagen, der ikke var os andre forundt. Det blev mig først senere klart, at den pågældende var mentalt handicappet, undskyld kognitivt samspilsramt, og var blevet anbragt på instituttet for at få lidt ”erhvervserfaring”.

Jeg tænker ofte på oraklet i Århus, når jeg læser om Bidens radikale initiativer i hans første 100 dage. For ligesom Mao anvendte unge idealistiske kinesere – rødgardisterne – som sine stormtropper under kulturrevolutionen i Kina i perioden 1966-76, har Biden allieret sig med den amerikanske ungdoms mest radikale elementer i form af det neo-Marxistiske Black Lives Matter og det anarkistiske Antifa.

Han deler helt og fuldt deres opfattelse af USA som systemisk racistisk og bifalder de radikale elementers kritik af landets ”racistiske” politi, senest bevidnet ved hans direkte indgriben i sagen om politivold mod George Floyd i Minneapolis og hans udsagn før domfældelsen om, at vidnesbyrden mod politiet var ”overvældende”. Samtidig har Biden understøttet flere af deres politiske krav såsom lovgivning til fordel for transseksuelle, åbne grænser for masseimmigration osv.

Sidst men ikke mindst har Biden vist sympati for de radikale elementers opgør med alt det ”gamle” i samfundet – deres forsøg på – ligesom tilfældet var med rødgardisterne i Kina – med vold at true de medlemmer af samfundets elite, som ikke køber deres identitetspolitik, til at rette ind, ”tilstå”, at de nyder særlige privilegier og erklære sig enige i betimeligheden i deres ønske om oprettelsen af et nyt og mere ”retfærdigt” samfund.

At Biden, der med sine 78 år er USAs ældste præsident nogensinde, gik til valg på det stik modsatte og har været aktiv deltager i oprettelsen af dette ”racistiske” system som politiker i over 40 år, senest som vicepræsident, nu har luft til at foregive at være ungdommens mand, er faldet mange Republikanere for brystet, men skal efter min mening  ikke lægges Biden til last. Man skal som vælger være noget kognitiv samspilsramt for at tro på, at hvad en politker lover før han er blevet valgt, nødvendigvis er det samme som bliver gennemført efter han er blevet valgt.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Facebook står for fald

Det rejser imidlertid to spørgsmål, nemlig hvorvidt den nye amerikanske præsident er så populær, som han selv tror; og hvorvidt denne popularitet, hvis den bliver omsat til konkrete tiltag, vil kunne kaldes en politisk og kulturel revolution i USA.

Og her er meningerne i både USA og EU delte. Eller som min vismand fra 1970’erne ville have sagt: både ja og nej.

Lad os lige kikke lidt på Bidens ”popularitet” først. Det forholder sig sådan, at man i USA siden 2.Verdenskrig har undersøgt præsidentens popularitet efter de første 100 dage. Resultatet? Det er rigtigt, som JyllandsPosten siger, at Biden i disse meningsmålinger slår Trump med 10%. Men derudover er Biden den mest upopulære af alle, med undtagelse af Gerald Ford (fordi han nægtede at stille Nixon for en rigsret efter Watergate-skandalen).

  

Disse meningsmålinger er traditionelt opdelt i undergrupper: økonomisk politik, energipolitik, udenrigspolitik osv. Ved en kort gennemgang af Bidens popularitetstal viser det sig, at han er ”populær” på de områder, hvor Trump allerede havde lagt grundlaget, nemlig Covid-19 pandemien, hvor Trump som led i Operation Warp Speed på rekordtid havde fået medicinalfirmaerne til at samarbejde og fremstille en vaccine, og hvor vaccinationen af befolkningen allerede var godt i gang, før Biden overtog regeringsmagten d. 20. januar 2021. 

Når det drejer sig om udenrigspolitikken, var Trumps Mellemøsten-politik og visse arabiske staters anerkendelse af Israel i forvejen populære blandt Amerikanerne. Bidens tiltag på nye områder såsom transseksuelle i USAs hær og deres adgang til voldsramte kvinders bosteder, udvidelsen af USAs højesteret med 4 nye Demokratiske medlemmer samt lukningen af Keystone XL olieledningen med tusindvis af arbejdstab til følge var derimod mindre populære for ikke at sige decideret upopulære.

Men hvad med Bidens dagsorden, hans politiske program? Er det virkelig så radikalt, at det fortjener betegnelsen kulturrevolution? Vi ved, hvad vores vismand vil sige, så lad os kigge på et par detaljer, der taler for og imod. Det er altid vigtigt og af symbolsk betydning at kigge på, hvad indkommende Præsidenter gør først. Og hvad Biden gjorde den første dag på kontoret var at dekretere, at ligestilling (på engelsk: ”equity”) for alle skulle gennemsyre alle hans regerings tiltag fra dag 1. Lyder godt, ikke? Hvem kan være imod det?

Der er bare lige den hage ved det, at med ”alle” mener Biden alle racer, alle etniske grupper af befolkningen. Ikke individer som dig og mig.

Og med alle racer mener Biden alle undtagen hvide. Ikke alle hvide – kun hvide mænd, mens hvide kvinder og ikke-heteroseksuelle er inde i varmen. Så hvis man er hvid og mand og heteroseksuel skal man vist være kognitiv samspilsramt for at synes at den form for ligestilling er en julegave der kommer tidligt.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvorfor er den stærke stat så svag?

Men det bliver værre. For hvad mener Biden så med denne equity, denne ligestilling eller nye ”retfærdighed” som han også kalder det? Mener han lige muligheder for alle? Nej. Det hedder ”equality” på engelsk og det ville være racistisk, for gruppen af sorte amerikanere vil jo netop på grund af diskrimination aldrig kunne konkurrere på lige fod med de ”privilegerede” hvide.

Så det, Biden mener, er, at retfærdighed, ”equity”, skal forstås sådan, at vi kun har ligestilling, når alle grupper har opnået samme økonomiske og sociale status i samfundet. Som hvem? Øh, som hvide, forstås.

Se, det er jo radikalt omend ikke nyt, for det var jo netop det, kommunisterne i Rusland lovede om deres slaraffenland, et Utopia, hvor alle skulle ”yde efter evne og nyde efter behov”.

Vil det sige at andre grupper af befolkningen end afrikansk-amerikanere nu også kommer til fadet? Er positiv diskrimination, som praktiseret overfor sorte amerikanere, nu også lige om hjørnet for latinamerikanske immigranter (Hispanics) eller asiater – Amerikas hurtigst voksende befolkningsgrupper?

Båd ja og nej. Eller som min tenniskammerat, som godt kan genkende et undvigende svar, når han ser det, siger: mest nej.

Bidens udspil er selvfølgelig ene og alene valgflæsk og belønning til sorte amerikanere, som for ca. 90%s vedkommende stemmer demokratisk og hvis stemmer bragte Biden til magten ved valget i 2020. At andre befolkningsgrupper eventuelt senere vil kunne drage fordel af denne lovgivning, ligesom kvindebevægelsen har kunnet drage fordel af borgerettighedsbevægelsen ved at hævde at de – ligesom afrikansk-amerikanere – er et historisk  undertrykt mindretal, er en – utilsigtet – mulighed. Jeg forventer dog ikke tiltag fra Biden lige med det første, som giver asiater fortrinsret til adgangen til amerikanske universiteter og stillinger i politiet og embedsværket, der svarer til deres andel af befolkningen.

Republikanerne står i et dilemma. De kan ikke på den ene side hævde, at Biden ikke er den skarpeste kniv i skuffen, og samtidig højlydt protestere mod, at han som en anden Macchiavelli på snedigste vis er i gang med at indføre socialismen i USA ad bagdøren. Republikanerne ender derfor noget utroværdigt med at gøre begge dele. Ja, forslagene er radikale, sågar socialistiske siger de, men de er jo, indtil videre kun forslag.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Mere politi på gaderne i nattetimerne i København

Måske. For hvis Demokraternes forslag om at afskaffe ”filibusteren” i Senatet, dvs. reglen om, at vigtige beslutninger kun kan træffes med 60 ud af dets 100 stemmer, vedtages, vil det være radikalt. Og det kan gøres med det lille flertal, som Demokraterne med vicepræsidentens stemme har i Senatet. Og så vil døren være åben for vedtagelse af et andet radikalt Demokratisk forslag, nemlig at ændre Washington D.C.’s og Puerto Ricos forfatningsmæssige status til delstater – Demokratiske forstås – med hver 2 stemmer i Senatet.

Og så er tiden inde til det, der er Demokraternes egentlige projekt: at gøre USA til en velfærdsstat a la Sverige/Danmark/Norge og centralisere al magt væk fra delstaterne over til en – Demokratisk styret – centralmagt i Washington D.C.

Dette ville i sandhed være en politisk og kulturel revolution a la Maos kulturrevolution i 1970’erne. Også for os i Danmark, som er helt afhængige af USAs militærmagt rent sikkerhedspolitisk.

Republikanerne afviser dette scenarie med henvisning til, hvad det amerikanske folk i virkeligheden mener om Biden, som demonstreret ved ovennævnte ”popularitets” meningsmåling, hans snævre politiske opbakning i både Senatet og Repræsentanternes Hus samt hans snævre valgsejr, der bygger på 40.000 stemmer i blot tre delstater.

Men hverken de eller den halvdel af USAs befolkning, som ikke stemte for radikale samfundsomvæltninger i USA, skal føle sig for sikre. Historisk set havde hverken Lenin i 1917, Hitler i 1933 (som forudgående havde tabt 2 præsidentvalg og hvis parti aldrig ved demokratiske valg havde opnået folkeligt flertal) eller Ceausescu i 1965 i Rumænien folkelig opbakning. Alle kom til magten ved vold og parlamentariske kup.

Biden er ikke nogen Hitler, men han er tydeligvis, efter hans offentlige optræden at dømme, delvist kognitiv samspilsramt. Demokrati er en sårbar størrelse, og spørgsmålet er, om der et eller andet sted i det Hvide Hus sidder en eller anden – som ikke er Biden – som er i gang med et forsøg på radikalt at ændre USA’s politiske og kulturelle ståsted. Onde tunger i Wahington D.C. vil vide, at manden som trækker i trådene bag den halv-demente Biden, er hans mangeårige rådgiver og nuværende stabschef, Ron Klain. Som aldrig er blevet valgt til noget som helst, men nu – endelig – er kommet til magten. Er han manden bag USAs Mao-moment? Dets kulturrevolution? Kun oraklet fra Århus kender svaret. Og det svar er ikke betryggende for os andre.