Klumme: Er Theresa May på vej ud?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Baggrunden

I disse dage er de britiske aviser fyldt med dommedagsbudskaber vedr. den nuværende britiske premierminister Theresa Mays fremtid. Årsagen er naturligvis den forlængelse, hun har fået dikteret af EU-kommissionen i Bruxelles i forbindelse med Storbritanniens forventede udtræden af EU, også kaldt Brexit, der var blevet besluttet ved folkeafstemningen i juni 2016. Denne udtræden var oprindeligt fastsat til d. 23. marts i år, men blev, da den kompromisløsning, som May møjsommeligt havde forhandlet sig frem til, men som tre gange var blevet nedstemt i det britiske parlament, Underhuset, for nogle dage siden udsat til d. 31. oktober 2019.

Det drejer sig om den såkaldte Chequers-plan opkaldt efter regeringens landsted, hvor May i begyndelsen af juli måned 2018 havde indkaldt sine ministre for at bilægge den interne strid for og imod Brexit. Dette lykkedes som bekendt – efter at to af Brexits mest prominente fortalere, udenrigsministeren Boris Johnson og den britiske chefforhandler i Bruxelles David Davis i protest var trådt ud af regeringen. Resultatet blev en kompromisløsning mellem beslutningen om at træde ud af EU og forsøget på stadigvæk at have adgang til EUs interne marked.

Den nye deadline i efteråret 2019 betyder, at Storbritannien vil blive tvunget til at deltage i det kommende valg til EU-parlamentet d. 23. maj, og den blev fastlagt, efter at May i forbindelse med sin sidste valfart til Bruxelles endnu engang blev ydmyget, idet den franske premierminister Emmanuel Macron og den tyske (endnu-)kansler Angela Merkel hen over hendes hoved enedes om denne kompromisdato. (Merkel havde ønsket en udsættelse af Brexit til d. 31. marts 2020 for at give EU-kommissionen endnu mere tid til at udvande Mays i forvejen afsvækkede kompromisaftale).

Det truende nederlag ved et kommende valg til Underhuset

I søndagsudgaven af den førende konservative avis The Telegraph d. 14. april mere end antydes det med en stor overskrift på forsiden, at det konservative regeringsparti ved et kommende valg vil miste op til 60 pladser i Underhuset. En katastrofe for det hæderværdige parti! De britiske vælgere er simpelthen så utilfredse med Theresa Mays krumspring for at få hendes udtrædelsestraktat accepteret i Underhuset, at de i protest enten bliver hjemme eller kaster deres stemme enten på det siden folkeafstemningen skrantende euroskeptiske UK Independence Party (UKIP), der ved sidste EU-valg fik syv pladser i EU-parlamentet, eller til det nye Brexit Party grundlagt af den tidligere leder af UKIP, den karismatiske Nigel Farage. Ikke mindst forudsiges dette partis store succes pga. spidskandidaten med det smukke navn Annunziata Rees-Mogg, der er ingen anden end søsteren til Jacob Rees-Mogg (se min tidligere klumme), én af de ledende britiske EU-modstandere, og med samme politiske begavelse som broderen.

Desuden, skriver The Telegraph, og man kan kun give avisen ret, er der slet ingen mening i, at Storbritannien også skal deltage i det kommende Europavalg. For det første vil det være vanskeligt med så kort varsel at finde kandidater, for det andet beregnes udgifterne til omregnet en mia. kroner, der er kastet ud ad vinduet, da et flertal af landets befolkning i sin tid stemte for at forlade EU, og for det tredje gør netop denne kendsgerning valgdeltagelsen til en absurd farce, da man ikke kan indvælge repræsentanter i en organisation, som man så hurtigt som muligt ønsker at forlade.

Oprøret mod Theresa May ulmer

Det kan derfor ikke undre, at flere og flere medlemmer af regeringspartiet, både blandt dets menige vælgere og parlamentsmedlemmerne – blandt de sidstnævnte netop med Jacob Rees-Mogg i spidsen – højlydt kræver, at Theresa May omgående skal træde tilbage. Dette har hun faltisk selv tilbudt, så snart Storbritannien har forladt EU. Men dette ligger nu et halvt år ude i fremtiden og utålmodigheden stiger. Desuden kræver oppositionen, dvs. det socialistiske Labourparti, de skotske nationalister (The Scotish National Party) og Liberaldemokraterne (The Liberal Democrats), højlydt en ny folkeafstemning for eller imod EU – i øvrigt et udemokratisk krav, da et sådant valg jo allerede har fundet sted i 2016 og den britiske regering allerede ved at henvise til paragraf 50 i EU-traktaten har erklæret, at Storbritannien ønskede at forlade netop Den europæiske Union. Udgangen af en ny folkeafstemning, der demagogisk nok kaldes for ”the people’s vote”, kan være yderst usikker efter de mange års tovtrækkeri og ledsages, især fra Labours side af et tilsvarende krav om nyvalg til parlamentet. Som situationen ser ud i dag med vælgernes irritation over Theresa May, kan et sådant valg føre til, at Labours leder, neo-marxisten og IRA- og Hamas-vennen Jeremy Corbin, vil flytte ind i Downing Street 10, dvs. blive den næste premierminister, og så er det godnat Storbritannien.

Mays vej mod afgrunden

Mays vej mod denne for hende tragiske afslutning på en politisk karriere kan følges lige fra de store tab det konservative parti led d. 8. juni 2017, et valg, som hun selv uden vægtig grund udskrev og tabte, således at hun mistede et komfortabelt flertal i parlamentet. I en tale i Firenze d. 22. september samme år gik hun med til – og det må ikke glemmes, at May ved folkeafstemningen om Storbritanniens udtræden af EU i 2016 havde stemt imod en sådan – at Storbritannien ville betale et større ”skilsmissebeløb” og at Storbritannien i post-Brexit-overgangsperioden ville betale sine bidrag som hidtil. Dette blev af Brexit-modstanderne betragtet som en underkastelse over for Bruxelles. Også hendes optræden i forbindelse med det konservative partis årlige konference d. 4. oktober 2017, hvor hun måtte afbryde sin tale pga. voldsomme hosteanfald, mens skiltene bag hendes raslede ned fra væggen, føjede skrammer til det offentlige billede af hende.

Værre var dog Theresa Mays såkaldte Mansion House-tale d. 7. marts 2018, hvor hun advarede sine landsmænd om, at EU ikke ville acceptere en lignende frihandelsaftale som eksisterede med Norge og Canada, og at Storbritanniens adgang til EUs indre marked således ville være yderst begrænset. Herefter forsinkede May før julen 2018 en ellers lovet afstemning om sin kompromisløsning for at kunne genforhandle en del af denne, hvilket EU dog afviste. Afstemningen fandt nu sted d. 18. januar 2019, og May tabte stort. Den næste afstemning fulgte d. 15. marts, efter at May i huj og hast var rejst til Strasbourg for med Jean-Claude Juncker at genforhandle problemer om grænsen mellem Nordirland og Den irske Republik. Også her uden resultat. Afstemningen tabte hun med 149 manglende stemmer. Derefter fulgte d. 29. marts, på selveste Brexit-dagen, en tredje afstemning, men nu stemte et flertal i Underhuset for en udskydelse af udtrædelsesdatoen – dog med et flertal på kun 58 stemmer. Altså igen et nederlag, og dette blev så fulgt af ovennævnte udskydelse af Storbritanniens udtrædelse til d. 31. oktober. Og dette er nu status quo.

En mulig efterfølger

Hvad der kan redde denne næsten håbløse situation, er derfor så snart som muligt at vælte Theresa May ved et kup og indsætte en efterfølger, en Brexit-tilhænger, der med fast hånd og politisk tæft kan føre landet ud af EU og – dette er altafgørende – helst før Europavalget. Flere har allerede anmeldt deres kandidatur, mens andre endnu holder sig fornemt tilbage, for jobbet er ikke misundelsesværdigt. Først og fremmest nævnes den nuværende, yderst ambitiøse indenrigsminister Sajid Javid, søn af en pakistansk buschauffør og erklæret beundrer af den tidligere premierminister, ”jernladyen” Margaret Thatcher, hvilket ikke er værst. Også den nuværende udenrigsminister Jeremy Hunt nævnes, selvom han kritiseres for at være for opportunistisk. Den aristokratiske Jacob Rees-Mogg er paradoksalt nok ønskekandidaten hos den menige konservative vælger, men er en af de kandidater, der endnu holder sig tilbage. Men mon han ikke på et eller andet tidspunkt dukker op som premierminister? Og så er der endelig den tidligere udenrigsminister og borgmester i London, Boris Johnson, en bulldogtype, der endnu ikke har meldt ud og som enten elskes eller hades af vælgerne. Han har dog temperamentet til at slå hårdt i bordet, og EU ville ryste i bukserne, hvis han blev valgt til Theresa Mays efterfølger. Måske er BoJo, som hans tilhængere kalder ham, løsningen på et akut problem?

Kommentarer