Klumme: Er velkomstkulturen på vej ud – og ikke blot i Europa?

Siden 1981 har et verdensomspændende netværk af politiloger og sociologer inden for organisationen World Values Survey (WVS) ved hjælp af meningsmålinger i ca.100 lande undersøgt, hvilke etiske normer og ideologier er fremherskende, hvorledes disse med tiden forandres og hvilken social og politisk indflydelse de udøver i de forskellige lande.

Det er ganske tankevækkende, at den nærmest liberale østrigske avis, Wierner Zeitung d. 4. januar i år offentliggjorde en helsides artikel af politologen og økonomen Arno Tausch, der er professor ved Universitetet i Innsbruck og Corvinus University i Budapest, og som netop beskæftiger sig med den tematik, der kommer til udtryk i klummens overskrift.

Tausch begynder med både at nævne den positive holdning til velkomstkulturen, dvs. til at åbne de nationale grænser for en verdensomspændende indvandring, der hersker i den intellektuelle, akademiske klike af såkaldte venligboere, men også den om sig gribende modstand mod denne holdning. Som eksempel på denne nævner Tausch  netop Østrig som et land, der under ledelse af forbundskansler Sebastian Kurz hart slået bremserne i for den uhæmmede indvandring, der ikke mindst gennem  den tyske regeringschef Angela Merkels åbning af grænserne i 2015 tog fart og alene i Tyskland medførte en tilvandring til på ca. 2 mio. Men Tausch citerer også den østrigske Nobelprisvinder Elfriede Jelinek, der kaldte den østrigske holdning for ”modbydelig” og den kendte tyske teaterinstruktør Claus Peymann, der omtaler Østrig, som ”fremmedhadets avantgarde” som typiske repræsentanter for venligboerne.

Ikke desto mindre ser Tausch 2019 som det år, hvor velkomstkulturen er på et drastisk tilbagetog på verdensplan. og citerer netop WVS, der levefer en liste over lande, i hvilke mere end en tredjedel af befolkningen afviser at faa migranter som nabo. Listen sewr saaledes ud med den voldsomste afvisning først: Libyen, Malaysia, Ægypten, Thailand, Bangladesh, Jordan, Quatar, Libanon, Palæstina, Irak, Sydkorea, Indien og Kuwait og først herefter dukker et europæisk land op, nemlig Frankrig, of herefter følger lande som Indonesien, Tyrkiet, Iran, Ecuador og Saudi Arabien. Denne liste må komme som et chok for venligboerne, men er ligesom ikke blevet kendt i offentligheden, da den er politisk ukorrekt. Ikke mindst er det interessant for ikke at sige tankevækkende, at af de ovenanførte 19 lande beboes i alt 12 af muslimer, de samme muslimer, der nærmest mener, de har krav på at få adgang til Europa med dette kontinents udbyggede velfærdssystemer til fri afbenyttelse. Derimod ønsker de ikke at dele deres ”velfærd” med deres trosfæller. Og om velfærd men uden anførselstegn kan man nok tale, når man tænker på de rige oljestater som e.eks. Quatar, Kuwait og Saudi Arabien, der ligesom ganske bevidst ignorerer deres mindrebemidlede brødre og søstre i lande som f.eks. Irak, Syrien og Palæstina.

Ligeså interessant og tankevækkende er listen over de lande, hvis befolkning, som svar på denne afvisning af migranter, overhovedet ønsker en mere restriktiv indvandringspolitik. Her ligger øverst paa listen Malaysia, fulgt af Thailand, Indonesien, Singapore, Iran, Tanzania, Philipinerne og Sydafrika. Først herefter dukker Ungarn op på listen og herefter Jordan, Makedonien, Taiwan, Slovakiet, Puerto Rico, Tjekkiet, Indien, Ægypten, Polen, Zambia, Finland, Litauen, USA og Tyrkiet. – altså igen med en række asiatiske lande i spidsen og den onde Donald Trumps USA langt nede på listen.

Hvad Europa angår spiller også andre faktorer ind i den afvisende holdning ikke mindst over for indvandrere fra muslimske lande: uviljen mod at lære værtslandets sprog, følge demokratiske spilleregler og ikke mindst den manglende tolerance over for os ikke-muslimer. Hertil kommer den markante stigning i butikstyverier, knivstikkeri og anden vold. Ikke mindst er de mange voldtægtsforsøg og antallet af fuldbyrdet voldtægt skræmmende. Her er det på høje tid, at myndighederne griber anderledes konsekvent ind med øjeblikke udvisning af gerningsmændende om disse har fået et europæisk statsborgerskab eller ej.

Interessant er det at iagttage, hvordan det efterhånden er ved at gå op for vore feminister, ikke mindst på den mere radikale fløj at der blandt muslimske mænd hersker en total mangel for respekt over for kvinder, der ofte behandles værre end andenklasses mennesker. Det er vel ikke nødvendigt at give eksempler på de mange unge muslimske kvinder, der dræbes af et familiemedlem, fader eller broder, hvis de ønsker at komme sammen med en ikke-muslim – de såkaldte æresdrab. Det vækker til eftertanke – og Arno Tausch gør meget ud af at påvise dette – at netop 2019 kan blive det år, hvor radikale feminister og migrationsmodstandere rækker hinanden hånden i en fælles afvisning af indvandring fra muslimske lande.

Så der er ifølge Arno Tausch tegn på en ændring i den officielle europæiske holdning til en uhæmmet indvandring. Sebastian Kurz og den ungarske premierminister – og alle venligboeres angrebsmål – Viktor Orbán er gået i spidsen, den italienske indenrigsminister Matteo Salvini har fulgt trop, vores egen Inger Støjberg, hjulpet ikke så meget af sit eget parti som af Dansk Folkeparti – gør sit bedste, men der er stadigvæk en lang vej at gå!