Klumme: Et pikhoved kræver en undskyldning

Kønsforsker Elisabeth Møller Jensen har netop nytårsaften fejret sin 75-års fødselsdag. Der har i den anledning været fyldig omtale af den tidligere direktør for KVINFO og Kvindeligt Selskab i medierne, men ingen journalister har vovet af nævne, at hun også har været en hensynsløs krænker og stalker. Offeret var såmænd mig selv og min lille familie. Jeg melder mig nu i MeeToo-koret af krænkede personer, der forlanger en undskyldning.

Det er snart 28 år siden jeg blev udsat for Elisabeth Møller Jensens krænkelse. Det startede på kvindernes kampdag den 8. marts 1994, hvor jeg offentligt blev udråbt til ”årets pikhoved”. Det skete ”med et glimt i øjet” har krænkeren siden sagt, men det var ikke særlig morsomt for mig og min familie. Jeg blev altså udråbt som en reaktionær kvindehader, og så kimede telefonen ellers hjemme hos mig. Jeg var imidlertid ikke hjemme, men på overlevelsestur i de sneklædte norske fjelde. Det blev derfor min yngste søn på 17 år, der hver gang måtte tage telefonen og høre på, at hans omsorgsfulde alenefar var et pikhoved, som fortjente en hånepris. Det blev han efterhånden temmelig træt af. Han forsøgte at forklare Elisabeth Møller, at jeg var bortrejst, men blev ikke troet. Elisabeth Møllers pikhovedpris til mig bestod i øvrigt af en middag sammen med hende! Damen forestillede sig åbenbart, at hun kunne komme i snak med mig ved at tildele mig en plat og vulgær hånepris. Det er ikke engang løgn.

Da jeg kom hjem fra skituren, gjorde jeg dét, politiet anbefaler alle, der bliver generet af en stalker: Lad helt være med at besvare enhver henvendelse fra krænkeren. Efterhånden opgav min kønsfikserede KVINFO-stalker da også. 

Jeg tilslutter mig på stedet MeToo-bevægelsen og forlanger en undskyldning. Det er jo tydeligt, at der i sager om seksuelle krænkelser ikke er noget forældelsesfrist, så nu er tiden kommet, hvor KVINFO-krænkeren skal stå til regnskab. Folkedomstolen og straffen venter, Elisabeth Møller!

Der er sexfikserede kvinder, som åbenbart tror, at de kan slippe afsted med hvad som helst. Min krænker, Elisabeth Møller Jensen, fik i 1993 tildelt HK’s ligestillingspris, hvilket hun tydeligvis tog som en opfordring til at krænke og ydmyge det svage køn, som alle kvinder jo ved er mændene. Og valget faldt altså på mig.

Hvad var det da, der gjorde mig fortjent til denne offentlige forhånelse og krænkelse? Hvorfor skulle jeg udråbes til ”Årets pikhoved”? Ifølge Elisabeth Møller Jensen fordi jeg havde et reaktionært kvindesyn. Jeg skulle i mine avisartikler i Berlingske Tidende have givet udtryk for, at mænd på arbejdsmarkedet er mere værd end kvinder, og derfor også i gennemsnit får en lidt højere løn. Mine artikler var imidlertid i det store og hele blot oversættelser fra teknisk økonomsprog til almindeligt dansk af noget, de økonomiske vismænd dengang havde påpeget i en artikel om løn og produktivitet. Det handler dybest set om udbud og efterspørgsel – her på arbejdsmarkedet – og det var vel i virkeligheden denne naturlov, som Elisabeth Møller mener er mandschauvinistisk. Jeg følte mig dengang sigtet, anklaget og dømt som et mandschauvinistisk svin – uden rettergang.

Takket være Sofie Lindes genstart af MeToo-debatten herhjemme øjner jeg nu mulighed for en undskyldning. Det kunne jo passende starte med, at Dronningen fratager min KVINFO-krænker den Ridder af Dannebrog-titel, som hun helt uforståeligt fik tildelt i 2006. Og hvorfor ikke give dette ridderkors til mig? Det var nemlig mig, der som løsgænger i Folketinget i 2001 fik samlet et flertal for at forlænge barselsorloven fra 6 til 12 måneder. En markant forbedring af vilkårene for nybagte mødre og deres små børn. Det er da efter min bedste opfattelse mere prisværdigt end den systematiske forfølgelse af mands-kønnet, som Elisabeth Møller har præsteret.

Pikhovedprisen blev aldrig uddelt igen, for Elisabeth Møller og KVINFO fik ikke offentligheden med sig i deres platte stunt.