EU er en alliance, der ikke gavner Israels politiske, finansielle og kommercielle interesser. Lykkes det at svække EU og få unionen til at gå i opløsning, er det klart til Israels fordel. Jo svagere er sammenholdet i EU, desto stærkere vil Israels forhandlingsposition over for de enkelte EU-lande være.
Israel har altid mødt et uforsonligt fjendskab hos EU, som er blandt de ivrigste støtter af den ”palæstinensiske sag” og terrorregimet i Iran. Eksemplerne på EU’s støtte til Israels fjender er legio.
I 2012 betegnede den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel under en valgkampagne Israel som ”en apartheid stat”.
I juli 2016 modtog terroristen Mahmoud Abbas en stående ovation i EU-Parlamentet efter at have fremsat åbenlyst antisemitiske bemærkninger.
I juli 2017 omfavnede Emmanuel Macron Abbas meget varmt og takkede ham for hans “utrættelige arbejde for ikke-vold”.
I april 2018 har et af de største franske nyhedsmagasiner, Paris Match, bragt en helgenberetning om Hamas-lederen Ismail Haniyeh, som kun kan beskrives som en antisemitisk morder.
EU fortsætter med at finansiere det Palæstinensiske Selvstyre. Pengene går dels til korrupte palæstinensiske politikere, og dels til tunneller og raketter, der med jævne mellemrum rammer civilbefolkningen i Israel.
EU støtter også Iran, der opfører sig som en regulær terrorstat, samt de palæstinensiske terrororganisationer Hamas og Hizbollah. Iran har som bekendt et erklæret mål om at fjerne Israel fra verdenskortet.
Donald Trumps beslutning om at flytte USA’s ambassade i Israel til Jerusalem har ført til splittelse mellem EU-landene. Rumænien, Ungarn, Tjekkiet og Østrig valgte at deltage i en reception i Jerusalem for at fejre flytningen, mens de øvrige EU-lande holdt sig væk.
EU gør alt for at fremstå som en enig blok. Ser man på EU-landenes holdning til Israel, er det tydeligt, at der under overfladen lurer splittelsen. F.eks. blokerede Ungarn, Tjekkiet og Rumænien for en fælles EU-resolution mod ambassadeflytningen, og de to sidstnævnte leger med tanken om at flytte deres ambassader til Jerusalem.
Israel skal udnytte den kendsgerning, at de 27 EU-lande har forskellige holdninger og interesser. Når Israel forhandler med EU som en blok, er det svært for landet at komme igennem med sine synspunkter. Jo svagere er sammenholdet i EU, og jo stærkere er opløsningstendenserne i EU, desto stærkere er Israels forhandlingsposition over for EU-landene.
En samlet EU-blok begrænser Israels handlemuligheder. Det er derfor vigtigt, at Israel indgår aftaler med hvert enkelt europæisk land for sig, da det stiller landet stærkere i forhandlingerne. Det er grunden til, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu arbejder intenst på at udbygge samarbejdet med de Israel-venlige lande, nemlig Ungarn, Bulgarien, Grækenland, Rumænien samt Serbien.
Hans bestræbelser har allerede båret frugt. Ungarn, Polen, Kroatien og Tjekkiet har afholdt sig fra at stemme for den FN’s resolution, der fordømte Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad. Selv om resolutionen blev vedtaget, var afstemningen et vidnesbyrd om den dybe uenighed i EU, når det gælder forholdet til Israel.
Mens Ruslands præsident forsøger at drive en kile mellem USA og EU, ønsker Netanyahu at splitte EU indefra. Ikke politisk eller økonomisk, men med diplomatiske midler.
Israel har ikke muskelkraft til at modstå et samlet anti-israelsk EU alene. Netanyahus strategi går derfor ud på at ødelægge EU’s consensus i forhold til Israel. Eftersom EU er alvorligt svækket af migrantkrisen, Brexit og det anstrengte forhold til USA, har han gode chancer for at få held med sin strategi.