Klumme: EU-elitens grove historieforfalskning


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

EU’s magtelite har indledt valgkampen til EU-Parlamentet med en historieforfalskning. I krig og valgkamp er sandheden som bekendt altid den første taber.

Macron har i sit brev til EU’s vælgere i begyndelsen af marts 2019 gjort det klart, hvad valgkampen til EU-Parlamentet skal handle om, nemlig Europa kontra nationalisme. Det samme har Guy Verhofstadt, hans tro væbner i EU-Parlamentet og leder af den fjerde-største gruppe ALDE (hvor bl.a. det Radikale Venstre sidder), gjort i et interview i 6 store EU-aviser.

Verhofstadt lægger ikke skjul på, hvad der er tanken bag Macrons ”filosofi”. Valget til EU-Parlamentet i maj 2019 er ifølge ham den ”sidste chance for at afslutte det nationalistiske mareridt. EU må og skal blive et imperium på linje med USA og Kina og det kan kun ske ved at give mere magt til EU og skabe nye EU-institutioner, ja til syvende og sidst ved at skabe et ”Fælles Euro-Afrikansk Økonomisk Område”.

Dette er store ord i en tid, hvor en væsentlig del af EU’s borgere skriger på mindre EU og øget beskyttelse mod immigranter, især fra de muslimske lande, dvs. ofte nordafrikanske lande.

Det er også et temmelig gennemskueligt magtspil fra de to førende EU-medlemmer, Tyskland og Frankrig, som selvfølgelig er dem, der kommer til at stå i spidsen for et sådant EU-imperium.

Verhofstadts vision er temmelig let at skyde ned som storhedsvanvid. Men hvad er tankegangen bag Macrons marts-brev til vælgerne og Verhofstadts avis-interview, som åbenlyst er koordinerede med hinanden?

LÆS OGSÅ:  Klumme: En stridbar og modig islamkritiker

Som forhenværende EU-embedsmand modtager jeg med jævne mellemrum EU’s propaganda, herunder VoxEU. I et af de sidste numre af VoxEU står der på forsiden følgende indledning til Macrons tale på hundredeårsdagen for 1. verdenskrig:

Hundredeårsdagen for våbenstilstanden i 1918

Millioner dræbt af nationalisme 

Maj 2019 (EP-valget i år)

Vor fremtid: Et stærkt og fredeligt Europa   

Budskabet er klart: EU er lig med Europa, nationalismen dræber, mens EU er fredens projekt.

Dette er ikke kun Macrons og Verhofstadts holdning – det er også holdningen hos den øvrige EU-elite. Frans Timmermanns, EU-Kommissionens næstformand, har f.eks. sagt, at den EU-kritiske regering i Polen minder ham om ”trediverne”. Og det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, har kaldt nationalisterne for ”brunskjorter”.

Både Timmermanns og Tusk sidestiller regelmæssigt deres kamp for EU med kampen mod nationalisme. Men er det rigtigt, at nationalismen var årsagen til begge verdenskrige?

Historien har som bekendt mange fortolkninger, men at gøre nationalismen til årsagen til 1. verdenskrig er ren og skær historieforfalskning. Den 1. verdenskrig blev jo dels udløst af den ustabile situation på Balkan, og dels af tyske lederes ønske om en storkrig, der kunne gøre Tyskland til den ubestridt vigtigste magt på det europæiske kontinent.

Den første verdenskrig medførte ganske rigtigt en stridbar tysk nationalisme, men årsagen til den anden verdenskrig var vestens (herunder Danmarks) appeasement-politik, som alt for længe så gennem fingre med Nazi-Tysklands militarisering og aggression.

LÆS OGSÅ:  De ubehagelige valgemner

Det var ikke nationalisme, men appeasement, der i 1938 fik den britiske premierminister, Joseph Chamberlain, til at indgå en aftale med Hitler, fordi Chamberlain troede, at aftalen ville bringe fred. I stedet udløste den en verdenskrig.

Denne appeasement-politik fører EU’s magtelite i dag i forhold til Islam, Palæstina, Rusland, Kina og Iran. Med samme skæbnesvangre følger: Ruslands aggression i Krim, i Østersøen og i Ukraine, Kinas fremmarch i det sydøstlige kinesiske hav samt landets forfølgelse af det muslimske mindretal, Uighurerne, Irans støtte til terror, herunder til terrororganisationerne Hezbollah i Libanon og Hamas i Gaza, palæstinensernes konstante angreb på Israel osv.

Når Macron og Verhofstadt laver en kobling mellem nationalisme, begge verdenskrige og EU-kritikerne og trækker Hitler-kortet, er det åbenlyse formål at dæmonisere EU-modstanderne som nazisternes efterfølgere. Det har intet at gøre med den historiske sandhed.

OBS: DR har fået Facebook til at lukke ned for vores side, og vi kan derfor ikke selv dele på Facebook. Vi håber, alle vores læsere vil dele denne klumme på deres egne profiler.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)