Klumme: Det er EU, der er gået galt!

Den 2. februar spørger Uffe Ellemann Jensen i Berlingske ”Hvad er gået galt med Europa?”.  Han giver her udtryk for, at det er sørgeligt, at de østeuropæiske lande ikke ønsker et liberalt demokrati og lige så sørgeligt, at man i Tjekkiet har valgt en Putin-venlig præsident. Landene burde sættes på plads af EU, mener Uffe Ellemann Jensen.

Men hvorfor skal Uffe Ellemann Jensen og EU dog blande sig i, hvordan de indretter sig i Ungarn, Tjekkiet og Polen? Er demokrati ikke, at folket selv bestemmer, hvordan de vil styres? Altså tjekkerne bestemmer i Tjekkiet, ungarerne i Ungarn og polakkerne i Polen? Eller er EU´s liberale demokrati, noget som EU og ikke folket bestemmer, hvordan skal indrettes? Lidt ligesom de gamle ”folkerepublikker” fra den kolde krig, som det ikke var folket, men Sovjetunionen der bestemte over!

Jeg er ikke i tvivl om, at EU og Uffe Ellemann Jensen af hjertet ønsker at bestemme, hvordan østeuropæerne skal indrette deres demokrati. Fuldstændig ligesom kommunisterne i Sovjetunionen af hjertet mente, at de skulle bestemme over folkedemokratierne. For det var til allse bedste. Proletariatets diktatur og efterfølgende kommunisme, hvor alle skulle yde efter evne og nye efter behov var det hele værd. På samme måde er den evige fred, der vil opstå, når alle har indrettet et liberalt demokrati i manges øjne værd at kæmpe for. Så pyt med at man bliver fornærmet i Polen, fordi man ikke må vedtage de love, man vil. Pyt med at ungarerne bliver sure over, at de skal modtage muslimske flygtninge. For får de et ægte liberalt demokrati ala EU, vil fordelene for dem selv og de omgivende lande være så store, at de også selv vil forstå, at det er bedst.

Sådan tror jeg, man tænker i EU. Og at Uffe Ellemann Jensen tænker.

Og hvis jeg har ret, er inspirationskilderne også klare. Kants drømme om den evige fred og den amerikanske idealistiske tankegang om, at man kan skabe en verdensorden med fred som grundstemning, hvis frihed og menneskerettighederne slår igennem overalt.

Det har godt nok aldrig virket som en fredsskabende verdensorden.

Men drømmen om, at demokrati og menneskerettigheder kan virke som en god kraft, der får krig og ufred til at gå væk, lever i bedste velgående. En anden tidligere udenrigsminister, Kissinger, skriver i sin bog ”Verdensorden”, at det egentlig er besynderligt, at idealismen, der især var udpræget under præsident Woodrow Wilson, demokratisk præsident 1913-21, stadig er den styrende for USA og i dag også er det for EU.

For Wilsons tiltag om at opbygge fælles normer i stedet for at bruge principperne bag den klassiske magtbalance var en kæmpe fiasko. Hans bidrag til afslutningen af første verdenskrig via moralske principper og ikke geopolitik var med til at skabe anden verdenskrig. Ved at holde Tyskland ude af fredsslutningen, fordi landet blev anset for en umoralsk aggressor.

Wilsons tragedie er ifølge Kissinger, ”at han er blevet hyldet som en profet, hvis vision Amerika har anset sig for forpligtet til at stræbe imod. Hver eneste gang, Amerika er blevet prøvet under en krise eller konflikt – under Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig og under vor egen tids omvæltninger i den islamiske verden – er landet på den ene eller den anden måde vendt tilbage til Woodrow Wilsons vision af en verdensorden, hvor fred bliver sikret igennem demokrati, åbent diplomati og udviklingen af fælles regler og standarder….. Det tragiske ved Wilsons tankegang er, at den efterlod det tyvende århundredes mest betydningsfulde magt med en ophøjet udenrigspolitiske doktrin uden grundlag i en fornemmelse for historie og geopolitik.” (Henry Kissinger,  Verdens orden, 2014, s. 231-231)

Men den ”nye form for diplomati”, som går ud på at nyordne internationale forhold efter moralske og ikke efter strategiske principper har ikke virket på noget tidspunkt.

Hvorfor gentager EU, det så?

Og her er det, at Uffe Ellemann Jensen burde sige: ”Hvad gik galt?”

Måske er svaret, at den klassiske magtpolitiske tankegang bag det europæiske system af suveræne nationalstater fra 1648 – det såkaldte Westphalske system opfattes som koldt og kynisk. Der er ikke noget at begejstres for. Det er kedeligt realistisk. ”Det geniale ved denne vision (Wilsons vision) har været dens evne til at mobilisere amerikansk idealisme til at tjene store udenrigspolitiske projekter inden for fredsskabelse, menneskerettigheder og problemløsning i fællesskab og til at forlene udøvelsen af amerikansk magt med håbet om en bedre og fredeligere verden.”

EU og USA følger i denne tid Wilsons tankegang i Europa – man føler sig berettiget til at blande sig i frie demokratier og man forrykker en geopolitisk balance overfor Rusland. Uden tanke på, at dette udløser konfrontationer (som i Ukraine) og en risiko for en endnu større konfrontation imellem NATO og Rusland. Noget som den nye tjekkiske præsident, Zemann, med almindelig sund realitetssans gør meget for at forhindre.

Lad os håbe at det lykkes ham og andre, der sætter pris på fred og som tænker realistisk og pragmatisk, at opnå et fredeligt og balanceret forhold mellem Rusland og resten af Europa og USA, – selvom Uffe Ellemann Jensen formentlig fortsat vil foragte dem.

For grundlaget for et demokratisk system er nu engang en suveræn nationalstat. Og den suveræne nationalstat overlever bedst i et realistisk system, hvor man erkender den geopolitiske virkelighed og allierer sig efter det. En utopisk søgen efter det liberale demokrati, uden den suveræne nationalstat som basis, fører kun til utidig indblanding i andre landes interne forhold samt til ubalancer i det internationale system, der kan fremkalde konflikter.

Det er ikke i Østeuropa, det er gået galt, det er i EU´s selvglade og idealistiske tankegang der er gal!