Klumme: EU ved vadestedet: 3 bud på vejen fremad


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Frankrigs og Tysklands yndlingsfortælling om årsagen til EU’s krise er at give EU-skeptiske partier og de ”smittefarlige” populister skylden. Men dette er at vende virkeligheden 100% på hovedet.

EU’s krise er nemlig en demokratisk reaktion, dels på Frankrigs og Tysklands forsøg på at underlægge de øvrige EU-lande deres stormagtsambitioner, og dels på EU’s intolerance over for ”afvigerne” som f.eks. Ungarn og Polen, der beskyldes for brud på EU’s grundlæggende principper.

Der er dog dybereliggende årsager til krisen i EU, nemlig Tysklands og Frankrigs stadig mere åbenlyse enegang (omend under EU’s flag), EU-elitens globalisme og multikulturalisme samt den afgrundsdybe kløft mellem EU’s og de tidligere østlandes nationale, kulturelle, politiske og religiøse værdier.

EU-kritiske partier som UKIP og AfD ser Brexit og EU’s flygtningekrise som begyndelsen til enden for EU, men dette fromme håb er urealistisk.

EU bryder ikke sammen, fordi der står alt for meget på spil for Tyskland og Frankrig. De har brug for EU, så de under dække af EU’s flag kan realisere deres stormagtsambitioner. Hertil kommer, at ”afvigerne” i syd- og østeuropa heller ikke har noget ønske om at forlade EU. De vil hellere ”reformere” unionen.

Men hvordan kan EU reformeres? Svaret er: gennem alliancer. De små og mellemstore EU-lande og Italien har stemmer nok til at agere en bremseklods på Tysklands og Frankrigs værste tilbøjeligheder. Senest har vi set, at det er lykkedes for mindre EU-lande at stramme vilkårene for Nord Stream 2-projektet, som Tyskland ønsker at gennemføre.

Og alliancer findes allerede. Et eksempel er Visegrad-landene omfattende Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. De holdt den 17. og 18. februar et møde i Jerusalem for at signalere, at de ikke ubetinget støtter EU’s pro-palæstinensiske kurs og EU’s omgåelse af USA’s handelssanktioner mod Iran.

Et andet eksempel er det såkaldte Hanseatiske forbund, en uformel alliance mellem Østersølandene omfattende Holland, Belgien, Danmark, Estland, Finland, Irland, Letland, Litauen og Sverige.

En stærkere kontrol med Tysklands og Frankrigs stormagtsambitioner kræver et øget samarbejde mellem EU-kritiske politiske partier: Fidesz i Ungarn, PiS i Polen, La Lega i Italien og Marine le Pen’s Rassemblement Nationale i Frankrig. DF og NB har hidtil holdt sig tilbage, men det er en fejl. Tiden for et forstærket samarbejde mellem Europas nationalkonservative partier er nu, hvor man gør klar til EU-Parlamentsvalget.

Skal EU overleve, bør illusionen om et kulturpolitisk enigt EU droppes. Forskellen mellem Øst-EU og Vest-EU er et faktum, hvorfor EU’s moralske imperialisme må sættes til side til fordel til et økonomisk samarbejde med respekt for de helt legitime forskelle i landenes traditioner og historie.

Krisen mellem EU-eliten og befolkningerne kan løses gennem mere direkte demokrati. EU-traktatens Art. 11 rummer rimelige muligheder for folkeafstemninger, såfremt 1 mio. EU-borgere måtte ønsker det. Hidtil er Art. 11 aldrig blevet taget i anvendelse.

Desværre fortsætter både Macron og EU-eliten med at bruge de nationalkonservative partiers fremmarch og det parlamentariske kaos omkring Brexit som argument mod direkte demokrati. Er det mærkeligt at vælgerne både i EU og Storbritannien er sure over at blive svinet til samtidig med, at man ikke lytter til dem?

Så løsningerne på EU’s krise ligger lige for. Men det kræver at både vælgerne og eliten opgiver deres fastlåste positioner og holder op med at skyde skylden for EU’s krise på henholdsvis EU og de slemme ”populister”.

Én ting er sikker: at melde sig ud af EU er ingen løsning. Det er at stikke hovedet i busken og skyde sig selv i foden.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN OG BLIV ABONNENT

Vælg beløb