Klumme: Europa som Animal Farm – Del I

Det politiske sprog er indrettet for at få løgne til at lyde troværdige og drab til at være acceptable. Jo længere samfundet kommer fra sandheden, jo mere vil det hade dem, der fortæller sandheden.

Citaterne er George Orwells. En forfatter og samfundskritiker, der som socialist ikke ville kunne beskyldes for hverken at være højreradikal eller modstander af mangfoldighed. Hans leve- og funktionstid lå primært i efterdønningerne af 2. verdenskrig og den kolde krigs rædsler.

Orwells betragtninger og citater er almengyldige og eviggyldige, de er elsket i og med de til stadighed påberåbes af debattører, samfundskritikere og politikere. Orwells bog, Animal Farm, om opbygningen af en verden, hvor der langsomt, men sikkert finder et skred sted i opfattelsen af alle begreber på en måde så ondt bliver godt og sort til hvidt, er et hovedværk i politisk, satirisk skønlitteratur.

Animal Farm blev skrevet af Orwell under 2. verdenskrig. Han beskrev udviklingen i Sovjetrusland. Hovedpersonen kammerat Napoleon illuderede i virkelighedens verden Stalin, og den udvikling som havde fundet sted efter den russiske revolution i 1917. Overgangen fra en overklasse før revolutionen til en ny efter illustrerer, hvordan revolutioner æder deres egne børn, hvordan et regime bliver afløst af et andet, som i sin opbygning har samme karakteristika som det foregående, og det måske i en endnu mere karikeret og deformeret form. Når et nyt regimes legitimitet bliver opbygget på, at alle skal være lige, så beskriver Animal Farm, hvordan et nye regime tvister ord og begreber på en måde, så slutfacit bliver, at uanset ligheden, så er nogen alligevel mere lige end andre.

Overfører man den Orwellske begrebsverden på nutidens Vesteuropa med centraliseringen og ensretningen via EU-styring og politisk korrekthed, så viser Orwells betragtninger sig at være mere relevante end nogensinde før. Den socialisme Orwell beskrev, der blev misbrugt for at Stalin, som ny zar, kunne fastholde sin magt ikke kun i Sovjetunionen, men også i Østeuropa, den kan på samme måde anvendes for at beskrive den politiske korrekthed, der præger debatten i den vestlige verden, her under de debat- og de politiske beslutningsprocesser.

Når ideologier som konservatisme, liberalisme og socialisme udviskes i deres oprindelige indhold, når de i stedet tvistes til at blive ensrettet i den politiske korrektheds navn, så er der tale om eksakt samme begrebsforvridninger som Orwell beskrev socialismen i Sovjetunionen blev udsat for. At man som nationalkonservativ kan være uenig i, at et socialistisk samfund kan opfylde de karakteristika, der kendetegner de europæiske lande, det må man lade ligge.

Men, min påstand er, at den politiske venstrefløj i Vesteuropa har formået at Orwellisere den politiske verdensopfattelse på samme måde som Stalin og kammerat Napoleon gjorde i virkelighedens og i skønlitteraturens verden. De indledende Orwell-citater kan anvendes over for den måde, hvorpå det er lykkedes den politiske venstrefløj at få sat dagsordener op, hvor løgne bliver til sandheder, og hvor sandheden undertrykkes, fordi magthaverne kun kan holde sig ved magten ved at holde sandheden skjult. Magthaverne vil gøre alt for at få lukket munden på dem, der søger at få virkeligheden beskrevet som sandheden. Ellers ved de, at de vil blive holdt ansvarlige.

I dagens debatbillede i politik og medier har den politiske virkeligheds pfattelse udviklet sig på en sådan måde, at saglig kritik af masseindvandringens skadelige indvirkning på de europæiske samfund affærdiges som racisme. At begrebet racisme dækker over en opfattelse af, at nogen racer er mere værd end andre, mens saglig kritik af migrationens indvirkning kan påvises på Europas kulturelle, økonomiske og åndelige ophav, det er underordnet i den begrebsverden, den politiske korrekthed har sit afsæt i.

At saglig kritik kan tage afsæt i en patriotisk opfattelse og ikke i en racistisk, det er for så vidt ligegyldigt for de politisk korrekte. Målet helliger de midler, man anvender. Ind til benet så er det i sandhedens og virkelighedens verden i dagens Vesteuropa ikke racisme, men patriotisme, der er giften i det politisk korrekte landskab. Racisme kortet er blot jokeren. Hvem vil være racist? Når Frankrig indfører nye regler for blasfemi for at ytringsfriheden ikke skal kunne benyttes til kritik af islam, så er det udtryk for, at ophavslandet til alle revolutioner er ved at bevæge sig fra liberté, egalité og fraternité til et samfund funderet på en ensretning forårsaget af en hastigt voksende muslimsk befolknings andel. Hensynet til koranens åndelige udøvere er større end hensynet til frihedsrettighederne udviklet siden den franske revolution. Ren Animal Farm.

Patrioter og patriotisme bygger i deres kerne på kærlighed til fædrelandet, det nære og det bestående, mens racisme tager afsæt i en merværdsfølelse, der hænger sammen med etnicitet. Altså to forskellige fundamenter, for man kan godt være patriot uden at være racist. Når de politisk korrekte kalder patrioter for racister, slører de behændigt begreberne for egen politisk vindings skyld. Det kan de politisk korrekte ikke have, ergo er det mere behændigt at kalde folk for racister. Løgn bliver til sandhed, som af Orwell beskrevet. Patriotisme bliver omskrevet til fascisme, til had til den måde, hvor på de europæiske samfund udvikler sig. Det med den omsiggribende af-europæisering, der foregår dygtigt akkompagneret under begrebet mangfoldighed.

For hvem vil ikke elske mangfoldighed og respekt for andre folkeslag? Hvem har lyst til at blive stigmatiseret? Når sandheden om konsekvensen af mangfoldighed er, at hele Europas kulturelle, religiøse og åndelige fundament skrider, så er det oplagt, at det magtpolitiske centrum vil gøre alt for at bekæmpe modstanderne. Og det i øvrigt assisteret af den lige så ensrettede og følgagtige medieverden.

Når medier i Europa eller politiet for den sags skyld undlader at nævne etnicitet på gerningsmænd for at undgå racismekortet, så fordrejer man bevidst virkeligheden. Man forholder offentligheden væsentlige oplysninger, der kunne påvirke opinionen. Man tager mere hensyn til gerningsmænd og etniciteter med en overrepræsentation i kriminalstatistikken end de ofre, der udsættes for forbrydelser.