Klumme: Formynderstaten fortsætter sin uhæmmede sejrsgang


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Den danske formynderstat har på mange punkter en slående lighed med de kommunistiske stater, hvor det enkelte menneske, familien og civilsamfundet underordnes statsmagten. Mens kommunistpartiet beskytter borgerne mod kapitalismen, beskytter den danske formynderstat borgerne mod det, der er en væsentlig mening med livet: at have ansvaret og forpligtelsen for sig selv og sine nærmeste. Danskerne passiviseres og gøres til hjælpeløse klienter, som ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse. I Danmark taber man derfor ikke længere ansigt ved ikke at kunne klare sig selv. Man overlader ansvaret til andre og blot stikker labben frem.

Mens statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale hyldede det personlige ansvar, er ”Frihed under ansvar” for længst erstattet af, at formynderstaten ved bedst, hvad der er bedst for borgerne. Formynderstatens regulering, forbudslovgivning og moralisering har taget ansvaret og friheden fra borgerne med det resultat, at staten bliver til en erstatningsforælder, der behandler borgerne som ansvarsfrie børn og kommunikerer på børnehaveplan, jf. Mette Frederiksen under coronakrisen. Formynderstatens indgreb over for de ansvarsfrie borgeres frihed bliver derfor legitime, ja endda en moralsk forpligtelse. Reaktionen i befolkningen er ikke overraskende systemisk ansvarsfralæggelse og umyndiggørelse.

Den socialistiske idé om, at staten varetager individets interesser ”fra vugge til grav” har eroderet borgernes frie vilje og evne til at tage styring i eget liv. Resultatet er, at danskerne parkerer en stor del af ansvaret for deres nærmeste, deres økonomi og deres livskvalitet hos staten. En række af landets kommuner udbyder f.eks. kurser, der skal få borgerne til at sove bedre om natten og gøre dem mere arbejdsduelige. Der bliver tilbudt parterapi på statens regning og psykologisk rådgivning til studerende med helt normale problemer. Listen er lang.

Formynderstaten administrerer også danskernes feriepenge gennem en feriepengeordning, hvor staten opkræver 12,5 pct. af lønmodtagernes indtægt, som man efterfølgende skal søge for at få udbetalt. Lønmodtagerne har jo brug for en hjælpende hånd til at spare op til ferien, er formynderstatens logik.

Formynderstatens mål er at svække familien gennem institutionalisering af børn. Forældrene og familierne reduceres dermed til bifigurer i børnenes liv. I formynderstaten har man heller ikke en familiepolitik, fordi børnene er statens og kommunernes opgave. Ikke familiens. I sin 2025-plan ”Altid på børnenes side” foreslår Socialdemokratiet, at alle nyfødte automatisk institutionaliseres i en vuggestue, om nødvendigt gennem ”frivillig” tvang. Det siger sig selv, at det svækker familiesammenholdet og den enkelte familie, når det offentlige invaderer privatlivet og tager ansvar fra familien. Og børn, der oplever dette, får velfærdsafhængighed ind med modermælken.

Selv om de såkaldte borgerlige ynder at markedsføre sig selv som værende i opposition til den formynderiske socialstat, har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Årsagen hertil er enkel: De fleste borgerlige er helt med på idéen om, at det er det gode velfærdssamfunds ret at organisere og definere borgernes private liv. Venstre har f.eks. lagt stemmer til en rygelov, som delvis forbyder rygning på private arbejdspladser og privatejede cafeer, og har også indført en refleksionsperiode for par med børn, før de kan blive skilt. Her skal parret gennemgå et obligatorisk forløb, hvor man skal tænke sig om.

Den formynderiske socialstat har skabt en stor, skattefinansieret velfærdsstat, der i Danmark opfattes som et ultimativt gode. Og eftersom borgernes beslutninger direkte eller indirekte påvirker andre, bliver det legitimt, at formynderstaten lovgivningsmæssigt regulerer borgernes liv med henblik på at sikre totalitær lighed og millimeterretfærdighed.

Formynderstatens behov for kontrol vægter højere end borgernes ret til privatliv. Det stærke fokus på bekæmpelse af snyd og socialt bedrageri resulterer i, at offentlige myndigheder får stadigt videre beføjelser og nye muligheder for at få adgang til privat ejendom uden retskendelse. Mao, hvis han stadig levede, ville fryde sig over det gigantiske sociale kontrolapparat i Danmark.

For at bevare velfærdsstaten, er danskerne villige til at lade indgreb, der begrænser den personlige frihed, overtrumfe alt andet. Vi er f.eks. vidne til en stigende offentlig indblanding og formynderi på sundhedsområdet. Københavns Kommuner banker f.eks. på hjemme hos rygerne i socialt belastede områder, indfører tvungen motion for sosu-assistenter og begrænser de ældres forbrug af saftevand på plejehjemmene på grund af det høje sukkerindhold.

Formynderstaten har over de sidste årtier skabt en orwellsk virkelighed, hvor borgerne overvåges, registreres og reguleres ned til mindste detalje i deres privatliv. Intet synes for småt til, at staten blander sig. Bygningsreglementet er f.eks. én lang mistillidserklæring til borgerne. Formynderstaten stoler ikke på, at danskerne kan bygge boliger med tilstrækkelig loftshøjde, lysindfald mv., hvis ikke staten sætter snævre regler. Selv hvordan borgerne skal cykle, har formynderstaten regler for (bl.a. skal begge fødder være på pedalerne). Regelmængden er vokset under alle regeringer siden 1989, også de borgerlige. Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen (V), havde f.eks. ikke tillid til, at borgerne kunne pleje pindsvin, og forbød derfor i sin egenskab af miljø- og fødevareminister alle, der ikke er autoriseret af socialstaten, at pleje tilskadekomne pindsvin.

Formynderstaten nedbryder alle de kerneværdier, der er opbygget i Danmark gennem årtier. I stedet for at bringe mennesker tættere sammen, tvinger den offentlige velfærdsmodel reelt mennesker længere fra hinanden. Børn og forældre. Gamle og deres familier. Livets udfordringer klares af et ansigtsløst system, ikke af ens familiemedlemmer.

Danskerne er omklamrede af en evigt voksende omsorgsstat, som har til opgave at sikre deres lykke. Den statskontrollerede omsorg har imidlertid resulteret i, at der aldrig har været så mange danskere, der er bedrøvede, ulykkelige og depressive. Mange slås med personlige og sociale problemer, og får tildelt mentorer. De hjælper med at tackle stress og angst. De hjælper med at huske vigtige aftaler. De hjælper med at komme af sted til lægen. De hjælper de ledige til at se nye muligheder. Og de tager med på job for at tjekke, at alt er, som det skal være.

De sidste 50 år er det kun gået i én retning: Mere lovgivning, mere regulering, flere forbud, flere påbud, flere indgreb i den personlige frihed, flere offentlige råd, vejledninger og kampagner, mere overvågning, mere kontrol, mere umyndiggørelse. Det velfærdsbedøvede ”homo socialdemocratus” er dybt afhængigt af formynderstaten, og derfor fortsætter formynderstaten sin uhæmmede sejrsgang i Danmark.